:: Anmeldelse ::

Vi har lidt en forkærlighed for australske gysere – med ’Wolf Creek’, ’The Loved Ones’, Rogue’ og ’Daybreakers’ som gode eksempler. Denne gang er det en instruktør/manuskriptforfatter (Josh Reed), der er ukendt med horror-universet, som kaster sig ud i et forsøg på en gyser i den australske vildmark. Og det slipper han fint af sted med en stor del af vejen, men – ja, der er et stort men – slutningen trækker i den grad ned.

Det samme gør manuskriptet egentlig, da reaktionerne fra mange af karaktererne er helt ude i hampen, efterhånden som de myrdes én efter én. Det er både de tørreste replikker og de mest søgte klichéer, der rulles ud, og det er altså tåkrummende. Og så irriterer det, når man sidder midt i en film, som egentlig fungerer udmærket, for man ved jo nærmest, at det varsler en udvikling, der næppe kan være god.

Men tilbage til det, der fungerer: Starten af filmen. Den bygges rigtig fint op, og vi får en god indsigt i karaktererne og deres relationer. Men er involveret i historien og persongalleriet, og netop pga. denne effektive opbygning, så er det virkelig spændende første gang, én af dem rammes af uheld. Men så går det altså også ned af bakke derfra. Vi går fra fint håndværk til B-filmsniveau, hvor det hele falder fra hinanden. Det sker så drastisk, at man nærmest kunne mistænke, der er flere beslutningstagere inde over.

Hvis så man bare havde kørt den hele vejen, og tilladt filmen at gå over til en regulær kulsort horror-komedie, så kunne det stadig have fungeret. Men det hele er så seriøst, selvom historien kommer mere og mere ud på et overdrev. Alligevel klarer skuespillerne det mirakuløst nok helt fint – altså med udgangspunkt i det, de har at arbejde med. Det er næsten sørgelig, at det store potentiale i filmen smides på gulvet, men der er ikke rigtig nogen formildende omstændigheder til at løfte vurderingen højere op.

Fakta

(Originaltitel: Primal)

DVD: 25-10-2011
Genre: Horror | Thriller
Instr.: Josh Reed
Medv.: Zoe Tuckwell-Smith, Krew Boylan, Lindsay Farris, Rebekah Foord, Damien Freeleagus, Wil Traval m.fl.
Land: Australien, 2010

Om forfatteren

  • Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.