:: Anmeldelse ::

Når en film får succes – og næsten især når filmen er i horror- eller komedie-genren – så er der altid en uhyggelig stor sandsynlighed for, at vi får en 2’er. Om det så er fornuftigt, eller overhovedet nødvendigt, er en ganske anden sag. Det er pengene, der taler, og det er næsten altid en god forretning, da publikum allerede er fundet og hungrer efter mere af det gode. Vi sad da også klar på premieredagen og skulle se, hvad Sinister 2 kunne byde på – heldigvis allerede varslet af de indledende screening anmeldelser fra USA, så forventningerne var skruet godt ned.

Og det er da bestemt også en ganske anden oplevelse, man får her i opfølgeren til Sinister, hvor Ethan Hawke spillede hovedrollen. Alligevel er der en meget naturlig og nærmest organisk fortsættelse, da vi hurtigt får den kluntede betjent fra første film på banen – stadig spillet af James Ransone. Han er lidt mindre kluntet i denne og mere en alvorlig, omend lidt kejtet, karakter, der tydeligvis har hjertet på rette sted. Den primære historie drejer sig om en kvinde, der er på flugt fra sin voldelige (og desværre meget velhavende og manipulerende) ægtemænd med deres to sønner. Lige præcis dette element er noget nyt i forhold til første film, og den ægte “dagligdags” uhygge, hun oplever, er faktisk noget af det mest skræmmende i filmen. Ægtemanden spilles af Lea Coco (J. Edgar og et hav af TV-serier) og gør det fantastisk… jeg fik sateme hoppet i sæddet, når han slog i bordet, og var faktisk mere bange for ham end filmens rigtige skurk, Bughuul.

Kvinden spilles af Shannyn Sossamon (One Missed Call, Catacombs) og hun er dejligt underspillet som en egentlig køn pige, der dog blot ønsker at holde sig under radaren og passe på sine to sønner. Også sønnerne – spillet af brødrene Dartanian og Robert Sloan – leverer solide og gode præstationer, som er uhyggeligt overbevisende. Spøgelsesbørnene, der skal overbevise dem om at se gamle videooptagelser og følge Bughuul, er til gengæld ikke særlig overbevisende og falder ret meget til jorden. De er teatralske og virker som om, de undertrykker grin og smil halvdelen af tiden.

Manuskriptet er igen skrevet af C. Robert Cargill, der fik manuskriptdebut med Sinister, og Scott Derrickson, der bl.a. var medforfatter og instruktør på både The Exorcism om Emily Rose (2002), Deliver us from Evil (2014) samt naturligvis den første Sinister. I denne omgang er instruktørstolen dog overdraget til Ciarán Foy (Citadel), og det klarer han såmænd helt fint med den historie, der skal fortælles. Man mærker dog ikke rigtig hans fingeraftryk på filmen.

Foruden historien om den voldelige ægtemand – og lidt ekstra baggrundshistorie om Bughuul, som fungerer fint – er der ikke meget nyt under solen, så det er fin underholdning, men ikke mere. Måske den faktisk ville være bedre, hvis man ikke havde set den første… det vil vi dog anbefale, at man gør alligevel for Sinister var sateme god!

Fakta

Biografpremiere: 20-08-2015
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Ciaran Foy
Medvirkende: Shannyn Sossamon, James Ransone m.fl.

Resumé
Courtney Collins og tvillingerne Zach og Dylan er på flugt fra deres voldelige eksmand og far. De har søgt tilflugt i en forladt gård med en mørk fortid. Samtidig ankommer en privatdetektiv, der leder efter spor i en uafsluttet sag om en myrdet familie. Han er overbevist om, at gården er stedet hvor ånden, Bughuul, igen vil manifestere sig, og han planlægger at brænde huset ned for at forhindre et nyt rædselsscenarie. Men hvad Courtney og detektiven ikke ved er, at Bughuuls fodsoldater, spøgelsesbørnene, allerede har godt fat i den letpåvirkelige Dylan, og har vist ham deres uhyggelige ’home movies’ med en række mord på familier på præcis samme gård. Nu er det kun et spørgsmål om tid, før Bughuuls vanvittige ondskab igen bryder løs…

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg