Anmeldelse af Hostel: Part III (eller Hostel 3) – kan ses på Netflix i Danmark fra April 2020.
Hostel 3 er (ikke overraskende) tredie film i Hostel franchisen. Det er nok de fleste horrorfans, der er bekendt med denne horrorfranchise. Den blev hurtigt lidt af en kultklassiker.
UPDATE: Du kan snart se Hostel: Part 3 på Netflix i Danmark, da den bliver tilføjet fra april 2020.
Hvis man skal genrebestemme Hostel-filmene – eller bare forklare indholdet i filmene med de meget sigende navne – kommer man nok ikke udenom begrebet “torture porn”. Dette begreb blev vel nærmest mainstream allerede via den første Hostel film. Og bevares, måske også “splatter” og “teen slasher”, fordi der er rigelige mængder blod og ofte består castet af en masse unge mennesker.
Så er der bare det problem, at der i Hostel 3 er meget lidt blod. Desuden foregår langt det meste vold off-screen, så vi kan nøjes med lydbilledet og gætte os til resten. Eller visualisere, om man vil. Det er ægte thriller-virkemidler, som på ingen måde minder om det, vi har set i de tidligere Hostel-film. De var nærmest uden grænser, da de jo skulle leve op til det “torture porn”-label, de selv gjorde til en anerkendt subgenre for mainstream horrorfans.
En censureret Hostel film
Det har klart været Hostel filmenes force og berettigelse, at de gik “all in”. Derfor virkede det nærmest som om, vi så en groft redigeret (nærmest censureret!) version af franchisen med Hostel 3. Næsten som om den var til eftermiddagsvisning på TV eller in-flight entertainment.
Det var desværre meget skuffende. Især fordi Hostel 3 jo så reelt bare er endnu en mainstream horrorfilm af den helt gængse slags. Bare med mindre blod samt opbyggede forventninger til noget andet. Det mest groteske ved dette er, at filmen officielt er “unrated”. Det burde jo indikere, at man ikke ville ligge under for den dertilhørende censur. Men det er da omsonst ved en så gennemgribende selvcensur.
Hostel: Part III tager til Las Vegas
Til gengæld skal det siges, at plottet faktisk var helt igennem i orden. Okay, der er få huller her og der, men intet utilgiveligt. Også castet er et godt stykke over gennemsnittet for mange horrorfilm. Dermed kunne dette have været en rigtig solid 3’er i Hostel-serien. Den havde da også fin oplæg til – og rig mulighed for – at levere de helt store torturscener, som vi kender det fra de første film.
Det var også forfriskende, at vi med Hostel 3 bevægede os væk fra det grå og kolde Østeuropa. Nu er vi i stedet taget til den evigt levende og lysende kapitalistiske højborg: Las Vegas. Det er egentlig perfekt, og på mange måder mere skræmmende. Især da man ikke forudser netop den fare, som personerne lander i.
Se Hostel 3 på Netflix
Instruktør Scott Spiegel er egentlig en af de helt tunge drenge, når det kommer til at have forbindelserne i orden. Han har gået i skole med Sam Raimi (Drag Me to Hell) og Bruce Campbell, hvilket i sig selv må have været en fest. Derfor har Scott Spiegel også – ikke overraskende – været involveret i flere af deres fælles film.
Derudover har Quentin Tarantino (Once Upon a Time in Hollywood) angivet Spiegel som en af årsagerne til, at han endelig blev et etableret navn. Det er altså på alle måder et mysterie, at denne film endte så tamt. ScreamQueen er ikke sur. Hun er skuffet!
Du kan se Hostel: Part 3 på Netflix i Danmark fra 1. april 2020.
Fakta
(Originaltitel: Hostel: Part III)
DVD: 10-01-2012
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Scott Spiegel
Medv.: Kip Pardue, Brian Hallisay, Sarah Habel, John Hensley, Skyler Stone, Chris Coy, Thomas Kretschmann m.fl.
Land: USA, 2011