MR. MERCEDES sæson 3 begynder nu på C More, og vi vender dermed tilbage til stilen fra sæson 1. Der er altså ikke umiddelbart mere overnaturligt på banen i denne tredie sæson, der er baseret på anden bog fra Stephen King trilogien om Bill Hodges. Læs vores anmeldelse her!

Mr. Mercedes sæson 3 er her endelig, og C More viser den under én uge efter, den ruller over skærmen i USA.

Dermed får vi nu sidste del af Stephen Kings trilogi. Hovedpersonen er fortsat den pensionerede betjent, Bill Hodges, der nu arbejder som privatdetektiv. Selvom dette er sæson 3 af Mr. Mercedes, så er sæsonen baseret på den anden bog. 

Egentlig er det bog 1 og bog 3, der omhandler massemorderen Brady Hartsfield, men det gav mere mening at fortælle hans historie i to sæsoner direkte efter hinanden. I den anden bog lå Brady Hartsfield nemlig bare i koma, mens Bill Hodges (og hans to hjælpere, Holly og Jerome) fokuserede på en anden sag.

Det er slut med det overnaturlige

Med sæson 3 af Mr. Mercedes er vi umiddelbart igen væk fra alt det overnaturlige. Dermed er selve historien mere i stil med sæson 1. Det er da også i stor stil ofre fra netop “Mr. Mercedes massakren”, der dukker op i flere dele af plottet.

Vi har set første afsnit af Mr. Mercedes sæson 3, og vi kan med glæde meddele, at denne serie fortsat er en af de bedste adaptioner af en Stephen King historie. Har man læst hele Bill Hodges trilogien, bør man kunne nikke genkendende til flere elementer fra afsnit 1 af sæson 3.

Faktisk er der flere scener, der er som taget direkte ud af bogen. Samtidig er skaberne af denne tv-serie ikke bange for at skære ind til benet eller omfortolke, når det er nødvendigt. Ikke mindst da bog tre blev brugt til sæson 2. Dette har naturligvis skabt en ny kronologisk tidslinie for især Lou Linklater (hende, der hedder Freddi Linklater i bøgerne).

Hvis dette første afsnit er nogen indikation for hele sæson 3, så kan vi godt glæde os til en solid afslutning af Mr. Mercedes.

Mr. Mercedes sæson 3 anmeldelse

Fantastisk cast fortsætter det høje niveau

Castet har været skønt i Mr. Mercedes helt fra starten. Brendan Gleeson er Bill Hodges og er en genial casting til den ikoniske karakter. Holland Taylor har også fået skabt en solid karakter med naboen, Ida, der er blevet mere nærværende og afgørende i denne filmatisering.

Justine Lupe spiller også fortsat Holly Gibney til perfektion med alle hendes små vaner og ritualer. Det bliver interessant at se, hvordan Cynthia Erivo (Bad Times at the El Royale) klarer den samme rolle, når The Outsider kommer som tv-serie på HBO Nordic i 2020. 

Vi har også stadig Jharrel Jerome som Jerome Robinson, hvilket virker som noget af et scoop. Nærmest sideløbende med Mr. Mercedes har Jharrel Jerome fået enorm succes med sine roller i Oscar-vinderen Moonlight (2016) og Netflix true crime serien When They See Us.

For mig er det dog fortsat især Breeda Wool, der er fantastisk som Lou Linklater. Som karakter har hun da også fået en del mere kød end i bøgerne. Ikke mindst i sidste afsnit af Mr. Mercedes sæson 2, der af gode grunde spiller meget ind for karakterens historie her i sæson 3. Fra starten har Breeda Wool (horror antologien XX) leveret et stærkt og sårbart portræt.

Mr. Mercedes sæson 3 anmeldelse

Se Mr. Mercedes sæson 3 på C More nu!

Foruden de velkendte karakterer og skuespillere får vi også veteranskuespiller Bruce Dern på banen allerede i første afsnit af Mr. Mercedes sæson 3. Han leverer et skønt portræt af forfatteren John Rothstein, der er en nøglekarakter for plottet i denne sæson. 

Den nye skurk i sæson 3 er Morris Bellamy, der spilles af Gabriel Ebert. Han kommer rigtig godt fra start i afsnit 1, så det tyder faktisk ualmindelig godt. Hvis Gabriel Ebert fortsætter stilen, kan han sagtens løfte “arven” som skurk fra Brady Hartsfield, der blev spillet af Harry Treadaway (Penny Dreadful).

Det er stadig David E. Kelley, der står bag selve manuskriptet i sæson 3. David E. Kelley er skaber af hele Mr. Mercedes serien og har i vanlig stil holdt fast i roret, så niveauet ikke skrider. Det er ligeledes Jack Bender, der fortsætter som instruktør.

Foruden sit arbejde på Mr. Mercedes har Jack Bender instrueret ni afsnit af Under the Dome, der også var skrevet af Stephen King. Han er desuden allerede tilknyttet The Institute som instruktør, der bliver baseret på den nyeste bog af Stephen King, der udkommer på engelsk netop disse dage.

Nå ja, og så er Jack Bender da også producer på The Outsider, hvor Holly Gibney som sagt også dukker op som karakter, selvom den ikke foregår i Bill Hodges trilogien. Stephen King har dog altid elsket at genbruge karakterer og steder på tværs af sine bøger. En skøn detalje, der reelt har resulteret i serien Castle Rock, der også snart kommer med en ny sæson

Sæson 3 af Mr. Mercedes begynder på C More fra mandag den 16. september 2019.

Plot

Da den elskede og populære forfatter John Rothstein findes myrdet, bliver Bill Hodges, Holly og Jerome indblandet i efterforskningen. Sagen bliver mere og mere kompliceret, da de finder ud af at værdifulde manuskripter er blevet stjålet fra Rothsteins hjem. Hvad måske er mere skræmmende er, at de snart indser, at Bradys ånd hviler tungt over deres hoveder.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg