DOCTOR SLEEP er en ny gyserfilm. Den har dog været ventet længe, da det er fortsættelsen til The Shining (Ondskabens Hotel). Begge historier er skrevet af Stephen King, men de to film er ret forskellige på flere punkter. Læs mere i vores Doctor Sleep anmeldelse her!

Doctor Sleep er en ny gyserfilm baseret på Stephen Kings bog af samme navn. Bogen er opfølgeren til hans bog Ondskabens Hotel, der blev filmatiseret af Stanley Kubrick med filmen The Shining i 1981.

Og ja, det er en rigtig god idé lige at gense denne film, før du ser Doctor Sleep. Begge historier er skrevet af Stephen King, men de to film er ret forskellige på flere punkter.

Gense gerne The Shining først

Hvis ikke du har The Shining nogenlunde frisk i hukommelsen, vil du uden tvivl gå glip af mange referencer. Det er også imponerende at se, hvordan ikoniske scener fra netop Kubricks film er blevet genskabt til denne fortsættelse. Der er nemlig ingen scener, der er genbrugt, selvom de er genskabt nærmest perfekt.

Det er i øvrigt fascinerende at se, hvordan både Jack Nicholson og Shelley Duvall præstationerne skal genskabes af nye skuespillere. Det kan lyde mærkeligt, men det er altså effektivt. Alex Essoe (Starry Eyes), der spiller Wendy Torrance i Doctor Sleep, rammer Shelley Duvalls mimik og (især!) stemme med uhyggelig præcision.

Der er i øvrigt flere nye scener med netop Wendy Torrance, da Doctor Sleep fortsætter kort efter The Shining slutter. Danny Lloyd, der spillede Danny Torrance i The Shining er endda med i en cameo. Jeg vil ikke sige hvem, der spiller Jack Torrance i ægte Nicholson stil, men du kender ham. For ja, i vanlig Mike Flanagan stil er der rigtig mange velkendte ansigter fra hans andre film. Det gælder også i ret små biroller. 

Du kan glæde dig til Jacob Tremblay fra Before I Wake, der (som altid) giver en pragtpræstation i de få scener, han har. Der er også Violet McGraw, der spillede unge Nell i The Haunting of Hill House. Og fra Mike Flanagans Netflix filmatisering af Stephen King bogen Geralds farlige leg, har vi både Bruce Greenwood og horror-ikonet Carel Struycken.

Doctor Sleep (2019) – Anmeldelse

Rebecca Ferguson stjæler billedet

Der er som sagt fantastisk mange genkendelige ansigter, hvilket naturligvis også gælder den voksne Danny Torrance, der spilles af Ewan McGregor. Det er dog Rebecca Ferguson, der løber med sejren fra det sekund, hun dukker op på skærmen.

Du kender hende sikkert fra de seneste Mission Impossible film samt Life og Men in Black: International samt den decideret hæslige Snemanden, men det var bestemt ikke hendes skyld. I Doctor Sleep spiller Rebecca Ferguson rollen som “Rose the Hat”, der er lederen af en gruppe omrejsende.

De leder efter børn med de samme evner, som Danny havde i The Shining. Denne gruppe omrejsende er nærmest at sammenligne med vampyrer, da de indfanger disse børn for at inhalere deres evner. Det er bare ikke sådan at komme til.

Man skal nemlig få børnene til at føle ekstrem smerte og frygt, hvorefter deres evner frigives fra deres kroppe som en form for damp. Det er denne damp, de omrejsende lever af. Ja, det lyder mærkeligt, og det er det vel også, men vi er i Stephen Kings univers, og jeg synes, det fungerer i konteksten.

Den primære grund til, at det fungerer, er, fordi Rose the Hat er en troværdig karakter. Og dét er tilfældet, fordi Rebecca Ferguson er noget nær magisk i sit portræt af Rose. Det er næsten uhyggeligt, som hun trækker al opmærksomhed til sig.

Det er meningen, hun skal være skurken, og dét er hun også. Men som det ofte er tilfældet med skurke, er hun også den, man helst vil se mere til. Maleficent: Mistress of Evil er endnu et oplagt eksempel på dette. Dog vil jeg mene, at Doctor Sleep har mere historie at byde på end lige dén Disney film.

Doctor Sleep (2019) – Anmeldelse

Doctor Sleep som ny gyserklassiker

På mange måder er Doctor Sleep helt sikkert guf for fans af Stephen Kings bøger og fans af Stanley Kubricks film. Nu blev filmen dog ændret så meget fra bogen, at Stephen King ikke selv var tilfreds med den. En stor del af Mike Flanagans opgave har derfor været at bygge en bro mellem den film og så Stephen Kings bog plus Doctor Sleep bogen.

Jeg tror ikke mange andre end Mike Flanagan kunne have løst denne opgave, og det er uden tvivl fornuftigt, at han har stået for både manuskript og instruktion. Jeg synes faktisk, at Doctor Sleep har potentiale til at blive en ny gyserklassiker.

Men jeg fornemmer dog (på f.eks. HorrorDiva) at det ikke er alle, der er lige begejstrede for, at det bliver lidt for overnaturligt på nye måder.

Med andre ord er jeg mere begejstret, og de fire splatter er et kompromis, da jeg reelt er tættere på de fem. Både på grund af Rebecca Ferguson karakteren, og fordi denne film hænger solidt sammen med netop The Shining, hvilket må være et helt grundlæggende succesparameter for en opfølger.

Doctor Sleep har premiere i danske biografer landet over fra 7. november 2019.

Doctor Sleep: Director’s Cut 

Den 19. marts 2020 er Doctor Sleep: Director’s Cut udkommet på Blu-ray i Danmark. Denne udgave byder på ca. en halv time ekstra, så filmen runder 3 timer i alt.

Det er ikke fordi, der er mange nye scener, men der er især kommet ekstra lange scener, hvor der er mere dialog.

Udover en Director’s Cut byder Blu-ray udgivelsen også på følgende ekstramateriale:

  • Return to The Overlook (15 min.): Vi går bagom optagelserne ved The Overlook hotellet fra The Shinning. Her ser vi mere om arbejdet med at genskabe hotellet fra dengang.
  • The Making of Doctor Sleep: A New Vision (14 min.): Vi følger produktionen og får en snak med de medvirkende og produktionsfolket samt Stephen King.
  • From Shining to Sleep (5 min.): En snak med instruktør Mike Flanagan og forfatter Stephen King om de to bøger, filmen og det at lave en efterfølger til Kubricks mesterværk.

FAKTA

Instruktør: Mike Flanagan
Medvirkende: Ewan McGregor, Rebecca Ferguson, Kyliegh Curran, Alex Essoe, Jacob Tremblay, Carel Struycken, Emily Alyn Lind, Cliff Curtis, Bruce Greenwood

Plot

40 år efter, og stadig dybt traumatiseret efter sine oplevelser som barn på The Overlook Hotel, kæmper, den nu voksne, Dan Torrance for at finde ro i sit liv. Men roen ophører brat, da han møder Abra, en nysgerrig teenager med en kraftfuld evne – nemlig ”the shine”. Instinktivt har Abra opsporet Dan, da hun kan mærke, at de deler samme evne, og de to må nu stå sammen i kampen mod den nådesløse Rose the Hat og hendes følgere, The True Knot, der lever af uskyldige menneskers overnaturlige evner i deres søgen efter udødelighed.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.