Split – Anmeldelse (5/6)

Split er fascinerende, uhyggelig og mindst lige så god, som du håber. Vores forventninger var skyhøje, men M. Night Shyamalan er i dén grad tilbage i topform!

Jeg har glædet mig helt uhyggeligt meget til Split. Og det blev ikke ligefrem mindre af at se de første teasere og trailere. Hold nu op, hvor har det hele bare set rigtig godt ud. Og så bliver det jo farligt, for kan en film nu også leve op til det. Ja, det kan Split.

Indrømmet, jeg har aldrig haft de store problemer med M. Night Shyamalans film. For mig har de alle haft noget på hjerte og en spændende historie. Ikke altid med fokus på uhygge, og ikke alle lige vellykkede. Og After Earth kan vi godt glemme fuldstædig, da Shyamalan hverken selv skrev eller lavede det endelig cut.

Det andet problembarn i Shyamalan porteføljen er – i  min bog – The Happening. Til gengæld havde lige præcis dén film en fantastisk karakter med en virkelig uhyggelig scene. Den karakter blev spillet af Betty Buckley – der i øvrigt gerne præsenterer sig selv som “The crazy old lady from The Happening“.

Og nu er Betty Buckley genforenet med M. Night Shyamalan i Split, hvor hun dog denne gang behandler patienter med psykiske lidelser i stedet. Hendes karakter er nærmest en form for fortæller, da vi lander midt i hovedpersonens mange forskellige identiteter.

I øvrigt skal du ikke tro på, at Split kun er en thriller, selvom den promoveres med denne genrebeskrivelse. Den er på alle måder både gyser og thriller. I udlandet kaldes den faktisk ofte primært gyser og hyldes som det seneste “horror hit from Shyamalan”.

Split er et studie i fantastisk skuespil fra James McAvoy

Selvom historien i Split er både uhyggelig og fascinerende, så er det James McAvoy (X-Men: First Class), der konstant får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Han frembringer de mest forskelligartede personligheder med en uhyggelig lethed. Du kigger på ét ansigt og ser flere forskellige personer, der træder frem én efter én.

Og det virkelig fantastiske er, at du hurtigt kan identificere de forskellige personligheder, før James McAvoy har sagt ét ord. Selvom hans stemme, dialekt og sprog i øvrigt også er fascinerende. Når han er “Patricia”, kan du straks se det på hans kropsholdning og ansigt. Det samme gælder, når han skrifter til “Dennis”, “Barry”, “Hedwig” etc.

Det sker desuden aldrig på en grotesk eller stereotyp måde, men derimod gennem de mindste ændringer i hans fremtoning. Det er både uhyggeligt og ekstremt imponerende.

Og selvom jeg altid godt har kunnet lide James McAvoy, så er det ikke uimponerende at brænde igennem på den måde, når man spiller overfor førnævnte Betty Buckley. Derudover har vi Anya Taylor-Joy, som har gjort komet-karriere det seneste års tid med The Witch og den kommende Morgan. Hun får konstant ros for sine imponerende præstationerne, og Split er ingen undtagelse.

Både Betty Buckley og Anya Taylor-Joy leverer præstationer på niveau med James McAvoy. Flere gange glemte jeg næsten at trække vejret, fordi man er helt opslugt af historien, når det hele spidser til.

Intet decideret Shyamalan twist, men…

Vi er efterhånden vant til et “Shyamalan twist” i hans film. Man sidder næsten og gætter med undervejs og forsøger at lure, hvad det mon er denne gang. I Split er der intet decideret twist i slutningen. Alle dem, der kalder slutningen et kæmpe twist eller chok, har måske ikke hørt om begrebet “overraskelse”.

For ja, der er naturligvis en lille ekstra godte til sidste, men det var noget, som oprindeligt skulle have været efter rulleteksterne (i ægte Marvel stil), men i stedet blev filmens slutning. Per definition kan vi nok godt blive enige om, at en film ikke kan have et plot-twist efter rulleteksterne, da selve filmen reelt er slut på det tidspunkt.

Til gengæld er hele historien i Split på sin vis ét stort twist. Det omhandler, hvordan vi anskuer psykiske lidelser, og hvordan de påvirker mennesker.

Split er anden gang, M. Night Shyamalan samarbejder med Jason Blum fra Blumhouse – som i dén grad er nærmest en institution i produktion af gyserfilm. Blumhouse er kendt for at holde budgettet nede for til gengæld at give kunsterne nærmest fuld kreativ frihed. Resultatet er enten et mindre flop, der ikke skader selskabet på sigt, eller et kæmpe hit med dertilhørende fortjeneste. Og i øvrigt også fantastisk loyale kunstnere.

Første samarbejde mellem Shyamalan og Blum var The Visit, og nu er det altså lykkes i endnu højere grad med Split, så det må vist siges at være en succes. Vi håber på alle gode gange tre!

Med Split starter Shyamalan filmåret 2017 med et nyt mesterværk!

Nå ja, og naturligvis er M. Night Shyamalan nu også tilbage med en cameo i sin film. En herlig lille komisk scene, der lige letter intensiteten et øjeblik.

Dette er både en fantastisk Shyamalan-film, og nogle virkelig imponerende skuespillerpræstationer. I særdeleshed fra James McAvoy, som er en af de mest uhyggelige karakterer nogensinde. Eller rettere, han er mange af dem i én person.

Hvis ikke du har luret det fra ovenstående vældige tekst, så er dette altså en varm anbefaling af Split. Se filmen og allerhelst i biografen, så du får nuancerne banket lige ind i masken.

FAKTA

Biografpremiere: 26. januar 2017
Netflix-premiere: 22. januar 2021
Genre: Horror, thriller
Instruktør: M. Night Shyamalan
Skuespillere: James McAvoy, Anya Taylor-Joy, Betty Buckley, Haley Lu Richardson, Jessica Sula, Brad William Henke, Izzie Leigh Coffey m.fl.

Plot

James McAvoy spiller hovedrollen som Kevin, en mand med 23 personligheder, der kidnapper 3 teenagepiger. Mens de bliver holdt fanget, begynder en endelig personlighed at træde frem: The Beast.