The Cry er en britisk thriller tv-serie, der primært foregår i Australien. Historien og udformningen tåler snildt sammenligning med både The Sinner og Big Little Lies. Og det gør kvalitetsniveauet absolut også!

The Cry er en miniserie på kun 4 afsnit, så den kan snildt binge-watches. Dog kommer der kun ét afsnit om ugen på C More, der viser serien. Det var dog også tilfældet, da serien blev vist på BBC One, hvor den endnu ikke er afsluttet.

Vi er set de første tre afsnit, og vi kan næsten ikke vente på at få det fjerde og sidste afsnit af The Cry.

Britiske Jenna Coleman (Doctor Who) og australske Ewen Leslie (Top of the Lake) spiller hovedrollerne. Det passer sådan set meget fint med, at langt det meste af den britiske tv-serie foregår i Australien.

Skønt cast og persongalleri

Når vi skal følge nogle karakterer i en tv-serie, så skal de gerne vække ét eller andet i os. Om så det er had, sympati eller afsky er næsten ligegyldigt. Bare man føler noget for personerne. Dét kommer du helt sikkert til med The Cry.

Personligt er der især én karakter, jeg virkelig ikke kan lide. Sådan har jeg haft det fra første afsnit, og det har ikke ligefrem ændret sig. Det tror jeg faktisk heller ikke er meningen, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg er ved at snyde mig selv.

Og ja, det gælder en af hovedrollerne. Jeg kan nemlig ikke udstå Alistiar, der spilles af Ewen Leslie.

Til gengæld har Jenna Coleman karakteren, Joanna, længe været et mysterie. Hende tror jeg dog, at jeg er ved at få på plads nu. Det er helt sikkert også meningen, da hun har den primære hovedrolle.

Hendes karakter-udvikling minder desuden ret meget om Jessica Biels i The Sinner. Selvom deres historier er vidt forskellige.

Læs også: Anmeldelsen af The Sinner sæson 1 med Jessica Biel, der blev Emmy-nomineret for sin rolle >

Det geniale plot i The Cry

Præcis som det var tilfældet med både HBO Nordic’s Big Little Lies og tv-serien The Sinner (der kun er udkommet på DVD herhjemme), så er plottet fantastisk skruet sammen.

Vi får hele tiden brudstykker, som vi så får lov til at beskue fra flere vinkler. Efterhånden som historien skrider frem, så ser man disse brudstykker i et stadig mere klart lys.

Med andre ord, så skal du endelig ikke give fortabt efter afsnit 1 af The Cry. Det er ikke fordi series starter dårligt, men man kan undre sig over karakterernes opførsel eller valg. Dette ændrer sig dog over tid, når flere detaljer kommer på plads.

Med slutningen af afsnit to begynder det at blive ret vildt. Og med afsnit tre begynder du nok virkelig at danne dine egne nye teorier. Det har vi i hvert fald gjort og afventer nu afsnit fire, så vi kan se om, vi har ret i vores gæt.

Erfarne kræfter bag serien

Glendyn Ivin har instrueret alle fire afsnit af The Cry. Han lader til at have et rigtig godt greb om netop dette miniserie koncept. Det er da også noget, han har lavet mange gange før, da han har instrueret flere miniserier i løbet af de sidste 5-6 år.

The Cry er baseret på en roman af Helen Fitzgerald, mens selve manuskriptet til serien er skrevet af Jacquelin Perske. Også Jacquelin Perske har meget erfaring med at skrive til tv-serier. Hun har dog også skrevet et enkelt filmmanuskript med Little Fish, der havde Cate Blanchett i hovedrollen.

Hvis du er til thriller og krimi serier, hvor plottet udvikler sig og skifter kurs (på realistisk vis), så er The Cry helt sikkert noget for dig. Og ja, du bliver sikkert ramt af mange forskellige følelser undervejs. Men det betyder jo bare, at virkemidlerne rammer plet.

The Cry begynder på C More lørdag d. 13. oktober 2018. Derefter kommer et afsnit om ugen, så inden for en lille måned er mysteriet (formodentligt) løst.

FAKTA

Premiere: 13. oktober 2018 på C More. Ny episode hver lørdag.
Instruktør: Glendyn Ivin
Medvirkende: Jenna Coleman, Ewen Leslie, Asher Keddie, Kate Dickie

PLOT

Da et spædbarn forsvinder i en lille kystby i Australien, må et ægtepar håndtere den utænkelige tragedie – både i det offentlige søgelys og bag lukkede døre.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.