:: Anmeldelse ::

Lige siden vi så den første trailer til ’Walking Dead’, har vi glædet os til at få lov til at se den. Vi har ikke læst tegneserien af Robert Kirkman, som ligger til grund for TV-serien, men bare det at Frank Darabont står bag serien, er i vores bog et kvalitetsstempel! Darabont stod bl.a. bag ’Shawshank Redemption’ (1994) samt filmatiseringerne af Stephen King’s ’The Green Mile’ (1999) og ’The Mist’ (2007). Kirkman selv var også til stede under optagelserne af hele denne sæson, så det må siges at være optimale vilkår for en filmatisering. Og for pokker, hvor det holder! ’The Walking Dead’ skuffer absolut ikke, og det kan ikke overraske, at denne lille horror-perle blev sidste efterårs helt store TV-hit i oprindelseslandet USA.

Vi ser zombier af den traditionelle art, hvilket vil sige, de er langsomme rovdyr, der kun har én drift: At finde føde – desværre er det andre levende mennesker, som derfor må løbe stærkt og være kloge for ikke at blive spist og omdannet til zombier. Der er intet nyt over ’The Walking Dead’, men serien har en ualmindelig lækker stemning i form af den cinematografiske stil, og historien bæres fornemt frem med en karakteropbygning, der suppleres med zombiesplat. Derudover kommer der meget konkrete persondetaljer frem, som igen giver historien en ekstra dimension og løfter niveauet.

På sin vis er det en fornem blanding af traditionelle zombiefilm i stil med ’Resident Evil’-serien og ’28 Days Later’, ligesom filmen helt i tråd med disse, starter med at vores hovedperson vågner på et hospital og indser, at hele vejen er faldet fra hinanden. Samtidig er der også elementer af opdagelse og sammenhold, som vi så det i TV-serien ’LOST’. Det er netop kombinationen af horror og drama, der giver historien fremdrift og bredde, som fungerer ualmindeligt godt.

Herfra glæder vi os skræmmende meget til anden sæson frigives, men den skal først vises på TV i USA til Oktober 2011, så det er perfekt timing til Halloween. Desværre betyder det også, at vi må væbne os med tålmodighed og acceptere, at ventetiden nok bliver i zombie-slowmotion.

BONUS: Nu hvor ventetiden nok bliver ualmindelig lang, kan vi i mellemtiden muntre os med hele 90 minutters bonusmateriale, som bl.a. omfatter de traditionelle ”Making of” og ”Behind the scenes” samt en håndfuld helt særlige lækkerier, som vi nu vil kaste os over.

Heaven of Trivia

Ordet ”zombie” bliver ikke brugt en eneste gang i første sæson. Generelt betegnes ”the walking dead” i stedet primært som Walkers, hvilket også må siges at være helt i tråd med titlen.

Fakta

(Originaltitel: The Walking Dead)

På DVD/Blu-ray: 17-05-2011
Genre: Horror | Drama
Instr.: Frank Darabont, Ernest R. Dickerson, Guy Ferland, Gwyneth Horder-Payton, Michelle Maxwell MacLaren, Johan Renck
Medv.: Jon Bernthal, Jeffrey Demunn, Laurie Holden, Andrew Lincoln, Adam Minarovich, Chandler Riggs, Michael Rooker m.fl.
Land: USA, 2010

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.