Over kanten er en dansk thriller, der leverer et par solide skuespilpræstationer og et – til tider – ganske fornuftigt uhygge-niveau. Men den falder desværre til jorden.

Der er så meget potentiale i Over kanten og dennes historie, hvilket også betyder, at filmen egentlig kommer godt fra start.

Alligevel bliver det mere og mere forceret, som historien udfolder sig, og det ender faktisk med at blive helt grotesk. Ikke skuespillet eller instruktionen – selvom det selvfølgelig også må bære en del af ansvaret – men selve historien og plottet bliver ren Storm P. Det reddes til dels af en slutning, der er åben for fortolkning, men på det tidspunkt er man bare blevet ret irriteret.

Og lad os bare lige tage fat på skuespillet med det samme. Jeg synes både Christiane Schaumburg-Müller og – i særdeleshed – Alexandre Willaume gør det helt fremragende. Til gengæld har jeg desværre et mere anstrengt forhold til Jonatan Spang’s præstation. Der er så meget af historiens troværdighed, der hænger alene på ham, og dertil er præstationen ikke knivskarp nok.

Han bliver lidt for vag og dumsmart nogle gange, så man forventer, vi kører over i en stand-up rutine når som helst. Sorry, det bør ikke ligge ham til last, men andre komikere har klaret overgangen til drama betydeligt bedre. Det er ikke frygteligt, men det er bare heller ikke særlig godt.

Instruktørdebut af duo

Filmen er instrueret og skrevet af Laurits Munch-Petersen og Jacob Ditlev. Det er sidstnævntes første gang som instruktør og manuskriptforfatter, mens Munch-Petersen har lavet en del dokumentarer og kortfilm foruden spillefilmen ‘Ambulancen’ fra 2005, som jeg heller ikke var synderligt begejstret for. Måske hans stil bare ikke lige er mig, og så kommer jeg nok aldrig til at blive den helt store fan.

Over Kanten er dog helt sikkert et skridt i den forkerte retning – på trods af et par solide skuespilpræstationer og et – til tider – ganske fornuftigt uhygge-niveau.

FAKTA

DVD/Blu-ray: 31. juli 2012
Netflix-premiere: 24. november 2019
Genre: Thriller
Instr.: Laurits Munch-Petersen & Jacob Ditlev
Medv.: Jonatan Spang, Christiane Schaumburg-Müller, Alexandre Willaume, Danica Curcic m.fl.
Land: Danmark, 2012

Plot

David og Freja er stormende forelsket og flytter ind i deres drømmehus på Møn. Men kort tid efter brydes idyllen af et uforklarligt selvmord. David sætter sig for at opklare mysteriet, men jo tættere han kommer på sandheden, desto længere væk kommer han fra Freja. Han må derfor satse alt for at finde frem til en virkelighed, der går langt ud over hans egen forstand.

Karina "ScreamQueen" Adelgaard
Latest posts by Karina "ScreamQueen" Adelgaard (see all)