FAITHFULLY YOURS på Netflix er en ny thriller fra Holland. Et krimi-mysterie udspiller sig i løbet af 95 minutter. Fans af krimier vil nok gætte de fleste plottwists, men den fungerer overordnet set. Læs hele vores filmanmeldelse af Faithfully Yours her!

FAITHFULLY YOURS er en ny Netflix-thriller, der byder på alt det, mange seere elsker, når det kommer til krimi-mysterier. Der er plot-twists hele vejen igennem, alle karakterer har hemmeligheder, og de fleste af dem har en tendens til at være af den mere lumre variant.

Denne hollandske film bruger altså alle de klassiske krimi-elementer. Måske endda for meget.

På den anden side forsøger denne film aldrig at være andet end det, den er; Et underholdende mysterie, hvor alle er mistænkte, og alle lyver. Med en spilletid på 1 time og 35 minutter formår den at underholde. Og alligevel vil fans af krimi-thriller-mysterie-genren sandsynligvis gætte mange af svarene på forhånd.

Læs videre på vores Faithfully Yours filmanmeldelse nedenfor. Find den på Netflix fra den 17. maj 2023.

Alle lyver om stort og småt

De to bedste venner, Bodil (Bracha van Doesburgh) og Isabel (Elise Schaap) har en fast ting, hvor de angiveligt tager af sted på en weekend sammen. Det er dog bare, hvad de fortæller alle omkring dem, så de har et solidt alibi. Hvad disse attraktive, succesrige og tilsyneladende lykkeligt gifte kvinder rent faktisk gør, er noget helt andet.

Med nøje planlagte kulturelle begivenheder – der deles på sociale medier eller via beskeder til deres ægtemænd – er de faktisk adskilt og har hemmelige affærer. Men med deres troværdige planer og specifikke detaljer på plads, modsiger de aldrig hinanden efterfølgende. Et sikkert alibi.

Men da Isabel forsvinder, og et blodigt spor efterlades, bliver Bodil nu pludselig fanget i deres løgne.

Hvis der er én ting, du vil lære af at se Faithfully Yours, så er det, at alle lyver. Nogle mennesker lyver om store ting, andre holder sig til de mindre hvide løgne. Alle ser også ud til at have det mere eller mindre elendigt i deres nuværende liv og vælger flugt og bedrag for at håndtere det.

Hvis folk bare ville være ærlige over for sig selv, ville deres liv være bedre. Og ja, jeg ved godt, at jeg forsimpler tingene ret groft med den synsvinkel, men det er dog også historiens omdrejningspunkt i Faithfully Yours.

Faithfully Yours – Anmeldelse | Netflix-Thriller

Det bliver lidt vildt, men går aldrig for langt

Overordnet set tog jeg mig selv i at gætte alle de vigtigste plottwists på forhånd, mens jeg så Faithfully Yours. På den ene side er det bare bivirkningen af at se (og læse) så mange krimier, som jeg gør.

På den anden side betyder det, at der ikke er noget nyt, og jeg elsker solide – og troværdige – drejninger, som jeg bare ikke så komme. Dét sker ikke her. Til gengæld er der et par dumme svipsere.

Det irriterer mig eksempelvis ret meget, at der var poteaftryk i blodet, og at hundelufteren var et åbenlyst vidne (et vi ser to gange som seere), og alligevel er det ignoreret i resten af historien. En lille ting, men et der var et vigtigt alibi og alligevel glemt af alle.

Det føles lidt mærkeligt i en krimi, der udspiller sig i løbet af bare 95 minutter.

Den danske Netflix-thriller Kærlighed for voksne er ikke en dårlig sammenligning – selvom diverse twist i denne hollandske film er helt anderledes! Jeg synes faktisk, at Faithfully Yours er en smule bedre, men det skyldes måske mest, at nogle ting i den danske film irriterede mig som dansker. Det virkede bare for amerikansk.

Se Faithfully Yours på Netflix

André van Duren er instruktøren af denne nye hollandske Netflix-thriller. Tidligere har André van Duren instrueret en masse thrillerserier, så han er ret vant til at arbejde med denne genre. Også andre genrer, men det er mindre relevant i dette tilfælde.

Han har også skrevet manuskriptet sammen med Elisabeth Lodeizen og Paul Jan Nelissen.

Spilletiden på 95 minutter er bestemt til filmens fordel. Og alligevel formår den at have mange drejninger og mistænkte undervejs. Dog oplevede jeg, at de fleste forviklinger også blev ved med at pege på det twist, der i sidste ende blev afsløret. Men nok kun hvis man selv sidder og leder efter det, selvfølgelig.

Jeg formoder, at fans af krimiromaner (det er jeg selv) vil nyde meget af denne film, selvom den ikke vil udfordre dem synderligt. Der er også de hede scener undervejs, der ofte sikrer, at en Netflix-film bliver et hit. Mon ikke denne også nok skal tiltrække masser af seere.

Faithfully Yours er på Netflix fra den 17. maj 2023.

FAKTA

Instruktør: André van Duren
Manuskript: Elisabeth Lodeizen, Paul Jan Nelissen, André van Duren
Medvirkende: Bracha van Doesburgh, Elise Schaap, Nasrdin Dchar, Gijs Naber, Hannah Hoekstra, Matteo Simoni

Plot

Ved at bruge hinanden som alibi sniger to venner sig væk for at hengive sig til hemmelige affærer – men deres omfattende net af løgne optrevles, da en af dem forsvinder.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.