SORT KRABBE på Netflix er en svensk produktion (org. titel Svart Krabba) med Noomi Rapace i hovedrollen og flere velkendte skandinaviske skuespillere på rollelisten. Alle kæmper for overlevelse i en krigshærget post-apokalyptisk verden, hvor de skal på en nærmest umulig mission. Læs vores fulde Sort Krabbe filmanmeldelse her!

Sort krabbe er en svensk action-thriller (org. titel Svart Krabba), der udspiller sig i en postapokalyptisk verden flået i stykker af krig. Det er en ægte genre-hybrid, men foruden action og thriller, er vi også ude i eventyr og sci-fi takket være hovedplottet.

Den altafgørende hovedrolle spilles af Noomi Rapace, der får selskab af en række verdenskendte skandinavere. Med en spilletid på under to timer (1 time og 50 minutter for at være helt præcis) fungerer både tempo og plot fra start til slut. Det skal dog siges, at dette er en meget mørk og dystopisk fortælling. Der er ikke meget (om noget) håb at spore i denne film.

Læs videre på vores Sort Krabbe filmanmeldelse herunder. Filmen – der hedder Black Crab, hvis du har engelske indstillinger – udkommer på Netflix den 18. marts 2022.

Krigens rædsler

Den verden, vi præsenteres for i denne Netflix-film, føles uhyggelig velkendt lige nu. Eller rettere, flere scener i filmen ligner faktisk noget, man kan se i nyhederne hver aften i disse dage. Situationen i Ukraine gør Sort Krabbe til en markant mere tidsvarende film, end man nok havde forestillet sig, da den blev produceret.

I denne film udspiller krigen sig i Sverige, men det lader til, at hele Skandinavien er involveret. Det siger jeg både fordi, der tales om, at de skal søge sydpå (altså umiddelbart mod Danmark), og fordi en af soldaterne er dansker. Han taler også dansk, men bruger svenske ord, når han skal være sikker på, at alle er helt med.

Eftersom historien udspiller sig lige her i vores egen baggård, så er rollelisten også fyldt med velkendte navne og ansigter. Noomi Rapace har den absolutte hovedrolle i Sort Krabbe, og jeg synes altid, hun er god. Det betyder ikke, at hun kun har medvirket i gode film, men hun er normalt altid god.

I denne svenske Netflix-produktion er hun historiens hjerte og menneskeligheden personificeret. Nogle gange fordi hun tænker på sine medmennesker, andre gange fordi hun er egoist og kæmper for sig selv og sine kære. Men hey, dét er om noget da også menneskeligt.

Noomi Rapace var senest med i Lamb (2021) og Netflix-filmen I lyst og død (2021). Sidstnævnte er reelt en gyser-komedie, der passende kan ses efter Sort krabbe, hvis du lige skal have noget lidt lettere at komme dig med.

Foruden Noomi Rapace er der en perlerække af skandinaviske skuespillere med. Det er blandt andre David Dencik (Kastanjemanden), Ardalan Esmaili (Domino), danske Dar Salim (Forhøret), og norske Jakob Oftebro (Kon-Tiki, Snemanden).

Sort krabbe – Anmeldelse | Netflix Action-Thriller

En selvmordsmission

Alle nøglekaraktererne i Sort krabbe er soldater. Men i denne verden er alle voksne faktisk soldater, da de reelt tvinges til at kæmpe for deres land. Igen er det ikke ulig det, der kræves af alle voksne og kampdygtige mænd i Ukraine lige nu. I Sort krabbe er tingene nået endnu længere, og alle voksne forventes derfor at kæmpe.

Nøgleplottet i Sort krabbe går på, at en håndfuld soldater er udvalgt til en mission. De er valgt til denne opgave, fordi de er dygtige til at stå på skøjter og gode til at navigere i det område, hvor de skal bevæge sig rundt. Det viser sig dog hurtigt, at det især er Caroline Ehd (Noomi Rapace), der er missionens egentlige håb, da hun netop har begge disse evner i overflod.

Det er dog en mission, der lyder ret umulig. Faktisk kalder de udvalgte også hurtigt selv opgaven for en selvmordsmission.

Desværre er det også bare deres eneste chance for at vinde krigen. Det er i hvert fald, hvad soldaterne får at vide, når de sendes ud at skøjte bag fjendes linjer midt om natten. Undervejs er der ret mange scener, der netop viser krigens rædsler på helt basale måder.

Det illustrerer helt perfekt, at der ikke er nogle egentlige vindere i krig!

Hvem er fjenden?

I et meget skandinavisk fortællergreb, hører vi aldrig, hvem fjenden er. I modsætning til amerikanske film, hvor fjenderne altid er Rusland, Nordkorea eller fanatikere af en eller anden art, så er fjenden ret ukendt i Sort krabbe. Det er en dystopisk og post-apokalyptisk verden, og “vores” side er tydeligvis fyldt med skandinavere. Så meget ved vi da!

Og eftersom de skal bevæge sig sydpå (og starter fra Sverige), så er det nærliggende, at de skal mod Danmark. Igen, så er Dar Salim jo med i filmen som dansk soldat. Men om hele EU også er på vores side, dét ved vi ikke noget om.

Det betyder også, at den åbenlyse konklusion er, at den anden side – den angribende side, som vi forsvarer os imod – nok er dem, der lige nu også angriber Ukraine. Men igen, så bliver det aldrig udtrykkeligt sagt. Intet land eller politikere nævnes ved navn, så vi er frie til at fortolke på dette.

For mig gør det hele fortællingen langt mere uhyggelig og skræmmende!

En fjende, der ikke kan identificeres og bedømmes ud fra det, man ved om dem, er bare værre. Og dog, så betyder det ikke så meget i sidste ende, da krig netop har det med at få det værste frem i alle. Så meget, at mange undervejs begynder at tvivle på, om der overhovedet er nogle, der er de “gode”.

Sort krabbe – Anmeldelse | Netflix Action-Thriller

Se Sort krabbe på Netflix!

Adam Berg er instruktøren bag Sort krabbe, som han også har skrevet manuskriptet til sammen med Pelle Rådström. Dette er faktisk spillefilm-debuten for både Adam Berg and Pelle Rådström. Tidligere har Adam Berg instrueret en del musikvideoer (præcis som David Fincher startede). Ofte for skandinaviske kunstnere som A-ha, Kent og The Cardigans.

Manuskriptet er baseret på en roman af Jerker Virdborg. Selv bogen var faktisk en debut, da det var forfatterens første roman. Jeg har ikke læst bogen, så jeg ved ikke, hvor meget filmen følger denne. Dog ved jeg, at hovedpersonen i bogen var Karl Ehd og her i Netflix-filmen er det Caroline Ehd, der spilles af Noomi Rapace.

Tydeligvis et godt valg, når man kan få hende i hovedrollen. Og desuden ved alle gyserfans, at en sej kvinde er den bedste hovedperson. Især når vi taler dystopiske sci-fi gysere. Bare tænk på Sarah Connor og Ellen Ripley!

Selvom jeg gerne anbefaler Sort krabbe på Netflix, så er den nok ikke for alle. Det er en meget dyster film, der nok minder lidt for meget om den virkelig verden lige nu. På den anden side kastede folk sig over Contagion og Outbreak, da pandemien først brød ud, så måske tager jeg helt fejl.

Nogle gange lader det til, at vi netop har behov for at se noget endnu værre på skærmen for at finde ro i virkeligheden. Uagtet dette, så er det – takket være den høje produktionskvalitet, gode skuespillere og en gennemført dyster historie – en god film.

Sort krabbe udkommer på Netflix den 18. marts 2022.

FAKTA

Instruktør: Adam Berg
Manuskript: Pelle Rådström
Medvirkende: Noomi Rapace, Jakob Oftebro, Erik Enge, Dar Salim, Ardalan Esmaili, Aliette Opheim, David Dencik

Plot

Sort krabbe udspiller sig i en postapokalyptisk verden flået i stykker af krig. Gennem en lang og hård vinter sætter seks soldater livet på spil, da de drager ud på en farlig mission tværs over et frossent øhav for at transportere en mystisk pakke, der kunne gøre en ende på krigen. Idet de trænger ind på fjendtlig grund, har de ingen idé om, hvilke farer der lurer forude, eller hvem de kan stole på. Men for den tidligere speedskater, der nu er soldat, Caroline Edh, handler missionen om noget helt, helt andet. Sort krabbe følger seks soldater på en desperat mission for at gøre en ende på krigen, der har ødelagt deres liv.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.