THE EMPTY MAN er en ny gyserfilm, der ville have gjort sig rigtig godt på det store lærred. Filmen er baseret på et tegneserie-univers, og selvom den er for lang, er den bombastisk og stemningsfuld på den helt rigtige måde. Læs vores The Empty Man filmanmeldelse her, og lej den digitalt nu, eller se den på Viaplay!

THE EMPTY MAN er en ny gyserfilm, der udkommer som digital film herhjemme, men ville have gjort sig helt fantastisk i biografens mørke. Du bør derfor prioritere at se denne film med god lyd og med fuld fokus.

Filmen er baseret på et tegneserie-univers, der er virkelig dystert og grumt, og fyldt med velkendte ansigter i selv meget små roller. Desværre blev denne film offer for både Disneys opkøb af Fox samt en global pandemi. Det betød, at den blev smidt på markedet i USA uden den vilde promovering, og det er en skam, for den er utrolig vellavet.

Læs videre på vores The Empty Man filmanmeldelse herunder, og find filmen som digital købe- eller lejefilm nu.

Bombastisk og stemningsfuld

Selvom filmen, med sin spilletid på over to timer, er lidt vel lang, er det faktisk ikke noget, man tænker over undervejs. Faktisk er det primært, fordi slutningen virker forhastet. Først dér undredes vi herfra over, hvorfor man laver så lang en film, for så at afslutte den så pludseligt.

Og så alligevel passer den ret voldsomme slutning meget godt. Der har så absolut været bygget op til den undervejs.

Det skal også siges, at filmen indledes med noget, der nærmest er en lille kortfilm i sig selv. Først derefter starter den historie, vi reelt skal følge. Men ja, naturligvis har den indledende historie også betydning for resten af plottet. Lidt ligesom Sam Raimis Drag Me to Hell (2009) starter med en separat historie, inden hovedpersonerne introduceres.

Derudover er denne gyserfilm virkelig vellavet. Der lader til både at have været et imponerende budget og virkelig passionerede kræfter bag produktionen. Bevares, der bruges lidt mere CGI mod slutningen end nødvendigt, men det er i småtingsafdelingen.

Der er flere scener, der virkelig slår ud på uhygge-skalaen. Vi er altså ude i en imponerende gyserfilm, der slår positivt ud på alle stemningsparametre!

The Empty Man anmeldelse

Stort cast i mange små roller

Hovedpersonen spillles af James Badge Dale, som du måske vil genkende fra Netflix-filmen Spectral eller World War Z. Han spiller en karakter, der også ville passe Andrew Lincoln (The Walking Dead‘s Rick Grimes) perfekt. Også Marin Ireland, der var med i The Umbrella Academy sæson 2 og The Dark and the Wicked, er med i filmen.

Vi er med andre ord ikke ude i en teen-gyser, selvom der også er nogle teenagere med. De spiller alle mindre biroller – selvom en del af dem har ret væsentlig indflydelse på plottet.

Selv disse mindre karakterer spilles i øvrigt af både ret ukendte og en del meget velkendte ansigter. Vi følger en gruppe venner, der forsøger at hidkalde “The Empty Man”, som vi kender det fra eksempelvis Candyman. Her kunne man tro, at vi er ude i en klassisk teen-gyser, men igen, det ér ikke dem, filmen handler om.

Blandt denne gruppe er fx Owen Teague fra It-filmene, HBO-serien The Stand og gyseren I See You, der også snart udkommer. Det er dog virkelig ikke meget, vi ser til ham. Det samme gælder Samantha Logan (Polaroid), og man fristes nærmest til at tro, der må være en del scener med disse unge mennesker på klippegulvet et sted.

Det er fint nok for plottet, da filmen som sagt er ret lang allerede, men ærgerligt ikke at få flere scener med disse gode unge kræfter. Også Robert Aramayo, der lige nu kan ses i Netflix-serien Behind Her Eyes, er med i en mindre nøglerolle.

The Empty Man anmeldelse

Se The Empty Man i hjemmebiografen nu!

David Prior har skrevet og instrueret The Empty Man, og det er hans første spillefilm efter mange kortfilm og dokumentar-produktioner. Især har han lavet (instrueret og produceret) diverse “making of” og promovering i forbindelse med bl.a. flere David Fincher-film. David Prior har altså arbejdet med ganske habile filmskabere.

Filmen er baseret på en tegneserie (eller “graphic novel”, om man vil) skrevet af Cullen Bunn og illustreret af Vanesa R. Del Rey. Den er udgivet af Boom! Studios, der faktisk har lagt en online version af første udgave tilgængelig i forbindelse med udgivelsen af filmen. Du finder den ganske gratis på udgiverens hjemmeside her >

Det er virkelig en skam, at denne film er blevet fanget i en masse bøvl, der intet har med den at gøre. Disney kunne reelt have udgivet den på deres Disney+ platform og givet den en behørig promovering. I stedet er den smidt ud, så man fik det overstået. Endda uden at rette “20th Century Fox”-logoet, selvom det selskab jo ikke findes mere.

Alt den udenoms-palaver skal dog ikke stoppe dig fra at nyde denne stemningsfyldte gyser. Bare vær opmærksom på, at du måske vil føle slutningen er noget pludselig og nærmest afstumpet. Til gengæld er turen derhen meget fornøjelig. Med en stærkere slutning var filmen snildt landet på 5 ud af 6.

Vi så i øvrigt filmen via Google Film som HD leje, og den stod knivskarpt, at vi knapt nok kunne tro, at det var streaming og ikke et fysisk medie. Det er naturligvis også afhængigt af din internetforbindelse, men det var altså en overraskende skarp oplevelse uden den mindste lagging eller buffering undervejs.

The Empty Man kan købes og lejes digitalt fra den 22. februar 2021. Den kommer også på Viaplay fra den 25. juni 2021.

FAKTA

Instruktør: David Prior
Medvirkende: James Badge Dale, Samantha Logan, Marin Ireland, Aaron Poole, Stephen Root, Owen Teague

Plot

Efter at en gruppe teenagere fra en lille by begynder at forsvinde på mystisk vis, tror lokalbefolkningen, at det er på grund af en legende kaldet The Empty Man. En pensioneret betjent undersøger sagen og prøver at finde mening i historierne. Undervejs støder han på en hemmelighedsfuld gruppe, og deres forsøg på at tilkalde en skrækkelig ondskab. Snart er hans liv – og hans nærmestes liv – i alvorlig fare.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.