Kunne du lide den første Twilight film, bør du helt sikkert skynde dig ind og se ‘Eclipse‘. Læs vores fulde The Twilight Saga: Eclipse anmeldelse her!

Jeg var godt tilfreds efter at have set den første Twilight film, betydelig mindre tilfreds – faktisk lidt skuffet – over den anden film i rækken. Men alligevel så jeg frem til denne tredje film i Twilight Sagaen. Og efter at have set den, ser jeg faktisk endnu mere frem til den sidste del, ‘Breaking Dawn‘, der som tidligere fortalt, vil bestå af to film.

Men først skal vi lige have anmeldelsen af ‘Eclipse‘ på plads, og grunden til at jeg havde forholdsvis store forventninger til denne film, er naturligvis at David Slade nu sad i instruktørstolen. Vi kender Slade fra hans film ‘30 Days of Night‘ og ‘Hard Candy‘, som begge var meget dystre på hver deres måde, og derfor burde passe eminent til ‘Eclipse‘.

Det er også lykkes at få meget mere mørke og dybde ind i denne film, hvilket får løftet den væk for det (lidt for) sødsuppe romantik, som ‘New Moon‘ – ifølge langt de fleste anmeldere, inklusiv undertegnede – led gevaldigt under.

Mere skærmtid til familien Cullen

Det løfter også filmen meget, at hele familien Cullen får mere skærmtid, og vi dermed får større kendskab til persongalleriet, og ikke mindst nogle spændende skabelsesberetninger, om dengang de gik fra at være mennesker til vampyrer.

Det samme gælder for Quileute stammen, der også får mere historie med gennem flashbacks, men det er dog vampyrerne, der får mest fokus – og giver den mest spændende indsigt. Også Kristen Stewart’s Bella får langt mere at arbejde med, og der kommer en dybde og seriøsitet, som passer til hendes alder, og de beslutninger hun står overfor. Og var du så heldig at se den australske ‘The Loved Ones‘ (2009) til CPH PIX – eller på anden vis har fået set den – kan du også glæde dig til et glædeligt gensyn med hovedrollen derfra. Xavier Samuel spiller nemlig en meget central rolle som Riley i ‘Eclipse‘.

Horror-delen i The Twilight Saga: Eclipse

I forhold til horror-aspektet, så er dette også den film i sagaen, der indtil videre har langt mest gyser-kød. Det er vampyrer, varulve, lækre effekter og mørke kræfter, der står på spil. Der er ikke meget blod eller splat – faktisk nærmest ingen overhovedet – men det passer til historien, og er absolut ikke altafgørende for en gyser.

En af vores absolutte favoritter, Sam Raimi’s ‘Drag Me to Hell, er også næsten helt vegetarisk, hvis man skal vurdere ud fra blodmængden, så det er altså ikke noget, der bør afskrække. Kunne du lide den første Twilight film, bør du derfor helt sikkert skynde dig ind og se ‘Eclipse‘.

:: Heaven of Trivia ::

Kristen Stewart har paryk på i hele filmen, da hun måtte klippe håret af til ‘Runaways‘, som hun indspillede lige op til – her spiller hun rockeren Joan Jett.

Fakta

I biografen: 30-06-2010
Genre: Fantasy | Romantik | Gyser | Horror | Thriller
Instr.: David Slade
Medv.: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Taylor Lautner, Xavier Samuel, Bryce Dallas Howard, Anna Kendrick, Peter Facinelli m.fl.
Land: USA, 2010

Plot:

I ECLIPSE finder Bella sig endnu engang i yderste livsfare, da Seattle rystes af en række brutale mord og en iskold vampyr fortsætter sin ustoppelige søgen efter hævn. Og præcis mens Bella (Kristen Stewart) er allermest presset, tvinger omstændighederne hende til at vælge mellem sin kærlighed til Edward (Robert Pattinson) og venskab med Jacob (Taylor Lautner), vel vidende, at hendes valg kan blive den gnist, der antænder den skrøbelige våbenhvile mellem vampyrer og varulve. Så mens eksamenstiden i hendes gamle verden hastigt og truende nærmer sig, konfronteres Bella med sit livs vigtigste beslutning… skal hun bare forsøge at leve videre; eller skal hun leve for evigt?!