Thelma er en gyser-thriller med elementer af både det overnaturlige og personlige drama. Og ja, det ér let at sammenligne den med Stephen Kings Carrie. På den virkelig gode måde!

Thelma er en af de mest fantastiske film, jeg længe har set. Det er absolut ikke overraskende, at den er Norges officielle Oscar-kandidat.

Netop fordi der tales om Oscar (bedste udenlandske film, naturligvis), så bliver den også kaldet et “drama” i stadigt stigende grad. Tidligere blev den dog oftest kaldt “lesbisk gyser”, hvilket heller ikke ligefrem er rammende.

Thelma byder både på gys, drama, mysterie, har overnaturlige elementer samt en meget simpel og ærlig kærlighedshistorie. I virkeligheden er det bare Thelmas historie med alt, hvad det indebærer.

Thelma (Eili Harboe) er opvokset forholdsvis isoleret i et hus i de norske fjelde. Nu er hun flyttet til Oslo, hvor hun studerer biologi. Allerede her begynder de store spørgsmål at liste sig på banen; Når man er opvokset med religion som ledetråd, så er der noget med evolution, der ikke helt hænger sammen.

Det fører hurtigt til en konfrontation med hendes far, der dog hele tiden holder kommunikationen åben. En forfriskende ny vinkel på hele løsrivelses-processen fra barn til voksen.

Til gengæld er det tydeligt, at de også er ekstremt tætte. Mor (spillet eminent af Ellen Dorrit Petersen fra Shelley) ringer dagligt til sin datter og bliver bekymret, straks hun ikke kan få fat på hende. Det er der naturligvis en årsag til, men dét skal man se filmen for helt at forstå.

Den frygtelige kærlighed

Uanset at hendes forældre stiller krav, så er Thelma klart den, der er hårdest ved sig selv. Det bliver i særdeleshed tydeligt, da de første romantiske følelser opstår for hende. Hun falder nemlig for en pige, Anja, fra universitet.

Det er i sig selv ikke så problematisk, da hun så også (endelig!) har fundet en god ven. Problemet opstår først, da det bliver tydeligt, at Anja (Kaya Wilkins) gengælder følelserne og handler på dem. Så begynder Thelmas verden i gå i opløsning, og det bliver tydeligt, at hun er en pige med ganske særlige kræfter.

Thelma (2017)

Faktisk kommer første “advarsel” om hendes overnaturlige kræfter allerede første gang, hun tilfældigt møder Anja på skolens bibliotek. Straks vækkes hele naturen, og fugle begynder at flyve ind i vinduet lige ud for Thelma, der får et epilepsi-lignende anfald.

Det bliver symptomatisk for Thelma; Hver gang hun forsøger at undertrykke følelser, reagerer naturen, og hele hendes indre verden kokser i en sådan grad, at hun får anfald.

Og bare rolig, disse anfald er dystre og uhyggelige. Vi er ikke ude i nogen pladder-romantisk fortælling. Det er på ingen måde nogen god eller positiv oplevelse for Thelma at få disse følelser.

Til gengæld er kemien mellem netop Eili Harboe (Thelma) og Kaya Wilkins (Anja) helt perfekt. Underspillet og realistisk, så der er plads til hele tiden at holde fokus på historien. For Kaya Wilkins er det endda en skuespildebut, da hun egentlig er musiker og derfor “kun” ellers har indspillet musikvideoer.

En moderne Carrie

Den bedste måde at beskrive Thelma på er at sammenligne den med Stephen Kings Carrie. Så begynder de fleste at få forståelse for, hvad vi er ude i. Elementer i historierne er grundlæggende de samme. Heldigvis er Thelma dog også opvokset med at stille spørgsmål og undre sig, så vi er ikke ude i den dybt undertrykte og tyranniserede Carrie.

Til gengæld er religion og kontrollerende forældre i centrum. Nå ja, og så er der lige detaljen med deres overnaturlige kræfter, der lynhurtigt kan lede tankerne hen på både djævelen og hekse. Sidstnævnte er nok (trods alt) mest passende. Ikke mindst i forhold til Thelmas forbindelse til naturen. Hendes anfald udløser altid reaktioner i elektriske installationer og hos fugle, der mærker hendes “kraftfelt”.

Det er altså ikke samme type kræfter, de [Carrie og Thelma] besidder… Thelmas er faktisk noget mere omfattende. Men der er da ild med i et dødsfald mod slutningen, der byder på en af de mest ondskabsfulde dødsscener. Fantastisk intelligent og djævelsk i alt sin enkelthed.

Og fordi Thelma heller ikke er undertrykt og søger svar fra andre, så søger hun mod Gud for at få de homoseksuelle følelser væk. Alt imens videnskaben også arbejder på højtryk for at finde ud af, hvorfor hun får epilepsi-lignende anfald.

Thelma (2017)

Thelma er en Oscar værdig

Joachim Trier har virkelig skabt en helt fantastisk film, der klart er Oscar værdig. Det er en såkaldt “slow-burner” og i særdeleshed også en film, der dækker et hav af genrer. Derfor er der ingen begrænsninger, men derimod fokus på at fortælle historien med alle de virkemidler, der er til rådighed.

Manuskriptet til Thelma er også skrevet af Joachim Trier selv i samarbejde med hans faste filmpartner, Eskil Vogt. De to har efterhånden skabt mange film sammen og rammer aldrig rigtig ved siden af.

Alligevel må jeg fremhæve Eili Harboe (Bølgen) som den helt store succes i Thelma. Hun kan veksle mellem den uskyldsrene pige, der tror på alt det gode, til at bebrejde sig selv for alt ondt i verden. Det hele sker på en meget naturlig og decideret udramatisk måde, der virker ærlig og realistisk.

Vi så Thelma til AFI Fest [American Film Institute filmfestival] i Los Angeles tidligere i november 2017, men alligevel måtte vi bare ind og så den igen til den danske pressevisning bare halvanden uge senere. Det var helt fantastisk at se den en ekstra gang, da man fanger langt flere paralleller og varsler om historiens udvikling. Faktisk kan jeg slet ikke vente med at se den igen og skal klart eje den, når den udkommer.

Thelma vil måske ikke være for alle, men hvis man lader filmen komme ind under huden, så slipper den ikke foreløbig. Se den og lad dig forføre af Joachim Triers fantastiske fortælling!

Vigtig advarsel

Da vi så filmen til AFI Fest i USA, var der en advarsel inden filmen startede, som nok ikke kommer med i Danmark. Der er nemlig utrolig meget strobelys med i denne film. Det starter med filmens titel, og så bliver det virkelig voldsomt, da læger forsøger at fremprovokere et anfald hos Thelma.

FAKTA

Biografpremiere: 30-11-2017
Genre: Thriller, Drama, Romantik
Instruktør: Joachim Trier
Medvirkende: Eili Harboe, Kaya Wilkins, Henrik Rafaelsen, Ellen Dorrit Petersen m.fl.

Resumé
Thelma er en genert ung kvinde, som netop har forladt sin religiøse familie i en lille by på Norges vestkyst for at studere ved universitetet i Oslo. En dag på biblioteket får hun et alvorligt, uventet krampeanfald. Samtidigt bliver hun voldsomt tiltrukket af den smukke, unge studerende Anja, som gengælder hendes følelser. Selvom Thelma ikke engang vil indrømme det over for sig selv, bliver hun mere og mere overvældet af sine stærke følelser for Anja, sideløbende med, at hun får stadigt kraftigere anfald. Efterhånden bliver det klart, at anfaldene er symptom på uforklarlige, og til tider farlige, overnaturlige evner, og Thelma konfronteres med tragiske hemmeligheder fra sin fortid og de skræmmende perspektiver ved sine evner.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.