The Hole 3D (3/6)

:: Anmeldelse ::

Når der på coveret star, at Joe Dante står bag filmen, så bliver jeg glad, fordi hans ’Gremlins’ var fantastisk god underholdning gennem store dele af min barndom. På den anden side, så gør det mig også hurtigt lidt skeptisk i forhold til horror-delen. Jeg var i hvert fald forberedt på, at vi nok ville ligge i den milde (måske endda barnlige?) ende af horror-skalaen. På den anden side lavede han også ’Piranha’ (1978), så man bliver pludselig lidt i tvivl om, hvad der kunne forventes af ’The Hole 3D’.

Glem 3D-delen – det gider vi slet ikke overveje at se, når det er hjemmebiografen, man ser film i. Det kan dog tydeligt fornemmes, hvornår 3D effekterne har været i spil, og hvis man havde set filmen i biografen, ville det uden tvivl have haft en rigtig lækker effekt. Og lad os bare slå fast, at det er ’Gremlins’ horror-niveauet vi befinder os på. Men dog uden den skæve humor, så der er absolut mere dyster horror-stemning i denne.

Historien kunne vel egentlig være fortalt i en effektiv kortfilm, men det er dog ikke fordi, man keder sig på noget tidspunkt, og historien fungerer fint i spillefilmslængde – især når det betyder 92 minutter, som altså gør det til en typisk horror-spillefilmslængde, hvor det meste unødige er skåret væk, for at sikre historien kan holde til det. Dette er desuden også typisk for børne/ungdomsfilm, hvilket denne egentlig også er. Det er meget i stil med de gode ungdomsgysere fra 80’erne, så også her holder sammenligningen med ’Gremlins’ helt fint. Dog kan jeg ikke forestille mig, at denne film skal ses flere gange, mens jeg glædeligt sætter ’Gremlins’ på igen og igen. Men ’The Hole 3D’ er faktisk en ret ideel film til en søndag eftermiddag med lidt sommerregn uden for – og en oplagt mulighed for at invitere de yngre venner og familiemedlemmer med inden for i horror-universet.

Fakta

• About
• Latest Posts

Karina "ScreamQueen" Adelgaard

Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

Latest posts by Karina "ScreamQueen" Adelgaard (see all)

• Havoc – Anmeldelse | Netflix (3/6) - 25/04/2025
• YOU: Sæson 5 – Anmeldelse | Netflix - 24/04/2025
• Good American Family – Anmeldelse | Disney+ - 22/04/2025