Lige fra starten er det tydeligt, at Sorgenfri har et højt niveau og følger en klar rød tråd, der har fokus på det menneskelige; Hvordan reagerer vi mennesker, når vi bliver udsat for en udefrakommende trussel? Den engelske titel What We Become er på sin vis meget mere sigende, men den danske titel Sorgenfri er til gengæld så dejligt familiær. Og det er altså en nærmest surrealistisk oplevelse, når vi starter med at opleve en dejlig dansk sommerdag i provinsen. Alt er så super idylisk, at det nærmest kunne være et TV spot for Dansk Folkeparti… men det varer naturligvis ikke ved længe.

Sorgenfri har en enorm styrke i, at vi følger én familie. Det er undervejs lige på grænsen til at være for mystisk, når der nærmest ingen andre mennesker er til stede, uanset hvor vi befinder os, men de slipper ret godt afsted med det alligevel. Lige fra filmens åbningsscene – der altså på ingen måde er idyllisk – ved vi, at det hele kommer til at ende i død og kaos. Men sikke en tur, vi kommer på undervejs!

Vi starter med fokus på Mille Dinesen’s karakter, Pernille, og hun leverer altså en fantastisk præstation i denne film og er et studie i, hvordan et menneske kan forsøge at holde sammen på det hele. Lige indtil hun ikke kan mere. Det er voldsomt, råt og helt fantastisk godt!

Der er noget virkelig lækkert over lydsiden, hvor der fra starten er en fantastisk snigende uhygge gennem en konstant og lettere irriterende lyd, som man hurtigt indser er lyden af summende fluer. Dét er altså en effektiv måde at signalere død og forrådnelse på et elegant plan. Derudover får vi knald på 80’er synthesizeren undervejs, hvilket er ret meget brugt i horror genren disse år – hvor en 80’er revival generelt er i fuld sving – men det fungerer godt her.




Når vi i sidste ende alligevel ikke rammer en højere karakter, så er der fordi, filmen skifter både fokus og stemning undervejs. Vi går fra det nære og kaotiske, til at have lidt for meget fokus på en teenage-kærlighedshistorie. I den forbindelse vil jeg godt straks rose de unge skuespillere, der leverer solide præstationer. Især Benjamin Engell, der spiller familiens halvvoksne søn, Gustav, fungerer utrolig godt i både de alvorlige familiescener og de mere sødsuppe kærligheds-scener. Har du set DR’s julekalender Pagten, vil du måske genkende ham som Malte derfra. Udover ham er det Mille Dinesen og Mikael Birkkjær, der leverer de bedste præstationer og brænder mest igennem, hver gang de er på skærmen. Også Troels Lyby, der spiller familiefar, leverer en solid præstation og fungerer godt hele vejen igennem.

Bo Mikkelsen har både skrevet og instrueret Sorgenfri, som samtidig markerer hans spillefilmsdebut efter en lang række kortfilm. Jeg synes godt, vi kan være stolt af Sorgenfri, der simpelthen emmer af kvalitet og gode intentioner. Det vil dog ikke være en film, som alle bliver lige begejstret for, da fokus ligger på familien, og vi ikke ser meget af det, der egentlig foregår. Det er en fin stil og en klar beslutning, som jeg gerne støtter op om. Man kan sige, at Sorgenfri minder langt mere om Fear The Walking Dead end The Walking Dead, og det er sgu ikke så ringe endda… med mindre man tror, man skal ind og se The Walking Dead, naturligvis.

Sorgenfri er dog den bedste danske gyserfilm i nyere tid, og forhåbentlig kan dette markere et comeback til dansk gyserfilm. Og der er rigtig meget, der fungerer helt uhyggeligt godt, så sørg endelig for at se filmen i biografen, og dermed støtter op om både dansk film og ikke mindst gyser-genren. Vi ved jo allerede nu, at endnu en dansk gyserfilm er godt på vej med Finale, der kommer senere i år, og som vi har store forventninger til.

Sorgenfri går i 5 udvalgte biografer rundt omkring i landet i ca. 2 uger, hvorefter den kommer på VOD.

Bonus info med små spoilers: Vi var til en screening af Sorgenfri for et halvt års tid siden, hvor det var tydeligt, at visse (sex-)scener blev modtaget med grin og WTF reaktioner fra publikum, da de er mildest talt malplacerede. Disse scener er dog blevet i filmen, og jeg kan kun tro, at det er for at tiltale tween-publikummet og fred være med det… med det er ikke godt for filmen! Og hvorfor fanden er der ikke nogen, der bruger internettet for at få oplysninger om, hvad der foregår. Det er på ingen måde realistisk, at danskere kun tyer til TV og radio for at blive opdateret omkring den aktuelle situation.

Fakta

Biografpremiere: 31-03-2016
Genre: Horror, Thriller
Instruktør: Bo Mikkelsen
Medvirkende: Mille Dinesen, Troels Lyby, Therese Damsgaard, Ole Dupont, Mikael Birkkjær m.fl.

Resumé
En familie på fire bliver tvunget ud i ekstreme situationer for at overleve, da en dødelig virus spreder sig gennem byen.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg