LÆG VERDEN BAG JER på Netflix er en thriller af Sam Esmail (Mr. Robot). Filmen er baseret på en roman af samme navn – originaltitlen på bog og film er Leave the World Behind. Fantastisk cast og intens uhygge. Læs vores Læg verden bag jer filmanmeldelse her!
LÆG VERDEN BAG JER er en ny Netflix-thriller, der ret hurtigt smager af en psykologisk gyserfilm. Vi er ude i noget post-apokalyptisk. Eller rettere, vi oplever nærmest de begivenheder, der fører til dette. Der er ikke mange skuespillere med, men dem der er på rollelisten er helt fantastiske.
Det her en ikke en film, der sådan lige forlader en. Selv åbningsscenen, inden titlen vises, giver en forsmag på, hvordan det almindelige og småborgerlige lynhurtigt kan føles ildevarslende. Godt nok har filmen en ret lang spilletid på knap 2 timer og 20 minutter, men den er inddelt i fire kapitler, og man keder sig på intet tidspunkt.
Læs vores fulde anmeldelse af Læg verden bag jer / Leave the World Behind nedenfor. Se den på Netflix fra 8. december 2023.
Velkommen til apokalypsen
Vi møder en familie, hvor hustruen Amanda (Julia Roberts) helt spontant booker en miniferie i en luksuriøs lejebolig lidt væk fra Manhattan. Hun er generelt træt af mennesker og vil have lidt tid med familien. Den hyggelige ferie tager dog en meget uventet drejning, inden dagen er omme.
Et form for cyberangreb får alle deres enheder (telefoni, internet og GPS) til at gå ned. Næsten inden de helt har opdaget det, står der to fremmede ved døren. De præsenterer sig som G.H. Scott (Mahershala Ali) og Ruth Scott (Myha’la) og påstår, at det er deres hus. Nu hvor alt elektronik fejler, ville de søge ud af byen og i sikkerhed dér.
De to mennesker er rolige, men især Amanda føler sig meget utryg. Parrets to børn sover allerede, og hun ønsker ingen fremmede i huset. Hendes mand, Clay (Ethan Hawke) er til gengæld meget rolig og imødekommende. Det er generelt sådan de to fungerer; Amanda er på stikkerne som menneskekender, og Clay tror på det gode i enhver fremmed.
Det skal dog hurtigt vise sig, at den store trussel bestemt ikke kommer fra husets ejere. Derimod er noget langt større under opsejling. Den snigende utryghed og uhygge bliver stadigt mere tydelig i takt med, de forskellige kapitler i filmen starter.
Jeg skal direkte i Spejder Sport!
Nej, det er ikke en slet skjult reklame, og jeg tror aldrig, jeg har været i en Spejder Sport, men dét vil jeg sateme godt nu. For hvad gør man, når alt elektronik pludselig ikke virker? Ikke lyset i lamperne, men selve kommunikationen og endda GPS og satellitter.
Det er vores slet verden ikke bygget til, hvilket er et omdrejningspunkt i Læg verden bag jer.
Jeg er ikke ligefrem nogen “Doomsday Prepper”-type, men jeg har stor respekt for dem, der planlægger til de basale nødvendigheder. Hvis den nylige pandemi lærte os noget, så er det forhåbentlig, at det er en god idé af have lidt ekstra toiletpapir på lager samt diverse hverdags fornødenheder.
Det med at holde sig hjemme, når man er syg, har de fleste tydeligvis allerede glemt. Desværre!
I alle tilfælde, så fik Læg verden bag jer i hvert fald mig til lige at overveje, om der måske er et par ting, man skulle få indkøbt til “nødlageret”. Vi er simpelthen så grotesk afhængige af alt elektronik. På den ene side side, skaber det en bekvemmelighed i vores hverdag, vi nødigt vil være foruden. Bagsiden er dog, at vi bliver lammet, når den fejler!
Se Læg verden bag jer på Netflix nu!
Jeg kunne egentlig godt lide idéen med M. Night Shyamalan-filmen The Happening fra 2008. Desværre var der også ret meget, der bestemt ikke fungerede i dén. Det skal jeg dog love for, at det netop gør her i Læg verden bag jer. Det er naturligvis også en helt anden historie, men alt ved denne film er som M. Night Shymalan, når han er bedst.
Men nej, det er ikke Shyamalan, der står bag denne apokalyptiske thriller. Det er derimod Sam Esmail, der er bedst kendt for tv-serien Mr. Robot. Og præcis som i dén serie, er denne film ekstremt modig og karakterdrevet. Denne film er baseret på en roman af Rumaan Alam, og overordnet følger filmen bogen ret direkte.
Min første tanke, da rulleteksterne kom (og det gør de faktisk på et lidt ondt tidspunkt) var, at jeg ville ønske Sam Esmail havde filmatiseret Knock at the Cabin. Som stor fan af bogen var jeg bestemt ikke glad for dele af filmatiseringen. Nu er jeg overbevist om, at Sam Esmail havde klaret den markant bedre.
Er du til film, hvor man ser almindelig mennesker opleve, hvordan verden kan ændre sig på et splitsekund, skal du klart se denne. Godt nok er det en apokalyptisk thriller, men den smager altså ekstremt meget af en decideret gyserfilm. Især med de kameravinkler og vilde udviklinger undervejs. Se den!
Leave the World Behind / Læg verden bag jer er på Netflix fra 8. december 2023.
FAKTA
Instruktør: Sam Esmail
Manuskript: Sam Esmail
Medvirkende: Julia Roberts, Mahershala Ali, Ethan Hawke, Myha’la, Farrah Mackenzie, Charlie Evans, Kevin Bacon
Plot
En families ferie i en luksuriøs lejebolig tager en uventet drejning, da et cyberangreb får deres enheder til at gå ned – og pludselig står der to fremmede ved døren.