My Friend Dahmer viser en anden side af Jeffrey Dahmer. Den er på ingen måde forherligende – heldigvis. Derimod viser filmen blot drengen, inden han blev til manden, der blev til seriemorder!

My Friend Dahmer er altså en must-see film for alle, der er fascineret af seriemordere. Forestil dig, at du kommer til at opleve en seriemorder, inden han overhovedet har begået sit første drab. Som at sætte sig ind i en tidsmaskine og opleve hans udvikling.

Det er lidt det, de prøver at gøre med profilering i Mindhunter serien på Netflix. Men dog på bagkant, så man kan fange tegnene i nye “kommende” mordere.

Når man ser My Friend Dahmer, oplever man en ung mand, der har visse medfødte særheder. Men man får så sandelig også lov til at opleve hvilket kaos, han er vokset op i.

Vanvid hjemmefra

Dahmer har det ikke nemt hjemme. Ikke fordi familien ikke er hjertelig, men mere fordi den er ret kaotisk. Mor har mest fokus på lillebror, da Jeff (som han kaldes fremfor Jeffrey) jo kan klare sig selv. Far er frustreret over sin kone, Joyce, der netop er kommet tilbage fra et ophold på en psykiatrisk institution. Sindslidelse er altså noget, Dahmer er vokset op med, og det får man lov til at opleve her.

Det er i øvrigt en meget velspillende Anne Heche (Volcano), der spiller Joyce. Hun lader næsten til at spille sig selv under sit eget psykiske sammenbrud. Ikke mindst, da hendes mand kommenterer, at hun blev indlagt, efter hun gik rundt i badekåbe og advarede om, at UFO’erne kom nu.

Det var faktisk præcis dét, der skete, da Anne Heche, tilbage i august 2000, måtte indlægges kortvarrigt på et psykiatrisk hospital.

Jeff’s far, Lionel, spilles af Dallas Roberts (The Grey). Samspillet mellem Anne Heche og Dallas Roberts er helt eminent. Hun får helt tydeligt givet ham et par på kassen ind imellem, men de to skuespillere har tilsyneladende besluttet sig for at gå all-in. Det giver netop den vanvittige intensitet, der hele tiden rumsterer hjemme hos familien Dahmer.

My Friend Dahmer anmeldelse

Det handler ikke om sympati

Jeg følte ikke på noget tidspunkt, at My Friend Dahmer havde til hensigt at skabe sympati for Jeff. Dette er ikke et forherligende portræt, men derimod et indblik i hvordan hans udvikling foregik.

Han var utrolig interesseret i knogler – og dermed i alle slags lig, som kunne skaffe ham knogler. Dette kunne være et udtryk for en person, der skal være læge eller biolog. Men når man så også gerne slår ihjel for at se nærmere på knogler (eller involde), er man alligevel på vej et helt andet sted.

Jeff Dahmer spilles helt fantastisk af Ross Lynch. Det er ikke en skuespiller, jeg kender meget til, men han er til gengæld et ret stort navn i USA, hvor han har været Disney Channel stjerne. Man må sige, at han i den grad får chancen for at spille noget ganske andet her. Og det tager han imod og får mest muligt ud af.

Baseret på en sand historie

Nu er Jeffrey Dahmer jo en virkelig person, men derfor behøver alt, der siges om ham, ikke være sandt eller virkeligt. Det, der er interessant ved My Friend Dahmer er, at historien er baseret på en tegneserie skabt af en af hans klassekamerater. Han hedder John “Derf” Backderf og er altså også en virkelig person, som vi oplever i denne My Friend Dahmer. Jeff og “Derf” bliver venner i slutningen af deres sidste år på high school. Jeff finder ud af, at hvis han opfører sig fjollet, så griner folk.

Backderf er selv del af en gruppe lidt nørdede outsidere, der er godt tilfredse med deres plads i high school hierarkiet. De kan godt lide skæve ting, og derfor tager de Jeff’s skæve personlighed til sig. Der kommer dog aldrig rigtig balance i venskabet, men til gengæld tegner Backderf som aldrig før.

John “Derf” Backderf spilles i øvrigt i vanlig god stil af Alex Wolff. Yes, selvsamme Alex Wolff, der lige nu tager verden med storm takket være hans pragtpræstation in Hereditary.

Dette er dog på alle måder en film om Dahmer, så alle andre er kun biroller. Jeff Dahmer (Ross Lynch) er den eneste person, vi ser i alle scener. Backderf er dog trods alt den anden meget vigtige person, da han trods alt har skabt den tegneserie, som manuskriptet er baseret på.

My Friend Dahmer anmeldelse

Marc Meyers’ slow-burn historie

Manuskriptet er til gengæld skrevet af Marc Meyers, der også er instruktør på filmen. Det er måske en slowburner, men på den gode måde, hvor man får tid til bare at opleve et menneske, som vi typisk har oplevet som den voksne mand og seriemorder.

Et fascinerende indblik, der viser, at tegnene på både sindslidelser – og grundlæggende ønsker om at skade andre levende væsener – sagtens kan være ret tydelige. Det er bare ikke ensbetydende med, at der er nogen, der reagerer, hjælper eller stopper vedkommende.

My Friend Dahmer kan ses i hjemmebiografen.

FAKTA

DVD-premiere: 8. marts 2018
Genre: Thriller, Drama
Instruktør: Marc Meyers
Medvirkende: Ross Lynch, Anne Heche, Dallas Roberts, Vincent Kartheiser, Alex Wolff m.fl.

Plot

Jeffrey Dahmer myrdede 17 mænd og drenge i USAs midtvest mellem 1978 og 1991, før han blev fanget og sat bag tremmer. Han blev en af Amerikas mest kendte seriemordere. Dette er historien før historien…

Jeffrey Dahmer er en mærkelig teenager med alkoholproblemer, og han passer ikke rigtig ind nogle steder. I My Friend Dahmer følger vi ham i hans high school-tid.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.