:: Anmeldelse ::

Lad mig advare med det samme; Har du set traileren, så har du reelt set hele plottet, tæt ved alle de gode scener og så sandelig al fremdrift i filmen. Det er ikke fordi, filmen er uspændende og dårlig… hvis det havde været en kortfilm! Problemet er nemlig, at der er kedsommelig lidt fremdrift i filmen, og indledningsvist er det egentlig helt OK, da vi føler med den traumatiserede pige – det er offeret fra første film, vi følger i denne – men efter lidt tid bliver det bare jævnt kedeligt og virkelig irriterende.

Jeg vil dog gerne fremhæve, at når filmen fungerer, så er der en dejlig snigende uhygge og velplacerede effekter. Uanset hvor mange gange man ser kroppe fordrejede i underlige positioner, så finder jeg det stadig dybt fascinerende. Og dog, jeg endte faktisk med at være faretruende nær min grænse, da det bare skete igen og igen, så man nærmest troede, filmen var gået i hak. Der skete nemlig ikke synderligt meget mellem disse akrobatiske øvelser.

Hovedrollen spilles af Ashley Bell, og hun leverer det, hun skal. Det gælder faktisk hele castet, da det virkelig er historien, der er for tynd. Instruktøren er denne gang Ed Gass-Donnelly, der tidligere har lavet primært kortfilm, hvilket muligvis er, hvad han skal holde sig til, indtil han har materialet til en spillefilm. Han har da også selv været med til at skrive manuskriptet sammen med Damien Gazelle, der tidligere kun har skrevet en enkelt kortfilm og spillefilm, som han også instruerede. Jeg har ikke set disse to produktioner, men de står med overordentlige fine karakterer inde på IMDB, så hvem ved, hvad pokker, der er gået galt med denne film.

Fakta

DVD-premiere: 15-08-2013
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Ed Gass-Donnelly
Medvirkende: Ashley Bell, Julia Garner, Spencer Treat Clark m.fl.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.