Fatal Affair er en ny Netflix-thriller med Nia Long og Omar Epps. Det er to skuespillere, jeg normalt godt kan lide. Lige denne omgang er dog ret kedelig og forudsigelig – selv titlen spoiler. Jeg vil derfor ikke kalde den en god Netflix-film, men den underholder da. Læs vores fulde Fatal Affair anmeldelse her!

FATAL AFFAIR er en ny Netflix-thriller med Nia Long og Omar Epps i de altafgørende hovedroller. Både titlen og plakaten fortæller allerede ret meget om, hvad du skal forvente. Har du set traileren, er der virkelig ikke mange overraskelser tilbage.

Men okay, det er nok heller ikke lige den slags film, der skal overraske. Tværtimod er hele formålet med film i denne niche, at de skal være lige ud ad landevejen. Publikum skal gerne kunne lure hele baduljen på forhånd og bare give sig hen til fortælling. Ligesom med en sæbeopera. Og i den henseende leverer Fatal Affair faktisk varen. Det er bare ikke en vare, jeg er synderlig interesseret i.

Til gengæld anerkender jeg hjertens gerne, at ligesom jeg nyder en vanvittig gyser-komedie, så er dette en niche, andre elsker. En regulær “guilty pleasure”, og dét skal jeg bestemt ikke tage fra nogen.

Læs resten af vores Fatal Affair anmeldelse herunder, og se filmen på Netflix nu.

Nia Long og Omar Epps genforenes

Jeg har altid været glad for både Nia Long og Omar Epps, der også spillede sammen i filmen In Too Deep fra 1999. Den bliver nærmest referet til her i Fatal Affair, da de taler meget om, at de to ikke har set hinanden i omkring 20 års tid. Dét er da meget hyggeligt… men heller ikke mere.

Jeg tænker altid først og fremmest på Nia Long som Will Smiths kæreste i The Fresh Prince of Bel-Air. Eller Rap fyr i L.A. som serien naturligvis hed på dansk. Hun var dog senest med i hajgyser-opfølgeren 47 Meters Down: Uncaged. Og faktisk har Nia Long medvirket i en del genrefilm gennem årene. Fra Stigmata tilbage fra 1999 til fantasy-thrilleren Premonition (2007) med Sandra Bullock.

Omar Epps har da også lavet en del genrefilm, som Dracula 2000 og Scream 2. Sidste år spillede han desuden hovedrollen i sci-fi filmen 3022. Jeg tænker dog altid på filmen Higher Learning (1995), når jeg hører hans navn. Det er utroligt, som nogle roller bare hænger ved. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at Omar Epps spiller et rigtig møgdyr i Fatal Affair.

Helt fra starten er det tydeligt, at han er en skidt karl. Det er da heller ikke så få mennesker, der må lade livet undervejs i denne nye film på Netflix.

Fatal Affair Netflix anmeldelse

Se Fatal Affair på Netflix nu!

Peter Sullivan er instruktør og medforfatter på Fatal Affair. Manuskriptet er skrevet sammen med Rasheeda Garner, der før denne film var manuskriptforfatter på en jule-tv-film. Noget, der absolut ikke vil være en overraskelse, når du har set denne nye Netflix-film. Det er nemlig en meget klassisk tv-film, hvor det hele er frygteligt undervejs, men naturligvis ender med et lille smil og glad baggrundsmusik.

Peter Sullivan selv har da også lavet rigtig mange jule-tv-film tidligere. Der er jo et kæmpe marked for den slags, så det er vist fast arbejde. Derudover skrev og instruerede han også Netflix-filmen Secret Obsession, der udkom næsten præcis et år før Fatal Affair. Hvis du kunne lide dén film, vil du nok også nyde denne nye film, da det er mere af det samme.

Læs også: Vores anmeldelse af Netflix-thrilleren Secret Obsession af samme instruktør her >

Fatal Affair er på alle måder lavet efter en velkendt (og ret fortærsket) skabelon, men okay, “if it ain’t broke, don’t fix it”. Publikum i millionvis sluger dette råt, så naturligvis bliver der lavet flere af samme skuffe. Jeg kan simpelthen ikke sige, at denne Netflix-film er god, men produktionskvaliteten fejler absolut intet, og målgruppen vil nok være tilfreds.

Er det noget for dig, så siger jeg bare god fornøjelse. Nyd den! Jeg kunne nemlig ikke.

Fatal Affair er ude på Netflix fra den 16. juli 2020.

FAKTA

Instruktør: Peter Sullivan
Manuskriptforfattere: Rasheeda Garner, Peter Sullivan
Medvirkende: Nia Long, Omar Epps, Stephen Bishop, Aubrey Cleland, Maya Stojan, Kj Smith

Plot

En advokat bliver fanget i en skræmmende kattens leg med musen, da en drink med en gammel ven fører til en besættelse, som bringer alle, hun elsker, i farezonen.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.