Mandy er en syret oplevelse, der helt sikkert vil dele vandene. Og det er nok de færreste, der vil kunne lide den. De vil til gengæld nok være helt vilde. Se den på CPH PIX 2018.

Mandy er en del af CPH PIX 2018 programmet, og det var tydeligt, at dét var en populær film. Sjældent har vi været i så fyldt en sal til den danske film festival. Og vi taler altså CinemaxX sal 2, så der blev tydeligvis satset på filmen!

Det blev dog også tydeligt, at salen var fyldt med to slags folk. Dem, der vidste præcis, hvad de gik ind til, og dem der var ret uforberedt. Alle blev dog umiddelbart siddende.

Der er jo altid et væld af tissetrængende folk, så måske nogle også bare gik. Det lod dog til, at folk bare lod sig overvælde af det, der skete på lærredet.

Mandy er ikke mainstream

Umiddelbart er Mandy en film, der udvikler sig ekstremt meget i både tempo og stil. Og det er bestemt ikke en film for de fleste. Den er måske ikke engang for de få, men derimod en decideret niche.

Og jeg er absolut ikke overbevist om, at den er noget for mig. Men det er nok også et spørgsmål, om man er i humør til den, for den kræver sgu en del af sit publikum.

Forestil dig noget af det mest syrede Dario Argento, der så går over i ren Tarantino med en snert af noget Raimi. Det vilde farve orgie og langtrukne scener, der ender i en slåskamp med motorsave. Ja, det lyder vanvittigt, og det ér det bestemt også.

Hvis man er til denne type film, så kan det dog være en vild og sanselig oplevelse. Klapsalverne efter filmen var tydeligt bevis på, at mange havde haft netop sådan en oplevelse.

Mandy (2018) anmeldelse

Nicolas Cage i fri leg

Historien er heldigvis til stede i Mandy, så det er ikke bare en masse form uden indhold. Til gengæld er historien virkelig minimal og kan fortælles meget kort.

Men så ville man gå glip af detaljerne og referencerne til andre film såsom Ondskabens Øjne og Fredag den 13. 

En spilletid på mere end to timer er dog stadig i overkanten til min smag. Til gengæld ville jeg faktisk ikke undvære de scener med Nicolas Cage i udbrud. Det føles som en form for fri leg med blod og sprut på et tidspunkt. Om det er tilfældet, skal jeg ikke kunne sige, men det er nu meget fint at se “Nic” Cage i fri leg og uden hæmninger. Også selvom jeg har et lidt anstrengt forhold til ham, og mange af hans tidligere helte-roller.

Uanset hvor meget han gerne vil være Superman, så er han altid bedre i de roller, hvor det hele er ret skævt.

Mandy (2018) anmeldelse

En ægte Panos Cosmatos film

Som nævnt indledningvist så vi Mandy til CPH PIX 2018, og det er altså også en film, der skal ses i biografen. Dine sanser bliver overvældet af instruktør Panos Cosmatos valg undervejs.

Det er en meget syret oplevelse og virker mest af alt som en film, der er lavet (eller i hvert fald tænkt), mens han var påvirket.

Jeg må indrømme, at en film af denne slags, på over to timer, bliver for meget for mig. Jeg kan ikke give mig helt hen til det sanselige, når historien ikke er større. Til gengæld var jeg grebet af scenerne med især Linus Roach som kultleder. Og også Andrea Riseborough havde nogle meget mindeværdige scener.

Hvis du kender Panos Cosmatos og elskede hans forrige film, Beyond the Black Rainbow, så skal du naturligvis også se Mandy.

Kender du ikke til denne “writer-director”, så kast dig ud i det, men vær klar på en noget anderledes oplevelse, hvor det sanselige er vigtigere end historien.

Mandy kommer også på Netflix i Danmark fra den 28. januar 2020.

FAKTA

Biografpremiere: CPH PIX 2018
DVD-premiere: 1. november 2018
Netflix-premiere: 28. januar 2020
Genre: Horror, Thriller, Action
Instruktør: Panos Cosmatos
Medvirkende: Nicolas Cage, Andrea Riseborough, Linus Roache, Richard Brake, Bill Duke

PLOT

Pacific Northwest. Året 1983. Outsiderne Red Miller (Nicolas Cage) og Mandy Bloom (Andrea Riseborough) lever et stille og fredeligt liv. Da deres fyrrenålsduftende fristed bliver brutalt ødelagt af en sekt ledet af den sadistiske Jeremiah Sand (Linus Roache), bliver Red kastet ud på en drømmeagtig rejse fyldt med blodige hævngerninger tilsat ild.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.