:: Anmeldelse ::

Lad os bare få svesken på disken med det samme: Kunne du ikke lide de forrige film i ‘Twilight’-serien, så gør dig selv og alle andre en tjeneste og hold dig væk fra denne. Det er absolut ikke værre (tværtimod!), men der er alle de samme udfordringer i denne som i de andre film. Der er utrolig meget sæbeopera-lignede drama på tøsen! Sådan er det bare, det er teen-drama og har for pokker da aldrig påstået at være andet. Deal with it!

Når det så er sagt, vil jeg i samme ombæring også afsløre, at jeg ikke har læst bøgerne og derfor ikke ved, hvordan filmatiseringen er i forhold til disse – når det afsløres, at en bog eller bogserie skal filmatiseres, så undgår jeg at gå i gang med denne om muligt. Det er altid bedre at læse bogen bagefter og få en slags extended version, end at gå skuffet fra biografen over alt det, man måske mener mangler.

Og lad os SÅ komme videre til selve filmen. Heldigvis er ‘Breaking Dawn’ del 1 og 2 lavet ud i et, hvilket betyder, vi i denne omgang ser en meget ren overgang mellem filmene – ikke mindst i forhold til karakterernes udseende. Derudover virker det som om stilen holdes langt mere stringent, hvilket klæder afslutningen. Ikke mindst hvis man lige har genset nogle af de forrige film, hvor det er tydeligt, at mange forskellige instruktører har siddet ved roret.

Med ‘Breaking Dawn’-filmene er det Bill Condon, der har stået for instruktionen, og det er altså samme mand, der stod bag filmene ‘Kinsey’ (2004) og ‘Dreamgirls’ (2006), og desuden har vundet en Oscar som manuskriptforfatter for ‘Gods and Monsters’ (1998) – og været nomineret til yderligere en for ‘Chicago’ (2002). Manuskriptet til samtlige ‘Twilight’-film har Melissa Rosenberg dog stået for (på baggrund af Stephanie Meyer’s bøger naturligvis), men det er ikke fordi, Rosenberg ellers er ukendt. Mens hun har skrevet manuskripter til ‘Twilight’, har hun f.eks. også været manuskriptforfatter på hele 11 afsnit af ‘Dexter’ og er medforfatter til den kommende ‘Highlander’-film.

Skuespillet er på højde med det, vi har set i de andre film, og reelt også bedre, da alle har større indsigt og er mere velbevandret i deres respektive karakter. Jeg vil ikke afsløre så pokkers meget her, da det aldrig har været vores stil her på Heaven of Horror, men jeg kan dog sige, at jeg i denne film for første gang ikke er irriteret over nogen af skuespilpræstationerne. Der er få stykker, som er lidt vel karikerede, men det virker som en meget bevidst stil.

Ift. horror-indholdet i denne film, så har der aldrig fløjet så mange afrevne hoveder rundt i filmserien! Dog sparer de nærmest fuldstændig på blodet – de skulle jo lige have den der PG-13 aldersbegrænsning (11 år i Danmark) i hus, så de ikke rammer forbi den primære målgruppe.

Personligt synes jeg på ingen måde, det er vemodigt, at det er overstået, men det er til gengæld meget interessant, at man – her ved afslutningen – fornemmer hvor lang tid dette univers har strakt sig over, og hvor meget det har fyldt i mediebilledet (og for mange Twilight fans). Men afslutningen af denne film er en af de vel nok bedste og mest respektfulde rulletekst-visualiseringer, jeg kan huske at have set. Det er en utrolig fornem afslutning, og for mig løftede det hele dette afsluttende kapitel op på et højere niveau end den enkeltstående film egentlig fordrer. Men har du set nogen af ‘Twilight’-filmene, så kan jeg kun på det varmeste afbefale, at du også ser denne. Det er på alle måder en elegant afslutning på sagaen.

Fakta

(Originaltitel: The Twilight Saga: Breaking Dawn – Part 2)

Biografpremiere: 15-11-2012
Genre: Fantasy | Romantik | Gyser | Thriller
Instr.: Bill Condon
Medv.: Kristen Stewart, Robert Pattinson, Taylor Lautner m.fl.
Land: USA, 2012

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.