HELLRAISER (2022) er nyfortolkningen af Clive Barkers ikoniske og brutale historie. Denne gang mere elegant end grynet. De smukke billeder giver dog plads til brutale oplevelser, der stadig føles velkendte. Læs vores fulde Hellraiser 2022-filmanmeldelse!

HELLRAISER er en ny gyserfilm, der selvfølgelig er fra en meget berømt gyserfilmserie. Ligesom kendte franchises som Halloween, Scream, Texas Chainsaw Massacre får denne horror-franchise nu også en nyfortolkning til en ny generation af gyserfans.

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af the Texas Chainsaw Massacre requel, der var noget værre rod >

Læs videre på vores Hellraiser anno 2022 filmanmeldelse nedenfor. Se den digitalt fra den 7. juli 2022.

En nyfortolkning af Clive Barkers ikoniske historie

Hellraiser 2022 er mere en nyfortolkning end de tidligere nævnte horror-franchises, som var “requels” (reboot/sequel-hybrider). Jeg har aldrig været den største fan af Hellraiser, simpelthen på grund af hele kropslemlæstelses-temaet.

Jeg sætter dog alligevel pris på den meget specifikke gyserhistorie fra Clive Barker. Ikke mindst, da den byder på noget helt andet end de ovennævnte gyserfranchises på mange måder. Ikke mindst selve stilen, der er blevet en decideret gyserkult. Der er ikke mange gyserfans, der ikke lynhurtigt kan genkende referencer herfra.

Med denne 2022-version af Clive Barker-gyserhistorien bevæger vi os væk fra latex og læder, men ikke væk fra blod. Nu bærer cenobitterne deres egen hud i stedet for egentligt tøj. Bare vent til allersidste sidste scene, hvor du vil se præcis, hvordan disse “udklædninger” tager sig ud.

Jeg vil helt sikkert forvente, at hardcore fans af den originale Hellraiser-film fra 1987 kan føle, dette er en “pæn version”. For mig er den “bare” stilistisk meget anderledes, da der er fokus på fysisk smerte i en anden form – og derfor også en minimeret S&M [sadisme og masochisme] stemning.

Hellraiser (2022) gyserfilm med en kvindelig pinhead

Ja, den er helt sikkert queer

Før nogen begynder at råbe “woke” og få travlt med at klynke over, at der er et homoseksuelt par i Hellraiser 2022, skal man lige huske, at Clive Barker selv er en “out and proud” homoseksuel mand. Han er endda gift med en mand.

Om noget gør det bare 2022-versionen af Hellraiser endnu mere passende og korrekt. Pinhead (AKA Hell Priest) beskrives også som værende praktisk talt kønsløs efter at have gennemgået så mange kropsændringer. Derfor giver det perfekt mening, at Jamie Clayton spiller denne karakter.

Selvom Jamie Clayton (Sense8) bestemt er langt fra kønsløs, er hun selv en transkønnet skuespiller. Jeg synes det er perfekt, at netop hun spiller den ikoniske Pinhead, kaldet “The Priest” i denne version, da karakteren er svær at være kønsspecifik omkring.

Faktisk kunne man i Hellraiser 2022 beskrive Pinhead/The Priest som “nonbinær” eller en med “flydende kønsidentitet”. Dét er altså klassisk Clive Barker, at kroppen kan ændres og modificeres, som man ønsker det. Og derfor perfekt, når man ser på oprindelseshistorien, “The Hellbound Heart”, fra denne horror-franchise.

Doug Bradley, der spillede den originale Pinhead, har heller ikke andet end ros til Jamie Claytons udseende i denne film. Og det er virkelig fedt. Hun er vitterlig ugenkendelig, så det er reelt kun, når du lytter til hendes stemme, hun kan identificeres.

Selv om stemmen er ændret her, er Jamie Claytons stemme stadig utrolig bekendt, hvis man f.eks. har set  hende i Sense8.

Se 2022 Hellraiser digitalt nu!

David Bruckner er direktøren af Hellraiser (2022), der har haft mange direktører tilknyttet i løbet af de sidste mange år. En genstart eller nyfortolkning, der har været undervejs i meget lang tid. Andre tilknyttede instruktører omfatter Pascal Laugier (Martyrs) og filmskaberduoen Maury og Bustillo.

I sidste ende er selve historien kommet fra David S. Goyer (The Sandman), Ben Collins og Luke Piotrowski – hvor de to sidstnævnte skrev selve manuskriptet. De to skrev også Stephanie, Super Dark Times og den fremragende The Night House (2021), der ligeledes blev instrueret af David Bruckner.

Med David Bruckner (som også har instrueret den anbefalelsesværdige The Ritual) får vi en nyfortolkning, der ser virkelig fantastisk ud. Måske endda for poleret lækker og flot til nogen. Æstetikken har uden tvivl ændret sig væk fra S&M-stemningen og mod en mere brutal stil, der minder mere om Martyrs.

Personligt synes jeg, det fungerer. Men igen, jeg har aldrig været den største fan af den originale film. Og selvom jeg godt kunne sætte pris på denne 2022-version, er jeg stadig ikke den største fan af Hellraiser. Når det gælder Clive Barker-historier nyder jeg Candyman (baseret på novellen “The Forbidden”) meget mere.

Hellraiser (2022) fik dansk digital premiere den 7. juli 2023.

FAKTA

Instruktør: David Bruckner
Manuskript: Ben Collins, Luke Piotrowski, David S. Goyer
Medvirkende: Odessa A’zion, Jamie Clayton, Adam Faison, Drew Starkey, Brandon Flynn, Aoife Hinds, Goran Visnjic

Plot

En ung kvinde kommer i besiddelse af en ældgammel puslespilsboks, uvidende om, at dens formål er at tilkalde cenobitterne, en gruppe sadistiske overnaturlige væsener fra en anden dimension.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.