Gerald’s Game (Geralds Farlige Leg) er en af de sjældne Stephen King-filmatiseringer, der fungerer. Med Mike Flanagan som instruktør og Netflix som distributør var oddsene heldigvis også ret gode.

Gerald’s Game – som på dansk har fået den direkte hæslige titel Geralds Farlige Leg – er noget så sjældent som en god filmatisering af en Stephen King-historie. Det er jo ikke fordi, den slags aldrig forekommer, men det modsatte (de virkelig ringe filmatiseringer) er desværre næsten lige så ofte resultatet.

Og ja, jeg er i øvrigt helt med på, at Gerald’s Game hedder Geralds Farlige Leg på dansk, fordi det er bogens danske titel. Men derfor kunne man jo godt have trukket en streg i sandet og holdt sig til den originale titel. Jeg siger det bare.

Det er naturligvis også ret ligegyldigt, hvad filmen kaldes, da det jo som bekendt er indholdet, der tæller. Og der vinder Gerald’s Game altså lynhurtigt point.

Til trods for at det oplagte spørgsmål “Hvordan gør man lige det?”, så er løsningen den helt oplagte. Til dem, som ikke har læst bogen, så kan jeg afsløre, at hovedpersonen, Jessie (Carla Gugino) sidder lænket til en seng med håndjern.

Kort tid efter hun bliver lagt i håndjern – som led i husbonden Geralds farlige leg – falder han nemlig død om, og så er hun helt alene. De to er nemlig taget i sommerhus uden for sæsonen for at have en “hyggelig” weekend. De to ægtefæller har dog lidt forskellige idéer om, hvad der er hyggeligt.

Vi taler altså om en historie, hvor en kvinde sidder alene og lænket til en seng. I bogen foregår alt i hendes hoved, mens man i filmen naturligvis skal vise disse ting. Og det slipper instruktør Mike Flanagan heldigvis godt rundt om.

Gerald's Game

Solide præstationer fra skuespillerne

Der kan næppe være meget tvivl om, at hvis ikke skuespillerne fungerer i Gerald’s Game, så er alt håb ude. Heldigvis fungerer det lille cast imponerende godt. Og nej, det er ikke kun Jessie og Gerald, vi møder. Der er også flashbacks og andre spændende karakterer undervejs. Den primære rolle foruden ægteparret er en hund. I modsætning til bogen, så ser vi dog ikke noget fra hundens side. Trods alt.

Carla Gugino (San Andreas) har den altafgørende hovedrolle som Jessie, der sidder lænket til sengen. Hun leverer på alle følelser og er troværdig fra start til slut. Og naturligvis er Gerald lige så vigtig i denne konstellation. Han spilles af Bruce Greenwood (Spectral).

Godt nok dør Gerald tidligt, men derfor spiller han stadig en stor rolle i hendes tanker. Og nej, han ser ikke ud som beskrevet i bogen Gerald’s Game, for Bruce Greenwood holder sig jo uhyggeligt godt. Manden er 61 år, men det kan man bestemt ikke se.

Selvom han ikke har samme udseende som bogens udgave af karakteren, så er han stadig grundlæggende den samme person. Derfor fungerer både skuespilleren og historien alligevel.

Jeg må også lige nævne Henry Thomas (ja, lille Elliot fra E.T.), der spiller en mere kompleks karakter. Han udnytter Jessie (Gugino) på flere måder og er på flere måder skyld i hele balladen.

Helt sikkert en af de bedste fortolkninger

Som nævnt indledningsvist, så er det desværre alt for ofte sket, at Stephen Kings romaner eller korthistorier fortolkes aldeles horribelt. Ja, jeg sagde horribelt! Og det skal i øvrigt siges med en snert af både afsky og irritation.

Har man selv læst den originale historie af Stephen King, og derefter set en film eller TV-serie, der fortolker denne, så er det alt for ofte en dårlig oplevelse. Enten elsker instruktøren også historien så meget, at denne helt glemmer, andre ikke kender historien forfra og bagfra. Så udelader de vigtige elementer, som de tænker ikke er nødvendige, og så sidder man og skal forklare sammenhængen for sit med-publikum.

Andre gange har de ændret historien så meget, at man slet ikke kan genkende den længere. Lige dette er The Mist TV-serien (og absolut ikke filmen) et “godt” eksempel på. Desværre – det er jo endda en dansker, der står bag den.

Gerald’s Game er dog et af de eksempler, hvor du kan se (og nyde) filmen, uanset om du har læst bogen eller ej.

Carel Struycken burde være et kæmpe gyser-ikon

Dem, der har læst Gerald’s Game (eller den danske udgave Geralds Farlige Leg), vil nok være spændt på en vis karakter, der lurer i skyggerne. Og hvis ikke du har læst bogen, så bare rolig, det betyder intet for din oplevelse. Du skal bare glæde dig!

Denne “skyggeperson” spilles nemlig af Carel Struycken, som man nok kender som Lurch fra The Adams Family-filmene fra 1991, 1993 og 1998. Han er over 2 meter høj og perfekt til gyserfilm.

Han kan med lethed veksle mellem at se helt grotesk ond og uhyggelig ud, hvorefter han med de mindste ændringer pludselig virker sød og sårbar. Lige i Gerald’s Game ville jeg gerne have set meget mere til ham. Eller rettere, jeg ville gerne have ventet med at se ham helt, så det psykologiske gys havde varet længere.

Carel Struycken burde være med i langt flere gyserfilm og være et kæmpe gyser-ikon. Det ville da være fantastisk at se ham som en hovedrolle, men det ligger nok ikke lige for. Desværre.

Ikke for dem med sarte nerver

Gerald’s Game er på alle måder en helstøbt film, hvor der er tydelig respekt for historien. Samtidig er der dog taget de nødvendige beslutninger for at kunne fortælle historien.

En del af det, der absolut ikke er taget ud, er det mest brutale og blodige elementer. Slutningen af filmen er bestemt ikke for svage sjæle. Helt specifikt, så skal man kunne tåle at se meget realistisk og voldsom legemsbeskadigelse. Jeg troede faktisk slet ikke, at de ville vise så mange detaljer, men dét tør de godt.

Og det er lige præcis der, man kan mærke fordelen ved, at det er en Netflix-produktion. Instruktør Mike Flanagan har selv talt meget positivt om samarbejdet med Netflix, da det giver en enorm kunstnerisk frihed. Noget mange andre instruktører i øvrigt også har nævnt.

Resultatet er, at vi får så meget, instruktøren kan holde ud at vise os. Og Mike Flanagan elsker horror, så han er ikke for dem med sarte nerver!

Flere Stephen King-fortolkninger af Mike Flanagan, tak!

Jeg var aldrig i tvivl om, at resultatet af denne Stephen King bogs filmatisering ville blive god. Og det er alene, fordi Mike Flanagan var ombord som instruktør.

Mike Flanagan har fra 2016 til nu givet us HushBefore I Wake og Ouija: Origin of Evil før denne fjerde gyserfilm. Det er helt klart, at manden elsker gys og gerne vil dele det med hele verden. Og så elsker han (som tidligere nævnt) også at samarbejde med Netflix, da det giver en enorm frihed.

Noget han især satte pris på, da han fik Hush ud via Netflix længe for Before I Wake – til trods for at den blev produceret langt tidligere.

Foruden at have instrueret Gerald’s Game, har Flanagan også skrevet manuskriptet sammen med sin faste skrivemakker Jeff Howard. Deres næste projekt er umiddelbart en reboot eller remake (det er endnu ikke helt officielt) af I Know What You Did Last Summer. Det lyder da også meget interessant, men personligt så jeg da langt hellere, at de to kastede sig over flere Stephen King-fortolkninger.

Vi skal i øvrigt heller ikke vente længe på nyt fra Flanagan og Howard. De står nemlig også bag den kommende Netflix (surprise, surprise) serie The Haunting of Hill House, der kommer til næste år. Serien kommer også til at byde på et gensyn med Carla Gugino, der spiller en af hovedrollerne.

FAKTA

Premiere: 29-09-2017 (Netflix)
Genre: Thriller
Instruktør: Mike Flanagan
Medvirkende: Carla Gugino, Bruce Greenwood, Henry Thomas, Carel Struycken, Kate Siegel, Chiara Aurelia m.fl.

Gerald’s Game handler om en kvinde, der under en sado-masochistisk sexudfoldelse bliver lænket til sengen med håndjern, da hendes mand pludselig dør. Hun befinder sig nu i en hæslig situation, der vækker minder om et barndomstraume.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.