Buried (5/6)

:: Anmeldelse ::

Jeg elsker at gå i biografen, og en film som denne bør helt sikkert ses i biografen. På den måde får man den klaustrofobiske fornemmelse helt ind under huden og føler sig fanget sammen med Paul Conroy. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal se den igen (og eje den) på DVD, men jeg vil til enhver tid være fortaler for at se især horrorfilm i en biograf. Det giver bare en ekstra dimension, at man ikke kan tænde en lampe, lige smutte i køkkenet efter noget at drikke eller sætte filmen på pause, fordi telefonen ringer. Hvis man respekterer mediet og metoden, så er biografen det optimale sted for film. Desværre er det ikke alle, der helt har forstået dette, og det har sjældent været mere tydeligt, end da ‘Buried’ startede.

Meget lille spoiler kommer her… Filmen finder kun sted inde i kisten sammen med Paul Conroy, og de personer han kan fange via sin mobiltelefon, men den starter med, at han vågner i kisten, og der er – naturligvis – helt mørkt. Det er genialt og intenst, fordi det fra starten lader os være helt på samme niveau som Paul. Noget der aldrig hører op, og som virkelig er modigt og meget elegant udført. Det danske biografpublikum er bare ikke gode til, at der ikke sker noget på skærmen. Det resulterer i, at efter fem sekunder med mørke og stilhed begynder folk at grine, snakke og dermed rive både dem selv og resten af salen ud af illusionen. Langsomt hører man, at Paul vågner og – selvom det fortsat er mørkt – begynder folk at få opmærksomhed tilbage til filmen, men det er godt nok en langsom proces. Genial film, men rent ud sagt et noget evnesvagt publikum, der ikke magter et øjebliks stilhed, før opmærksomheden forsvinder. Måske det er resultatet af konstant at være på, men hold op, hvor det bare kan ødelægge oplevelsen for alle os, der godt kan bevare fokus på det, vi er i gang med: At se en film!

Når det så er sagt, vil jeg fortsat mene, at man skal se film i biografen, og ‘Buried’ skal man i hvert fald se, hvis det overhovedet er muligt. Det er en fantastisk film! Så er det også sagt. Jeg har altid været meget begejstret for Ryan Reynolds, som gerne tager mange forskelligartede film, og efterhånden har prøvet alle genrer. Det gode ved ham er, at han giver sig 100% til den genre, han er i gang med, og der er således intet komisk over hans præstation i denne film (der er tidspunkter, hvor man kun kan – og skal – grine, men det er aldrig på grund af ting, hans siger eller gør). Og det er heller ikke fordi hans veltrænede fysik på nogen måde udnyttes her, så det er råt karakterskuespil. Her vil det naturligvis også være på sin plads at rose de andre skuespillere, som kun medvirker gennem en mobiltelefon og altså kun har deres stemme at spille med. De fylder nemlig alligevel utrolig meget, og det kræver en intensitet fra deres side – både deres præstation og samspillet med Reynolds.

Jeg glæder mig også allerede vanvittigt til næste film fra filmens spanske instruktør, Rodrigo Cortés, der også har klippet og produceret ‘Buried’ – foruden at have skrevet en del af musikken og været producer/klipper på musikken i filmen. Cortés og Reynolds er en kombination, jeg straks ville styrte til biografen for at se. Det er nok ikke svært at fornemme min begejstring for denne film, og jeg var egentlig klar til at give denne film fuldt hus på karakterskalaen, men jeg har dog ladet mig tale ned på grund af detaljer. Der er måske nogle lidt fjollede reaktioner, som jeg vil mene er et realistisk resultat af panik og forvirring, og dermed er en del af filmens genialitet. Men hvis ikke alle opfatter det som sådan, så er det måske ikke helt så veludført, som jeg oprindelig mente. Det bliver fem kæmpestore splatter herfra, og den varmeste anbefaling!

:: Heaven of Trivia ::