PROSJEKT Z på Netflix er en norsk gyserkomedie. Der er både zombier, rumvæsener og hovedrolleindehaveren fra det fantastiske gyserdrama Thelma. Selvom filmen har skønne momenter undervejs, så bliver den for lang og mudret i sit udtryk. Læs vores Prosjekt Z filmanmeldelse her!

PROSJEKT Z er en ny gyserkomedie på Netflix. Denne gang er den fra Norge, og vi kommer ikke udenom, at vores nordiske brødre ofte har langt større succes på Netflix. Eller rettere, de giver langt mere plads til genreproduktioner. Deres gyserfilm (i alle afskygninger) får både budget til produktioner og plads i biografen.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af den norske Netflix-film I LYST OG DØD her >

Selvom filmen har skønne momenter undervejs, så bliver den for lang og mudret i sit udtryk. Alligevel er den dog klart værd at se, når nu den ligger på Netflix, så giv den et skud.

Husk endelig bare at have det sjovt med at se den… det ér trods alt “bare” en skæv gyserkomedie, der ikke skal tages for alvorlig. I vanlig skandinavisk stil er der naturligvis også kig til tisseleif undervejs. Det er vel nærmest obligatorisk for at vise vores frisind her i det kolde nord. Og ja, så er det bare ofte sjovt, når folk render rundt halvnøgne.

Læs videre på vores fulde Prosjekt Z filmanmeldelse herunder og find filmen på Netflix nu.

Fra zombier til rumvæsener!

Med Prosjekt Z er vi ude i den gode gamle “Vi filmer en gyserfilm, og så sker der noget uhyggeligt og overnaturligt i den virkelige verden”. Filmstuderende er nemlig ved at filme en zombiefilm, og lige præcis når filmen-i-filmen skydes, så fungerer det ofte godt. Eksempelvis prøver filmens Final Girl virkelig at undgå en scene, hvor hun skal have en trekant med to zombier.

Det er en ret fed tilbagevendende detalje, der aldrig bliver overbrugt i filmens plot, men bare dukker op her og der. Mens filmen indspilles, er der en form for mærkværdig meteorregn i den virkelige verden. Her finder et par stykker fra filmholdet en ret stor (og meget mærkelig) meteorit. Den har en åbning, som én af dem stikker armen ned i.

Har man set Alien, ville man aldrig gøre dette. Og selvom resultatet ikke er taget direkte fra Alien franchisen (langt fra!), så har det naturligvis konsekvenser.

Lige dén del med filmholdet, der fumler sig frem, fungerer faktisk ret godt. Helt overordnet har filmen også bare et godt cast. Ikke mindst med Dennis Storhøi, der reelt spiller sig selv – og blev nomineret til en norsk filmpris for sin rolle i Prosjekt Z. Instruktøren i filmen, Julie, spilles af Eili Harboe, der var hovedrolleindehaver i det fantastiske gyserdrama Thelma.

Prosjekt Z – Anmeldelse | Norsk gyserkomede | Netflix

Se den norske Prosjekt Z på Netflix nu!

Henrik Martin Dahlsbakken har både skrevet og instrueret Prosjekt Z, der fik premiere i Norge i marts 2021. En film som Prosjekt Z havde aldrig fået en chance i Danmark. Og dét er en skam. Ikke fordi den er fantastisk, men fordi den har et super potentiale og kunne være blevet (omend ikke fantastisk) så vanvittig underholdende.

Dét kunne vi lære noget af herhjemme. I stedet skal genrefilm ud og bevise deres værd på international filmfestivaler, før nogen nærmest vil anerkende dem herhjemme.

Hvis du ikke kender til norske genrefilm, så kan du kaste dig ud i film som nazi-zombie gyserkomedien Død sne (2009), monster-gysereventyret Troldjægeren (2010) og naturligvis Fritt Vilt trilogien. Bevares, de rammer også lidt skævt ind i mellem, men for at ramme rigtigt må man give flere film chancen, og dét gør de i Norge.

VARM ANBEFALING

Du skal naturligvis også lige få set Thelma af Joachim Trier – vi gav den hele 6 splatter >

Desværre er lige denne genrefilm ikke uden problemer. På trods af en spilletid omkring halvanden time, så føles den lang. Og det er selvom, vi både får zombier, rumvæsener og en masse lækre meta-lag ind over filmen. Det halter bare lidt mere med eksekveringen, og dét er en skam. Især når castet gør, hvad de kan med deres respektive karakterer.

Prosjekt Z kan ses på Netflix herhjemme fra den 22. november 2021.

FAKTA

DVD/BD-premiere: 26. juli 2021
VOD-premiere: 9. august 2021 (leje)
Netflix-premiere: 22. november 2021
Genre: Horror, Komedie
Instruktør: Henrik Martin Dahlsbakken
Medvirkende: Eili Harboe, Iben Akerlie, Regina Tucker, Vebjørn Enger, Arthur Berning, Dennis Storhøi, Jonis Josef

Plot

En gruppe filmstuderende tager tre arbejdsløse skuespillere med til et nedlagt hotel i de norske fjelde for at indspille en zombiefilm. Deres fiktion bliver pludselig til virkelighed, da et ukendt væsen begynder at terrorisere filmoptagelserne.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.