:: Anmeldelse ::

Jeg indrømmer blankt, at jeg er stor dyreelsker og derfor altid kommer til at holde med dyrene. Sådan er det bare! Men i denne historie er det faktisk helt fint med denne holdning som udgangspunkt, da det er regulær overlevelse, og der derfor ikke er nogen, der ønsker dyrene ondt – eller vil lade disse dyr lide unødigt – og så kan jeg pludselig være med igen. Alle kæmper for overlevelse, og det må jo siges at være fair nok. Om der så tages de bedste og mest logiske beslutninger, er en ganske anden sag.

‘The Grey’ er langt henne ad vejen solid spænding, der fungerer fantastisk på det store lærred. Jeg kunne dog godt have undværet en del af de mere langsomme pasager, hvor vi skal komme tættere på personerne – eller bare have dem cuttet godt ned. Det trækker tempoet ud af historien og bidrager ikke med nok til, at det helt kan forsvares. Men ser man bort fra dette minus, så er der altså rigelige mængder spænding og uhygge.

Liam Neeson er som altid en virkelig dygtig skuespiller, der også her giver en gennemarbejdet præstation, som i den grad løfter filmen. Især kombinationen af hans styrke og svaghed (som han anerkender og aldrig skjuler i det meget macho miljø) løfter karakteren meget. Og scenerne, hvor han ser sit livs store kærlighed i drømme, binder nutidsplottet virkelig godt sammen med hans fortid og fungerer rigtig godt for mig. Resten af castet fungerer også fint, hvilket igen løfter filmen og plottet, men det er Liam Neesons film! Det sjove af det hele er, at det faktisk var Bradley Cooper, der oprindeligt havde fået hovedrollen – men han blev erstattet af Liam Neeson senere hen. Det havde da også været en helt anden film med Bradley Cooper i front.

Effekterne er gode, og selve flystyrtet er virkelig flot eksekveret – både effekter og stilvalget. Men jeg synes, det halter en smule med ulvene, når vi skal se dem tæt på, uden at en “ægte” ulv eller ulvehund kommer på banen. Det ødelægger ikke filmen, men det kan ikke undgå at trække lidt ned.

Det er Joe Carnahan, der instruerer – han har tidligere lavet bl.a. ‘The A-Team’ og ‘Smokin’ Aces’. Han har ligeledes været med til at skrive manuskriptet til ‘The Grey’ sammen med Ian Mackenzie Jeffers, som ellers kun tidligere har skrevet den eminente ‘Death Sentence’ fra 2007. De forstår at give en thriller/action-film noget mere kød på – men desværre ender ‘The Grey’ kun lige over middel, da tempoet simpelthen bliver for langsomt i nogle perioder.

OBS! Der er en ekstra scene efter rulleteksterne, så lad være med at smutte, straks når rulleteksterne kører…

Fakta

(Originaltitel: The Grey)

Biografpremiere: 15-03-2012
Genre: Thriller | Action
Instr.: Joe Carnahan
Medv.: Liam Neeson, Dermot Mulroney, James Badge Dale m.fl.
Land: USA, 2011

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg