:: Anmeldelse ::

Er denne film horror? Nej, ikke synderligt. Men den er lavet af en dygtig instruktør, Joon-ho Bong, der står bag en af de bedste horrorfilm fra Korea (The Host fra 2006, der også blev den hidtil mest sete film i Korea), og nu har vi lovet en anmeldelse, så her kommer den. Det er jo heller ikke fordi, den er uden uhygge, og det er en fantastisk god film… bare mere henne i thriller og mysterie-afdelingen end egentlig horror.

Filmen bæres eminent af titelrollen, som jo er moderen. Hun vil gøre hvad som helst for at hjælpe sin søn, og er ikke bleg for at trække på tjenester eller andre smarte tricks, hun har oppe i ærmet. Hun er kærlig, bestemt og absolut ikke til at stoppe. Hye-ja Kim spiller rollen som moderen, og jeg ville ikke tvivle et sekund med at se en film, hvis hun havde en af hovedrollerne. Hun er virkelig i en klasse for sig. Og heldigvis har hun i ‘Mother’ fået en fantastisk manuskript at arbejde ud fra.

Det er en spændende historie, og selvom der er få chok – i forhold til horror forventninger – så sidder man på kanten af sædet. Og bare rolig, hvis du kaster dig ud i at se denne film – hvilket bestemt kan anbefales – så skal du nok hoppe i sædet et par gange også.

:: Heaven of Trivia ::

‘Mother’ var Sydkoreas officielle bidrag til “Bedste udenlandske film” ved Oscar-uddellingen her i 2010. Filmen har desuden vundet flere priser for bedste film samt bedste skuespillerinde mv.

Fakta

(Originaltitel: Madeo)

Set til CPH PIX 2010
Genre: Thriller | Krimi | Drama
Instr.: Joon-ho Bong
Medv.: Hye-ja Kim, Bin Won, Ku Jin, Yoon Jae-Moon, Mun-hee Na m.fl.
Land: Sydkorea, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg