DØMT I MEDIERNE (på engelsk TRIAL BY MEDIA) er en ny True Crime Netflix-dokumentarserie. Det hele er meget “meta”, da den handler om mediernes indflydelse på retssager. Denne Netflix-dokumentarserie ser på en række retssager, der tydeligvis var påvirket af mediernes omtale. Læs vores Dømt i medierne anmeldelse her!

Dømt i medierne er en ny Netflix-dokumentarserie, der handler om den ekstremt populære true crime genre. Serien hedder Trial by Media på engelsk, men har i vanlig Netflix-stil fået en (nogenlunde) tilsvarende dansk titel.

Denne dokumentarserie føles endnu mere “meta” end normalt, da den handler om mediernes indflydelse på og dækning af rigtige retssager. Når en “spændende” forbrydelse bliver begået, dækker medierne ofte den efterfølgende retssag tæt, og nu er der så en Netflix-serie om selve mediedækningen. Se, det er da meget meta-agtigt… og meget fascinerende!

Især da det er tydeligt, at etik og jura bliver flettet sammen på ret uventede måder. Og det er ikke altid, at den egentlige lov vinder i en retssal.

Læs mere i vores Dømt i medierne anmeldelse nedenfor, og se de seks 1-times afsnit af sæson 1 på Netflix nu.

De seks afsnit i sæson 1

Sæson 1 af Dømt i medierne består af seks afsnit med følgende titler:

  • “Talkshowmordet”
  • “Selvtægt på undergrundsbanen”
  • “41 skud”
  • “Kong Richard”
  • “Big Dan’s”
  • “Blago!”

Da jeg så afsnit 1 af Dømt i medierne, sad jeg og blev en smule irriteret undervejs. Mest fordi begrebet “Gay panic defense” ikke blev nævnt én eneste gang, selvom det er blevet brugt flittigt som undskyldning for at slå LGBTQ-folk ihjel. Jeg anerkender dog, at fokus i dette tilfælde er på, at det er takshowet The Jenny Jones Show, der får skylden i stedet for. 

Og det er jo konceptet for denne Netflix-dokumentarserie at vise, hvordan medierne håndterer disse retssager.

Der er ikke meget, der er mere meta-agtigt, end at have tv-dækning af en retssag, hvor de prøver at skyde skylden for et mord på et tv-show. Mentale problemer og homofobi bliver også nævnt, men de er ikke helt lige så vigtige. Det er helt klart (ifølge forsvarsadvokaten) mediernes skyld. Eller rettere, Jenny Jones og hendes ansatte på talkshowet.

Dømt i medierne: Sæson 1 – Netflix anmeldelse [Trial by Media]

Se sæson 1 af Dømt i medierne på Netflix nu!

Sæson 1 af Dømt i medierne er instrueret af Garrett Bradley (Time), den Oscar-nominerede Yance Ford (Strong Island), den Emmy® nominerede Brian McGinn (Amanda Knox), Sierra Pettengill (The Reagan Show), Tony Yacenda (American Vandal) og Skye Borgman, der instruerede den vanvittige dokumentar Abducted in Plain Sight.

Læs også: Vores anmeldelse af Netflix-dokumentaren Abducted in Plain Sight >

Serien er produceret af blandt andre George Clooney, der på denne måde også kommenterer, hvor stor indflydelse, medierne kan have. Det kan (for en god ordens skyld) også være en fordel at få mediernes opmærksomhed. Eksempelvis sker der mord, der nærmest bliver ignoreret, indtil nogen får medierne til at se nærmere på omstændighederne.

Udfordringen er ofte at få alle fakta, da medierne også gerne fokuserer på det mest “juicy” ved disse forbrydelser og retssager. Generelt får vi mange detaljer og fakta i hver episode af denne Netflix-serie. Dog er der kun én time til hver sag, og det giver naturligvis ikke meget tid til at komme godt omkring. Til gengæld ser man hurtigt hvor stor (på godt og ondt), mediernes påvirkning er.

Denne Netflix-serie bør være et “must-see” for alle fans af True Crime dokumentarer. Især da du nok vil kende til i hvert fald et par af sagerne, der dækkes her i sæson 1.

Dømt i medierne er ude på Netflix fra 11. maj 2020.

Plot

Denne dokumentarserie om virkelige forbrydelser undersøger nogle af de mest dramatiske retssager nogensinde med fokus på, hvordan medierne kan have påvirket afgørelserne.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg