:: Anmeldelse ::
Endnu en lille perle har fundet vej til dansk udgivelse. Denne film lyder god på papiret, men viser sig rent faktisk at være endnu bedre. Der er intet prætentiøst eller forsøg på at presse mere igennem, end der er plads til. Det er en simpel historie, der foregår i løbet af en dags tid og primært på én lokation, så det er en historie, der bæres af en række spændende karakterer.
Det kan måske virke søgt eller klichéfyldt for nogen, men har man set en dokumentarfilm om personer som Jim Jones, fanatiske Mormon-fraktioner eller for den sags skyld Taleban, kan man på ingen måde fornægte, at filmen er mere realistisk, end man umiddelbart skulle forestille sig. Det er en fascinerende (og skræmmende) fortælling, der bæres fornemt frem af et eminent cast! Hvad enten en skuespiller er castet som fanatisk kristen, en kåd teenager eller FBI agent, så spilles karakteren med en sårbarhed og intensitet.
Især Michael Parks (kendt fra Tarantino-produktionerne under ‘Grindhouse’ og ‘Kill Bill’-filmene), der spiller sektlederen “Daddy”, skal fremhæves. Han nærmest sprutter og savler, når han går igang med sine prædikener og minder mest af alt om at se Hitler tale. Skræmmende, men effektivt! Også Melissa Leo (der vandt en Oscar for ‘The Fighter’ sidste år) er helt fantastisk. Dybt psykotisk, og det er som at se på en ulykke; man ved, det bliver grimt, men man kan sateme ikke lade være med at sluge det hele råt. Og så må vi ikke glemme John Goodman, der nok spiller den absolut mest fornuftige person, der alligevel også kæmper mod sine egne dæmoner i form af fortidens fejltrin.
Filmen er både skrevet og instrueret af Kevin Smith, der selv er lidt af en kult-personlighed inden for film. Det er uden tvivl en meget personlig film, og – præcis som man vidste, Disney hadede jægere – er det tydeligt, han har stor antipati overfor fanatisme. Hvad enten den er statsstøttet (og dirigeret) eller småfraktioner af psykopater i en gård ude på bøhlandet. De er alle lige farlige – bare på forskellige måder. Det er heller ikke første gang, han lægger sig ud med netop religion eftersom ‘Dogma’ havde samme tema. Det er ofte kristendommen, han fremhæver, hvilket sikkert er for at provokere og ramme plet i Guds eget land.
Jeg kan kun anbefale, at man ser ‘Red State’. Det er en skræmmende og fantastisk rutchetur i hjemmebiografen!
Fakta
(Originaltitel: Red State)
DVD/Blu-ray: 14-02-2012
Genre: Thriller | Action
Instr.: Kevin Smith
Medv.: John Goodman, Kyle Gallner, Melissa Leo, Michael Angarano, Ronnie Connell, Steven Root, Michael Parks m.fl.
Land: USA, 2011
Helt enig, en stærk film (hvilket er ret imponerende, siden KS også lavede Chasing Amy, der er en af mine yndlings romantiske komedier).
Atter engang har de danske biografdistributører sovet i timen. I stedet for at sætte film som Red State op, får vi endeløse Hollywood-genindspilninger (hvad enten det er af udenelandske, eller deres egne, film) der aldrig når originalerne til sokkeholderne, fordi de kører den sikre, familievenlige stil. Jeg ved ikke hvorfor DK er blevet så USAficeret, men det kunne dæleme være rart, om vi herhjemme, turde sætte denne slags film op i biografen.