Folk vil nok enten hade eller elske Emulsion, men det er præmisserne, når man bevæger sig i en niche.

Emulsion er både independent, low-budget og film noir. Det er hele tre parametre på et fremmedsprog, og hvert af de tre har både fans og dem, der per definition hader stilen. Når det gælder denne film, så er der klart en udfordring med tempoet. Skuespillet falder desværre også lidt skævt for mig ind imellem.

Det er en klar bonus for filmen, at Sam Heughan har skabt sig et navn gennem Outlander TV-serien, hvor han spiller en hovedrolle. Desværre lander hans præstation i denne film bare indimellem på den forkerte side af kitchet film noir.  Og det gælder reelt kun ham, mens det andre er mere rene i deres karakterer. Men igen, det vil være en smagssag, så måske andre synes, han er den, der leverer den rette stil. Til gengæld oplevede jeg, at både Claudia Bassols (The Returned) og Lex Shrapnel (Captain America: The First Avenger) var helt perfekte i deres præstationer, så det er ikke fordi, skuespillet generelt var et problem. Der var i øvrigt da også scener, hvor Heughan er uhyggeligt god.

Det jeg absolut ikke kan sætte mange fingre på, er til gengæld det visuelle udtryk. Det er gennemsyret af en elegance og farvebalance, der er voldsomt lækker. Der skiftes mellem varme og kolde nuancer på en måde, så farverne alene reelt fortæller store dele af historien. Når det gælder udtrykket på billedsiden af Emulsion, så er det virkelig svært at tro, dette er en low-budget film. David McDowall er filmens cinematographer, og det er reelt hans første spillefilm i den stol. Han har lavet to kortfilm og en TV film, men derudover har han arbejdet på at hav af film i andre roller som fotograf. Han startede faktisk som “Camera trainee” på James Deardens Vild Satsning (på engelsk Rogue Trader med Ewan McGregor) tilbage i 1999.

Lydsiden er såmænd også fin, men det er min klare erfaring, at lydsiden ofte kikser mere i low-budget end billedsiden. Og så kan billedsiden satme redde meget, så man ikke tænker over lyden.

Der, hvor Emulsion fejler for mig, er som sagt tempoet. Tempoet er simpelthen filmens egen værste fjende. Fair nok, at det er et mysterie, og vi arbejder os frem mod en konklusion sammen med hovedpersonen, men undervejs (eller rettere, især i starten) skal man være ret så tålmodig. Til gengæld slutter den altså stærkt, og så må jeg indrømme, at jeg klart foretrækker en stærk afslutning fremfor en stærk indledning. Det bør dog ikke være for meget at forlange, at man kan få begge dele i en film. Instruktør Suki Singh har også skrevet manuskriptet, men selvom det er hans femte film som instruktør og hans fjerde som manuskriptforfatter, så mangler der stadig noget for, at jeg virkelig bliver imponeret.

Det er svært at anbefale Emulsion til det brede publikum, men er man til eksempelvis David Lynch, så bør man klart kunne nyde kvaliteterne i denne film. Er man mere til action, tempo og splat, så skal man holde sig langt væk. Men det afslører traileren også ret tydeligt!

Fakta

VOD-dato: 27-06-2016
Genre: Thriller, Drama
Instruktør: Suki Singh
Medvirkende: Sam Heughan, Claudia Bassols, Lex Shrapnel m.fl.

Resumé
Ronny Maze leder som en besat efter sin kone Isabella, som på mystisk vis forsvandt fra en parkeringsplads. Vi kommer ind i historien et år efter hændelsen. Ronny bor alene i en beskidt lejlighed, hvor han ser den samme nostalgiske smalfilm hver aften og husker tilbage på Isabella. Hver morgen pakker Ronny sine tasker for at komme videre med sit liv, men han bremser op, når han kommer til en malerisk bro i udkanten af byen – det var her, han friede til Isabella. Hver dag tager han til parkeringspladsen for at fortsætte sin søgen. En aften bliver en prostitueret overfaldet på parkeringspladsen og anbragt i bagagerummet på en bil. Ronny jager overfaldsmanden langt ind i en skov, hvor han finder bilen tom, bortset fra en rulle film. Mens Ronny ivrigt ser filmen, opdager han sandheden om sin kones forsvinden, og det ændrer hans liv for evigt.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg