THE THAW på HBO Max er en ny krimi-thrillerserie fra Polen (org. titel Odwilz). Som i mange andre polske produktioner er kvaliteten imponerende høj og har en historie, der overrasker undervejs. Denne serie har seks afsnit i alt. Læs vores fulde The Thaw serieanmeldelse her!
THE THAW er en ny HBO Max-serie fra Polen. Den er officielt noteret som “drama” på IMDb, men dette er i høj grad en krimi- og thrillerserie. Produktionskvaliteten er upåklagelig, som vi efterhånden har oplevet det med andre polske produktioner.
Uanset om det er fra Netflix, HBO, eller i biografen, så bliver vi gang på gang imponeret over deres flotte visuelle arbejde samt lydproduktionen.
Vi er også blevet forvente med, at disse polske produktioner har flere plottwist undervejs. Det betyder, at du aldrig helt kan være sikker på, hvem der er ond, og hvem der er god. Ofte har karaktererne lidt af begge dele – lidt ligesom i mange sydkoreanske produktioner. Det giver en mere engagerende historie, der får dig til at gætte med undervejs.
Læs videre på vores The Thaw serieanmeldelse nedenfor. Vi har set alle seks afsnit af serien til denne anmeldelse.
En slowburn serie, der fungerer
Jeg var fanget fra første afsnit af The Thaw, der handler om mordet på en gravid kvinde. Liget af kvinden findes i vandkanten, og man kan se, at kvinden lige har født. Men hvor er så babyen?!
Jeg havde en følelse af, at dette kunne have været en serie på fem afsnit i stedet for de seks afsnit, den er på. Det er ikke fordi, der er et helt afsnit, der er irrelevant. Det er mere en fornemmelse af, at historien kunne have været fortalt lidt strammere undervejs.
Den sidste brik i puslespillet bliver dog først afsløret til allersidst. Som jeg sagde tidligere, så får serien dig til at gætte med undervejs. Og ja, der er da et par spor, der leder os i den forkerte retning. Dog ikke så slemt, som man har set før, hvor der bliver lagte falske spor ud, så man reelt slet ikke kan gætte det.
The Thaw gør ikke sådan. Der er bare nogle mennesker, der har deres egne hemmeligheder og dæmoner, som bliver afsløret længere inde i historien. Dermed kommer der friske spor undervejs.
Katarzyna Wajda er stærk i hovedrollen
Den helt store stjerne i HBO Max-serien The Thaw er Katarzyna Wajda som kriminalbetjenten Zawieja. Hendes fulde navn er Katarzyna Zawieja, men vi hører hende kun blive tiltalt med hendes efternavn. Katarzyna Wajda (Wycieczka) er meget stærk i den ret komplekse hovedrolle, der får hele plottet til at hænge sammen.
Andre karakterer spilles af skuespillere, du måske kender fra andre polske produktioner, der er udkommet over de senere år. Bartlomiej Kotschedoff var med i Netflix-splatteren Nobody Sleeps in the Woods Tonight (2020) og Monika Krzywkowska kendes fra All My Friend are Dead (2020), der også ligger på Netflix.
Derudover må jeg lige nævne åbningsteksterne, der er rigtig flotte. De understøttes af Billie Eilish sangen “When The Party’s Over”, der fungerer ret perfekt til at sætte stemningen i The Thaw.
Se The Thaw på HBO Max
The Thaw er skrevet af Marta Szymanek, der også har arbejdet på HBO-serien Wataha.
Mens jeg følte, at The Thaw måske var en smule langsom til tider, så nød jeg også den slowburn stemning, den havde. Især fordi det giver os seere tid til at fokusere på karaktererne. Og de fleste af dem har diverse traumaer. Det skal i den sammenhæng lige nævnes, at selvmord er en del af historien på forskellige måder.
Det er ikke et egentligt hovedelement, men det bliver dækket ret omfattende.
Hvis du kan lide en god krimiserie med thriller-elementer, der er både karakterdrevet og med et fokus på mørket i mennesker, så er The Thaw bestemt værd at prøve af.
The Thaw har premiere med de to første afsnit på HBO Max den 1. april 2022. Derefter kommer der to ugentlige hver fredag.
FAKTA
Instruktør: Xawery Żuławski
Manuskript: Marta Szymanek
Medvirkende: Malgorzata Gorol, Sebastian Fabijanski, Boguslaw Linda, Bartlomiej Kotschedoff, Monika Krzywkowska
Plot
Liget af en ung kvinde bliver opdaget i Oderflodens iskolde vand. Efterforskningen ledes af Katarzyna Zawieja, en ung politibetjent, der aldrig giver op. Det bliver hurtigt klart, at sagen indeholder mere end et mord, da den dræbte kvinde fødte kort før sin død. Men hvor er barnet? For Katarzyna betyder søgningen efter den nyfødte baby, at hun må konfrontere sine egne dæmoner som en kvinde i krise efter sin mands død. Kampen for at finde barnet bliver også en kamp for at finde sig selv.