ILT / OXYGEN på Netflix er en ny sci-fi/thriller af gyser-instruktøren Alexandre Aja. Vi er ude i en klaustrofobisk fortælling, der leverer god underholdning, men desværre er lidt til den lange side. Alligevel er den klart seværdig. Læs vores Ilt (eller Oxygen) filmanmeldelse her!
OXYGEN – der naturligvis hedder ILT på dansk – er en ny Netflix sci-fi/thriller, der er instrueret af gyser-instruktøren Alexandre Aja. Mere om ham senere, hvis navnet ikke helt virker så bekendt. Med denne Netflix-film er vi ude i en klaustrofobisk fortælling, der foregår næsten udelukkende i et kryo-kammer.
Her vågner en kvinde (Mélanie Laurent, Inglorious Basterds) meget pludseligt til en besked om, at ilten er ved at slippe op.
Med en spilletid på ca. 100 minutter (altså 1 time og 40 minutter), så er den lige en 10-15 minutter længere, end hvad er godt. Den bliver dog aldrig kedelig, så underholdningen er sikret, hvis du vælger at se denne genrefilm på Netflix.
Læs videre på vores Ilt (eller Oxygen) filmanmeldelse herunder, og find den på Netflix fra 12. maj 2021.
Kunne du lide Buried, så se denne Netflix-film
Straks jeg hørte plottet (og så traileren), tænkte jeg, at dette virkede lidt som en hi-tech udgave af Buried. Det er en film fra 2010, hvor Ryan Reynolds vågner i en trækiste, der er begravet (heraf titlen). Han skal finde ud af, hvad der foregår og slippe ud. Ellers dør han.
Grundplottet er altså det samme som i Oxygen, men her ophører sammenligningen også.
Hovedpersonen i Oxygen, Elizabeth “Liz” Hansen (en utroligt velspillende Mélanie Laurent), er nemlig ikke helt alene. Hun har en AI, der hele tiden kommunikerer med hende. Derudover får hun også kontakt til omverdenen, men det lader ikke til, at hjælpen er lige om hjørnet.
Foruden kommunikation med en AI (og lidt med omverdenen) er der også en del flashbacks. Liz kan nemlig ikke huske, hvem hun er, eller hvorfor hun er i dette kammer. Hun kan heller ikke komme ud, så hun skal finde en løsning på én eller anden måde. Enten ved at skaffe hjælp eller ved at få mere ilt.
Til gengæld tilbyder hendes nye AI-ven konstant at give hende et skud beroligende medicin. Det er jo oplagt for kunstig intelligens at tænke mennesket trænger til noget beroligende, når alle tegn viser, at hun er top-stresset. Det hjælper bare ikke vores hovedperson, der ikke har lang tid til at finde en løsning.
Se Oxygen (Ilt) på Netflix
Alexandre Aja er som sagt indledningsvist instruktøren bag denne nye Netflix-film, hvor manuskriptet er skrevet af Christie LeBlanc. Personligt tænker jeg stadig altid på den fantastiske Haute Tension, når jeg hører navnet Alexandre Aja. Han har dog også stået for en ret god reboot af gyserklassikeren The Hills Have Eyes tilbage i 2006.
Af nyere film kan nævnes alligator-gyserfilmen Crawl fra 2019, der i hvert fald også leverede solid underholdning. Men okay, det var også Alexandre Aja, der instruerede gyser-komedien Piranha 3D fra 2010. Dén var sateme underholdende i forhold til både de vilde blodige skud og rigtig kulsorte humor.
MÅSKE DU VIL SYNES GODT OM
Egentlig vil jeg bare frem til, at Aja altså formår at levere genrefilm, der i dér grad underholder. Normalt er han ovre i noget meget mere blodigt og voldeligt, end Oxygen / Ilt byder på. Alligevel handler denne film mindst lige så meget om overlevelse, som hans mere hardcore gyserfilm. Sagt på en anden måde, så kan du roligt hygge dig med denne sci-fi/thriller!
Ilt / Oxygen kan ses på Netflix fra den 12. maj 2021.
FAKTA
Premieredato: 12. maj 2021 på Netflix
Instruktør: Alexandre Aja
Manuskriptforfatter: Christie LeBlanc
Medvirkende: Mélanie Laurent, Mathieu Amalric, Malik Zidi
Plot
Da hun vågner op i en kryogenmaskine, kæmper Liz for at overleve og huske, hvem hun er, før hun løber tør for ilt.