BECKY er en ny hævn-thriller på Viaplay med Lulu Wilson (Annabelle: Skabelsen) i hovedrollen. Der er altså smæk for skillingen, og den kan snildt kaldes en blodig Alene Hjemme. Så er underholdningen i dén grad hjemme. Læs vores Becky filmanmeldelse her!

BECKY er en ny hævn-thriller på Viaplay, der snildt bør kunne underholde de fleste. Selvom den person, der skal hævne sig, er en yngre pige, så er filmen altså ret voldsom og blodig. På den gode måde!

Derfor er sammenligningen med Alene hjemme også ret oplagt. Kevin er nu bare en pige ved navn Becky, og i stedet for kæk humor, så er det blodigt alvor.

Læs videre på vores Becky filmanmeldelse herunder, og find den på Viaplay fra 20. februar 2021.

Lulu Wilson i titelrollen

Her hos Heaven of Horror indrømmer vi gerne, at vi er begejstrede for den unge Lulu Wilson. Godt nok blev hun født knap en håndfuld år, før vi lancerede dette website (hun er fra 2005, HoH er fra 2009), men hun har jo allerede været med i et væld af ikoniske gyser-produktioner.

Lulu Wilson debuterede endda i gyserfilmen Deliver Us from Evil (2014). Derudover kender du hende fra Mike Flanagans Ouija: Origin of Evil (2016) og David F. Sandbergs Annabelle: Skabelsen (2017). På tv-serien fronten har hun også være med i den geniale Netflix gyserserien The Haunting of Hill House samt Sharp Objects på HBO.

Alligevel er vi nået til et helt nyt (og spændende) niveau med Becky. Faktisk kunne Lulu Wilson lige så godt gå hen og blive action-stjerne, hvis hun brænder for det. Selvom, helt ærligt, der er intet, der slår dét at være “The Final Girl”.

Becky byder desuden på nogle skønne biroller, hvor skurken spilles af Kevin James. Ja, ham fra Kongen af Queens tv-serien og Mall Cop filmene. Det er en helt anderledes rolle for Kevin James, og det klæder ham faktisk! Derudover spiller Amanda Brugel (Dare Me) en vigtig birolle sammen med Joel McHale (Deliver Us from Evil), der er Beckys far.

Becky (2020) Viaplay anmeldelse

Se Becky på Viaplay

Becky er instrueret af Jonathan Milott og Cary Murnion. De to debuterede med gyser-komedien Cooties (2014) og fulgte op med Bushwick (2017), før dette blev deres tredje film. Indtil videre har de ikke ramt helt skævt, så jeg glæder mig allerede til deres næste projekt.

Manuskriptet er skrevet af Nick Morris, Lane Skye og Ruckus Skye. Det er første produktion for Nick Morris, mens Lane Skye og Ruckus Skye har en del andre forfatterskaber på deres CV. Blandt andet har de skrevet filmen Reckoning (2019) – der ikke skal forveksles med Neil Marshalls nye makværk The Reckoning – som de også instruerede sammen.

Med Becky ser vi nu også Lulu Wilson spille en ældre karakter, og det lover altså ret godt. Nu har vi efterhånden set hende vokse op gennem hendes roller i gyserfilm over årene. Denne nye karakter bærer på smerte af en ny art, men samtidig er hun da helt sikkert en person, man ønsker på sit hold, når zombierne kommer.

Og nej, der er altså ingen zombier i Becky. Derimod ser vi en pige, der bare slagter de mennesker, der prøver at slå hende ihjel. Ja, sådan er det altså. Med andre ord skal du også lige give denne film en chance!

Becky har premiere på Viaplay lørdag den 20. februar 2021.

FAKTA

Instruktører: Cary Murnion & Jonathan Milott
Manuskriptforfattere: Nick Morris & Ruckus Skye & Lane Skye
Medvirkende: Lulu Wilson, Kevin James, Amanda Brugel, Robert Maillet, Joel McHale

Plot

En teenager tilbringer weekenden med sin far i en hytte ved en sø, men det går helt galt, da en gruppe straffefanger bestemmer sig for at skabe kaos i deres liv.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.