:: Anmeldelse ::
OH.MY.GOD. Det er fornemmelsen, man sidder med flere gange undervejs i filmen… Og ikke mindst bagefter. Indrømmet, jeg elsker at blive forarget af totalt politisk korrekt opførsel. Altså ikke det der oplagte og super søgte provokation, som eksempelvis visse scener i ‘A Serbian Film’ kom til at lide under. Nej, jeg tænker på det der helt grundlæggende forskruede ”mindset”, som man stødte på i ‘The Human Centipede’. Hvor der sker noget, og man både før, under og efter, griber sig selv i at tænke “Det gør/gjorde/sagde han fand’me da ikke lige!”. Det er den uforfalskede menneskelige natur i sin mest rå form; Hvis vi kan slippe af sted med at gøre lige præcis, hvad vi har lyst til, så er der visse mennesker, der bare ikke har noget naturligt filter. Kald det etik, moral eller bare simpel fornuft og empati. Familieoverhovedet i denne film (faderen) besidder ingen af førnævnte egenskaber. Man han er vaskeægte psykopat i den forstand, at han kan charmere og vise den helt igennem sympatiske overflade, når det tjener ham et formål.
Alle skuespillere i denne film er helt igennem fantastiske, men alligevel må faderen og sønnen fremhæves for deres portræt af kolde og beregnende personer. Sønnen er dog også en del angst for farmand, men deler hans psykotiske tendenser, så han forstår ham formentlig bedre end nogen anden i familien. Også The Woman leverer en pragtpræstation uden reelt at have en eneste forståelig replik.
Det er en brutal, men også livsbekræftende historie, hvor persongalleriet ligger rigtig godt i tråd med instruktøren Lucky McKee’s tidligere film. Her tænker jeg især på ‘The Lost Ones’, der – ligesom denne – er helt igennem karakterdrevet, selvom der også er en voldsom og spændende historie til at føre plottet frem. Jeg husker også tydeligt den første af hans film, jeg så for mange år siden – nemlig ‘May’ (2002) ved et Movie Midnight Madness arrangement i CinemaxX, hvor hovedrollen bliver spillet af Angela Bettis, der også spiller den underkuede mor i ‘The Woman’. Hans film er skæve og ubehagelige på den rigtige måde, og jeg må indrømme, at McKee er ved at blive en af mine favorit manuskriptforfattere/ instruktører, så jeg glæder mig til at se, hvad hans fremtidige projekter byder på!
Trivia
‘The Woman’ er også udgivet som bog samtidig med filmen. Den er skrevet af Lucky McKee og Jack Ketchum, som begge har skrevet manuskriptet til filmen. Se bogen her.
Fakta
(Originaltitel: The Woman)
DVD/Blu-ray: 10-01-2012
Genre: Horror | Drama
Instr.: Lucky McKee
Medv.: Angela Bettis, Pollyanna McIntosh, Sean Bridgers m. fl.
Land: USA, 2011
Er jeg den eneste, der havde lyst til at nakke den far SÅ hårdt i løgene??
Er der nogen der har set Offspring, som denne er en direkte fortsættelse af, endda med den samme skuespillerinde i rollen som Kvinden?
Den får ikke de bedste anmeldelser.
Har ikke selv set den, men er da nysgerrig.
Skuffende! Ikke det traileren ligger op til. Musikken er forvirrende, og passer ikke til filmen.. Da kvinden bliver fanget bider hun på meget urealistisk vis en del af den psykopatiske mands ene finger, og man tænker – det bliver nok en splatterfilm, men nej og så alligevel ja – til allersidst.. Midt i filmen keder man sig lidt og funderer over om det man ser er en krimi, gyser eller noget helt 3de. Filmens sidste 10-15 min. er gode, om end de til tider er u-realistiske og ufrivilligt grinagtige – come on! Ikke engang en bjørn kan hive indvoldene ud af et menneske på den måde! 2 ud af 6 stjerner fra mig 🙂