:: Anmeldelse ::

Måske man bør se de to forrige film lige op til, for jeg var i hvert fald en del forvirret undervejs i filmen, når det lod til, at de henviste til historien fra The Grudge 1 og 2. Denne 3’er har da sine (få) øjeblikke, hvor man lige hopper i sæddet, men som oftest kommer man altså bare til at grine.

De grå ånder (eller spøgelser, om man vil) er efterhånden blevet virkelig komiske. Drengen – hvis rolle består i at sidde stille og derefter åbne munden og lyde som en kat – er nu blevet en lyseblå selvlysende farve i visse scener, hvor han tidligere var mere askegrå. Og kvinden minder nu mere om en psykotisk performance artist, der vælter rundt på gulvet og raller, mens hun ligner en, der mest af alt lider af kogalskab. Det er ikke synderligt uhyggeligt, men det er nu egentlig ret morsomt. Som mine medtilskuer kommenterede, så var der mere "Scary Movie" over filmen, end der var japansk-inspireret gyser.

Jeg har meget svært ved at tage denne opfølger alvorligt, men skuespillerne gør da, hvad de kan. De gør det dog bare ikke særlig godt, hvilket også ville være overraskende med så tynd en historie. Det kunne egentlig have været godt, hvis man følte, det var med vilje, og formålet var at lave en kitch B-film vinkel, men det lader desværre ikke til at være tilfældet. Se den bare for morskabens skyld… for uhyggen kommer du til at kigge langt efter. 

:: Heaven of Trivia ::

Utroligt nok, så har de til denne 3’er fået castet en af de større horror-personligheder til en mindre rolle. Shawnee Smith, som de seneste år har spillet Jigsaw’s hjælper Amanda Young i ‘Saw"’-filmene, giver en af filmens eneste se- og troværdige horror-præstationer som Dr. Sullivan.

Fakta

(Originaltitel: The Grudge 3)

På DVD: 08-06-2010 (region 2, DK)
Genre: Gyser
Instr.: Toby Wilkins
Medv.: Johanna Braddy, Gil McKinney, Matthew Knight, Shawnee Smith m.fl. 
Land: USA | Japan, 2009

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.