:: Anmeldelse ::

Sjældent har en film leveret så godt et twist – og nærmest også genreskifte – som det er tilfældet med ‘The Tall Man’. Jeg havde gætterier og anelser, men intet som hvad der rent faktisk viste sig at være tilfældet. Og så vil jeg ikke tale mere om det, da det vil ødelægge oplevelsen af denne film.

Lad mig i stedet tale om skuespillet, der på alle fronter er forfriskende godt. Vi får historien leveret til dels via flashbacks, og alle virker som om, de skjuler ét eller andet, som man løbende får lidt større indblik i og forståelse for. Der er ingen, der overspiller, men derimod en dejlig masse underspillet drama, der reelt munder ud i en sær uhygge, da alle virker som skurke alene på grund af den ubekendte faktor.

Jessica Biel spiller den dominerende hovedrolle og leverer en præstation betydelig over det niveau, vi hidtil har set hende give. Nu har jeg også haft et lidt spøjst forhold til hendes skuespil, da hun ofte har skullet spille den samme karakter i forskellige film, men det ændrer sig med ‘The Tall Man’. Derudover vil jeg meget gerne fremhæve Stephen McHattie (‘A History of Violence’ og ‘Pontypool’) og Samantha Ferris (‘Grace’ og ‘The 4400’).

Manuskript og instruktion står Pascal Laugier for, og alene på grund af hans film ‘Martyrs’ (2008, Frankrig/Canada) vil jeg til enhver tid vælge at se samtlige film fra hans hjerne og hånd. Han er en fantastisk historiefortæller på både det visuelle og indholdsmæssige plan, og han formår at lade de små detaljer komme til sin ret, når sløret stille og roligt trækkes til side på vej mod den fulde afsløring. Det kommer også klart til udtryk i denne film, selvom jeg dog ikke vil mene, den er i samme klasse som netop ‘Martyrs’ – men den film er også nærmest blevet en kultklassiker, så det ville vist være unfair. Men se dog alligevel endelig denne film, hvis du kan lide Laugiers tidligere arbejde. Jeg blev i hvert fald ikke skuffet. Tværtimod blev jeg meget positivt overrasket på flere plan. Du skal dog ikke forvente klam splat og blod i vilde mængder, når du ser ‘The Tall Man’.

Fakta

(Originaltitel: The Tall Man)

DVD/Blu-ray: 16-04-2013
Genre: Thriller
Instr.: Pascal Laugier
Medv.: Jessica Biel, Jodelle Ferland, Teach Grant, William B. Davis, Samantha Ferris m.fl. m.fl.
Land: USA | Canada | Frankrig, 2012

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.