The Reef er den første film, hvor der bruges rigtige, levende hvidhajer til alle optagelser. Dette alene gør filmen mere realistisk end mange andre hajfilm, hvor man ofte sætter hajklip ind i filmen, hvilket i langt de fleste tilfælde (Jaws undtaget) ikke giver samme effekt.

Netop Jaws spillede på det psykologiske, som Steven Spielberg jo er så eminent til, og faktisk prøver The Reef at bruge lidt af samme opskrift. Der snakkes meget, men det bygger karaktererne op. Persongalleriet bruges perfekt til hele tiden at “please” publikum ved at stille nogle af de spørgsmål, som man sikkert selv ville stille, hvis man var i samme offerrolle ude på åbent hav – og som man sidder med som publikum til filmen.

Filmen foregår, ikke overraskende, i havet og minder meget om Open Water (USA, 2003), hvor vi følger et par, der er efterladt ude på åbent hav. Det kan lyde kedeligt, at man “bare” følger denne gruppe mennesker ude i vandet, men det er altså spændende hele vejen igennem.

Der er de hårde beslutninger om, hvorvidt man tager chancen og svømmer mod land – måske, for det er uden kompas eller viden om, hvor langt der er – eller man bliver på noget flydende og håber på at blive reddet, hvis man venter længe nok. Begge muligheder involverer sammen risiko: Hajerne er til stede og kan komme og spise dig. Og så er den også den lille detalje, at du er omgivet af vand, men ikke kan få noget at drikke… til gengæld kommer du med garanti til at fryse, når solen går ned.

Skræmmende på den realistiske måde

Det er en utrolig skræmmende tanke, som virkelig rammer hårdt hos mig: At være fanget uden at være lukket inde af nogen! Det er bare den barske natur og uheldige omstændigheder, så du kan ikke snakke dig ud af problemerne, men bare kæmpe og håbe… Eller give op.

Netop disse følelser og overvejelser leverer skuespillerne utrolig fornemt. Man bliver overrasket over, hvordan de forskellige reagerer. Præcis som det altid er i pressede situationer. Pludselig er det den stille mus, der træder i karakter og ved præcis, hvad der skal til, mens den store stærke machomand pludselig bliver en kujon, når det hele presser på.

Alt løses på fornem vis i The Reef, så når karakteren alligevel ikke når helt op, er det kun fordi, det ikke bliver en klassiker som f.ek.s Jaws, og man ikke er helt blæst bagover. Det er en speciel form for gys, og det er ikke for alle. Det er realisme på den rå og fascinerende måde.

​

FAKTA

Genre: Horror | Thriller
Instr.: Andrew Traucki
Medv.: Adrienne Pickering, Gyton Grantley, Zoe Naylor, Damian Walshe-Howling, Kieran Darcy-Smith m.fl.
Land: Australien, 2010

Plot

Fem venner nyder en uge på havet omkring Great Barrier Reef i Australien. Langt ude til havs sejler de dumdristigt og havner i vandet. De hager sig chokerede fast på den kæntrede båd og opdager, at en stor bid af skroget er borte. Fire af dem bestemmer sig for at svømme mod fastlandet, mens den femte vælger at blive og vente på hjælp. Snart indser vennerne, at de forfølges af en gigantisk hvidhaj…

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg