:: Anmeldelse ::

De unge menneskers sind kan være meget let påvirkelige, og er man en ung teenagepige på kostskole, så er ens verden måske lidt mere afgrænset, og det hele bliver mere intenst. I hvert fald når vi befinder os år tilbage, og derfor hverken har computer eller mobiltelefoner som informationskanaler.

Med disse præmisser, som rammerne for en horrorhistorie, er man godt fra start. Det skal dog understreges, at denne film ikke er hardcore horror med blod og splat, men derimod en mere psykologisk og overnaturlig thriller, hvor fantasi og virkelighed blandes sammen, så man som tilskuer heller ikke helt ved, hvor grænsen går. Der er dog eksempler på, at flere piger ser samme overnaturlige ting, så med mindre vi er vidne til en massepsykose, kan vi vist godt antage, at vores unge hovedperson har ret i sine tanker omkring den mystiske nye pige.

Alle skuespillerne er forholdvis unge og relativt ukendte – selvom flere af dem har erfaring fra en lang række film og TV-produktioner. Scott Speedman er dog også med i en væsentlig birolle, og leverer en solid præstation, der er meget nuanceret.

Filmen er baseret på en roman af Rachel Klein, mens manuskriptet er skrevet af Mary Harron, som også står for instruktionen. Og det er bestemt ikke småting, hun tidligere har stået bag. Det var således hende, der lavede filmatiseringen af ‘American Psycho’ fra 2000 – både som instruktør og medforfatter til manuskriptet. Jeg var personligt begejstret for ‘The Moth Diaries’, da jeg synes, den er fascinerende og medrivende, men alligevel kan jeg ikke komme udenom, at den også var lidt for langtrukken til tider, og det trækker desværre ned i det samlede resultat.

Fakta

(Originaltitel: The Moth Diaries)

DVD/Blu-ray: 23-10-2012
Genre: Horror | Thriller 
Instr.: Mary Harron 
Medv.: Sarah Bolger, Lily Cole, Scott Speedman, Anne Day-Jones, Sarah Gadon, Judy Parfitt m.fl.
Land: Canada | Irland, 2011

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg