:: Anmeldelse ::
Vi ville meget gerne have set denne film, som den var tiltænkt: i 3D og i biografen, naturligvis. Desværre bliver dette aldrig en mulighed, da den nu er udkommet på DVD i USA, hvor vi har hentet den hjem fra. Det er Thomas Jane’s spillefilms instruktørdebut (han stod dog bag den animerede ‘Jonni Notri’ fra 2000), og han spiller også selv hovedrollen. Det er en intelligent film, men en meget særegen stil, som med garanti havde været en fornøjelse at opleve i 3D.
Den er dog stadig meget interessant, og den visuelle stil er utrolig spændende. Meget kitch og med mange noir indtryk, som skaber en utrolig kompleks og dyster verden. Man gætter sig gennem hele filmen, for man ved fra starten, at der er et mysterie, som skal løses, og man får kun tilpas små ledetråde til at skifte retning i sine antagelser.
Selvom vi gerne ville have set den i biografen – og den uden tvivl ville have haft sit publikum – så er det dog fortsat en film med mangler, og derfor nok den rigtige beslutning, at den ikke fik biografpremiere. Vi har dog lidt af et soft spot for Thomas Jane efter bl.a. filmatiseringen af Stephen King’s ‘The Mist’ (USA, 2007) og ‘Dreamcatcher’ (USA, 2003) samt ‘Deep Blue Sea’ (USA, 1999). Og det ér en hæderlig debut, så vi håber at se mere fra ham. Uanset manglerne i ‘Dark Country’ så er den utrolig modig og spændende på mange plan.
:: Heaven of Trivia ::
Filmen er skudt i 3D, men Sony valgte at sende den direkte på DVD uden 3D effekten – og endda ikke i den version, som Thomas Jane havde i tankerne.
Fakta
(Originaltitel: Dark Country)
På DVD: 06-10-2009 (region 1)
Genre: Thriller, gyser
Instr.: Thomas Jane
Medv.: Thomas Jane, Lauren German, Ron Perlman, m.fl.
Land: USA, 2009