Anmeldelse

Det er i de seneste år begyndt at ulme lidt i den danske horror-mose, og hvis Encounters er med til at lægge stilen, så tegner det rigtig godt. Det er godt nok en film, der har været undervejs på flere forskellige måder, da den startede sin festival-runde allerede sidste oktober til Blodig Weekend, og den har været midlertidig tilgængelig via VOD, som også er platformen, hvor den nu endelig får en egentlig premiere til det brede publikum. Og I kan godt glæde jer!

Vi er helt nede på jorden med håndholdte kameraer, men uden det bliver dogme “grimt” og føles stringent på nogen måde. Tværtimod, så virker filmens fremdrift meget organisk, og lægger ud med en masse skæv humor, hvor vi lærer de fire hovedroller at kende. Vi har to skuespillere – en mand og en kvinde – samt en instruktør og så en fotograf, der også skal være klipper. Selve den film, de egentlig skal lave, ligner virkelig noget værre møg, hvilket de også selv lader til at være klar over. Men denne “found footage” film – der først bare er en form for “behind the scenes” hyggeoptagelse, som skal bruges til en senere DVD udgivelse – er til gengæld det rene guld.

encountersEncounters er en knivskarp, sjov og skæv film i starten, inden vi bevæger os over i det mere paranormale og uhyggelige, men det sker på utrolig elegant vis og med effekter, der i den grad overrasker. Hold kæft, hvor var det lækkert på en måde, som man absolut ikke forventer i disse horrortider med ret kedelig brug af CGI, lige så snart budgettet er i den lavere ende. Det lider Encounters absolut ikke under. Og selve plottet er dejligt befriende, idet man flere gange bruger karakterne til at både stille og svare på de spørgsmål, man uvægerligt kommer med. Eksempelvis “Hvorfor fanden skal du have kameraet med ud og tisse?!”, som altid er noget, jeg normalt kan få pip af, men i denne film kommer spørgsmålet kækt og svaret prompte, og så kan man kun sidde og gnække lidt i stedet over sin egen forfejlede pessimisme.

Skuespillerne er herlige i deres karakterportrætter, men det er sgu Kristian Fjord, der løber med de bedste replikker og mest mindeværdige øjeblikke. Han spiller klipperen og er ualmindeligt direkte og dumsmart på en virkelig sjov måde – også ofte på hans egen bekostning.

Instruktør og manuskriptforfatter Anders Bukh har sin instruktørdebut med Encounters, og det slipper han rigtig godt fra. En lidt sjov ting er, at folkene bag filmen er gået udenom DFI ved finansieringen. Det er ikke noget, man ser særlig tit herhjemme, så kudos til dem for, at det kunne lade sig gøre. Det betyder så også, at filmen kun udkommer på VOD, efter et kort visit i CinemaxX biograferne sidste år. Men til gengæld får den VOD premiere i hele verden i december.

Eneste årsag til, at filmen ikke lander solidt på 5 splatter er, at den sidste halve time trækker lidt for meget ud. Vi har en god time, der virkelig leverer underholdning på alle parametre, men den sidste halve time kunne have været skåret ned til et lille kvarter, da vi mister momentum, fordi det hele bliver mere alvorligt og traumatisk, hvor humor før var med til at holde et godt tempo. Det er dog absolut ikke noget, der ødelægger helhedsoplevelsen, og vi kan derfor glædeligt anbefale, at I kaster jer over Encounters og føler en vis stolthed over, at dette er et produkt fra den danske horrorverden, der absolut leverer varen.

Fakta

Biografpremiere: 30-10-2014 / Blodig weekend 2014
DVD-premiere: 18-11-2015
Genre: Horror, Science Fiction
Instruktør: Anders Bukh
Medvirkende: Jacob Guldager, Signe Sørensen, Kristian Fjord, Casper Sloth m.fl.

Resumé
I 2011 tog fire unge mennesker til de nordsvenske skove for at optage en gyserfilm, men de forsvandt sporløst seks dage efter. Efterforskningen af deres forsvinden blev stoppet af det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO. Et år senere blev filmholdets materiale lækket af hackergruppen Pandoras. Dette er holdets foruroligende og skræmmende optagelser.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg