LAST NIGHT IN SOHO er en ny psykologisk thriller af Edgar Wright (Shaun of the Dead). Det er en vanvittig flot film med et fantastisk cast. Det er nok ikke en film, der vil være for alle. Slutningen er dog noget for mange gyserfans. Læs vores fulde Last Night in Soho anmeldelse her!

LAST NIGHT IN SOHO er en ny psykologisk thriller, der har været længe undervejs. Ikke fordi den blev lagt på hylden eller andet skidt, men simpelthen grundet udfordringer med biografåbninger. Nu udkommer filmen dog endelig, og den fortjener i den grad også at blive set i biografen.

Der er klare referencer til giallo-stilen på den helt rigtige måde. Altså, i modsætning til Malignant, hvor der gik lige lovlig meget legestue i den på bekostning af både plot og (især!) uhygge. I denne psykologiske thriller (der også kaldes “horror-mystery” internationalt), får den ægte og tunge uhygge især god plads i sidste del af filmen.

Læs videre på vores Last Night in Soho anmeldelse herunder.

Måske ikke for alle, men der er noget for de fleste

Der er klart dele af Last Night in Soho, der måske bliver for kunstneriske eller alternative for nogle filmfans. Vi er trods alt ude i en historie, hvor hovedpersonen ser spøgelser og får andre “syn”. Er det hele ægte eller måske udtryk for en psykisk lidelse? Det kunne være let at afskrive hendes oplevelser som sidstnævnte.

Dog kan hendes “drømme informationer” hele tiden bekræftes i den virkelige verden. Dét giver jo en klar indikation af, at hun kan stole på sine (desværre mere og mere voldsomme) drømme. Faktisk begynder disse drømmesyn også at forfølge hende i virkeligheden.

Et øjeblik troede jeg faktisk, vi var ude i en regulær “Freddy Krueger“-situation, men det er dog ikke tilfældet. Det er næsten meget værre!

Der er nok ingen tvivl om, at mange vil gætte flere plot-twists på forhånd. Det gør dog ikke så meget, da rejsen hen mod de store afsløringer stadig er vanvittig spændende. Det er ikke mindst takket være det helt fantastiske cast. Hver eneste rolle er castet til perfektion, og der er både nye og meget velkendte ansigter gennem hele filmen.

I øvrigt er det ikke Anya Taylor-Joy, der spiller den egentlige hovedperson. Det er Thomasin McKenzie. Og hun leverer i dén grad varen!

Last Night in Soho – Anmeldelse | Psykologisk thriller

Vanvittig flot film med et fantastisk cast

Det her er altså en helt vanvittig flot film med en meget stærk stil. Og ja, giallo-stilen er ret tydelig undervejs, så hvis du er Suspiria fan, er det velkendte visuelle greb. Selvom Last Night in Soho ikke er en film for alle, så er slutningen helt sikkert noget for mange gyserfans. Her er vi desuden både ude i det overnaturligt og det uhyggeligt jordnære og meget velkendte!

LÆS OGSÅ

Vores anmeldelse af den ret vellykkede Suspiria remake af Luca Guadagnino >

Når man oveni en visuelt flot film så også byder på et helt fantastisk cast, kan man ikke andet end være glad filmfan. Og selvom Anya Taylor-Joy som sagt ikke har den egentlige hovedrolle, så gør hun i dén grad (som altid!) stort indtryk. Anya Taylor-Joy har været fantastisk i alt fra heksefilmen VVitch til sci-fi gyseren Morgan over til M. Night Shyamalan-filmene Split og Glass.

Undtagelsen er The New Mutants, men det var ikke hendes skyld, at den film blev en noget flad oplevelse.

Thomasin McKenzie formår dog fint at spille op mod den stærke Anya Taylor-Joy som den egentlige hovedrolleindehaver i Last Night in Soho. Den unge newzealænder har tidligere medvirket i Taika Waititis Oscar-vindende Jojo Rabbit (2019) samt M. Night Shyamalans Old (2021).

I andre nøgleroller ses Matt Smith (Doctor Who, Patient Zero) og et par rigtig tunge kanoner i form af Terence Stamp (General Zod i Superman fra 1978) og Diana Rigg (Game of Thrones, Black Narcissus). Filmen begynder i øvrigt med en simpel hyldest til sidstnævnte med et simpelt “For Diana”. Lidt ligesom Ghostbusters: Afterlife har en “For Harold” i slutningen.

Last Night in Soho blev også sidste film for Diana Rigg, men sikke en afslutning!

Last Night in Soho – Anmeldelse | Psykologisk thriller

Se Last Night in Soho i biografen nu!

Det er – som nævnt indledningsvist – Edgar Wright, der har instrueret Last Night in Soho. For mig vil han altid hænge uløseligt sammen med Shaun of the Dead (2004), der er en film, jeg altid kan gense. Han har dog også instrueret andre nyklassikere som Scott Pilgrim mod verden (2010) og en (meget lille) del af Grindhouse (2007).

I 2017 fik han stor succes med filmen Baby Driver, ligesom han samlede store dele af holdet fra Shaun of the Dead til Hot Fuzz i 2007 og The World’s End i 2013. Det næste fra Edgar Wright skulle meget gerne blive The Running Man baseret på Stephen Kings bog. Den blev filmatiseret tilbage i 1987 med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen, men tåler bestemt en nyfortolkning.

Filmfotografen på Last Night in Soho er i øvrigt Chung Chung-hoon. Han var filmfotograf på film som It: Del 1, Zombieland: Double Tap og Earthquake Bird. Før da arbejdede han dog primært med den blændende sydkoreanske genreinstruktør Park Chan-wook og har derfor stået for The HandmaidenOldboy og Stoker.

ET LILLE TIP HERFRA

Tag et kig på vores liste med sydkoreanske genrefilm, du ikke bør gå glip af her >

Last Night in Soho er i øvrigt baseret på en idé af Edgar Wright, mens manuskriptet er skrevet af både ham selv og Krysty Wilson-Cairns. Lige præcis Krysty Wilson-Cairns er for nyligt blevet Oscar-nomineret for 1917, som hun skrev sammen med dén films instruktør Sam Mendes. Plus, hun har arbejdet på Penny Dreadful-serien, som er en bedre reference til denne nye film.

Foruden det visuelle, så er det dog især også det skønne soundtrack, du skal huske at nyde. Selvom hovedpersonen lever i nutiden, så udspiller det meste af filmen sig i 1960’erne, og dét bærer soundtracket præg af. Er du til Edgar Wright og/eller Suspiria, så sørg endelig for at se denne film i biografen!

Last Night in Soho kan ses i de danske biografer fra den 25. november 2021.

FAKTA

Biografpremiere: 25. november 2021
Genre: Psykologisk thriller
Instruktør: Edgar Wright
Medvirkende: Thomasin McKenzie, Anya Taylor-Joy, Matt Smith, Michael Ajao, Diana Rigg, Rita Tushingham, Synnøve Karlsen, Jessie Mei Li, Kassius Nelson, Rebecca Harrod, Terence Stamp

Plot

Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, da Eloise bliver optaget på den prestigefyldte designskole i London. London er alt det, hun havde drømt om, selv om hun ikke kommer godt ud af det med de medstuderende på kollegiet, så hun flytter i et privat værelse i Soho. Og så går endnu en drøm i opfyldelse, da hun pludselig drømmer sig tilbage til swingin’ London i 60’erne, hvor hun drømmer sig ind på den legendariske Café de Paris – og pludselig ser et andet ansigt i spejlet. Fra denne nat af drømmer hun hver nat om Sandie, der har sat sig for at erobre London og blive en stjerne. I sine vågne timer lader Eloise sig inspirere af Sandie og får ros for sine interessante kjoledesigns. Hun køber vintage-tøj og anlægger samme frisure som Sandie. Og vækker pludselig interesse hos en ældre herre, der kommer på pubben Toucan, hvor hun arbejder. Og pludselig begynder hendes drømme om Sandie at dreje sig i en dyster retning. Ikke alt i 60’ernes swingin’ London tålte dagens lys.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.