XX er en gyser-antologifilm lavet udelukkende af kvinder. Den har været ret lang tid undervejs, men resultatet er en række effektive gys, der bør vække genklang hos alle – uanset køn, naturligvis!

Der er ingen tvivl om, at XX har fat i noget af det helt rigtige. Kvinder er nemlig langt grovere – og mere provokerende og ærlige – når vi skal fortælle vores egen historie. Det er bare svært for mænd at fortælle de samme historier uden at fremstå som kvindehadende idioter. Selvom kvinder ikke er en minoritet, så er det samme effekt som hvis hvide mennesker prøver at forklare, hvordan det er at være sort.

Det efterlader bare en dårlig smag i munden hos både afsender og modtager af budskabet.

Det fungerer derfor bare bedre, når hovedpersonerne skal beskrives at dem, der virkelig ved hvordan det er. Især når der skal være lidt kant. For helt ærligt, der kan vi kvinder være uhyggeligt grove ved os selv. Og ærlige i en nærmest uhørt grad!

Stærk åbning med The Box

Og lige præcis det første segment af XX-antologien er et godt eksempel på dette. Den hedder The Box, og her spilles hovedrollen af Natalie Brown (The Strain). Filmen handler meget bogstavlig talt om det skræmmende ved det ukendte. Og også den irritation, der kan være ved det meget nærliggende. Der er en virkelig lækker og underspillet uhygge, som man ikke lige slipper med det samme.

Nu skal det siges, at vi ser en hel del (især gyser) antologier, og der er typisk både vindere og tabere undervejs. Historier, man ikke kan glemme, og dem man allerhelst vil glemme med det samme – eller kæmper for at huske, når det hele er forbi.

Heldigvis kan vi afsløre, at XX formår at undslippe de negative varianter. Selvom der er nogle, der passer bedre til ens egen smag end andre, så er alle kortfilmene i denne antologi virkelig effektive. Og absolut mindeværdige.

XX 2017 anmeldelser - Natalie Brown i The Box

Spændende mandlige karakterer i XX

Det, som alle historierne i XX gyserantologien har til fælles, er at både hovedpersonen og instruktøren er kvinder. Der er dog mænd med i samtlige kortfilm, og flere af dem er rigtig spændende karakterer. De får nemlig også lov til at spille atypiske mænd. Der er helt klart mere tryk på følelsesbarometeret, men det er ikke kun via kvinderne, da de mandlige karakterer ikke bare skal spille med musklerne i disse historier.

Generelt er det folk, der på forskellige måder er i deres følelsers vold. Eller en mangel på følelser, der skaber trang til at opsøge noget nyt.

I øvrigt er det forfriskende, at jeg ikke helt kan vælge en favorit i denne antologi. Der er trods alt kun fire historier i XX. Og selvom jeg oprindeligt nok havde en umiddelbar favorit, så har dette ændret sig flere gange, da andre historier har rumsteret mere rundt i min bevidsthed efterfølgende.

Fascinerende personligheder i centrum

En anden ting alle disse kortfilm har til fælles er nemlig, at skuespillerne virkelig leverer nogle pragtpræstationer. Der er ofte noget magisk ved kortfilm, som disse antologier virkelig får sat fokus på. Historien og karaktererne skal ud over stepperne helt fra start, og derfor skal skuespillerne også ramme plet. Dét gør de bestemt i XX.

Dette er i stor grad også takket være en række velskrevne karakterer. Samtlige personer er spændende på én eller anden måde. Fra de yngste til de ældste, og næsten i særdeleshed for en teenagedreng i den sidste historie.

XX 2017 anmeldelse - Blodig Weekend 2017 - Her Only Living Son - Karyn Kusama

Den sidste film hedder Her Only Living Son og er instrueret af Karyn Kusama (Jennifer’s BodyThe Invitation). Hun formår endnu engang at skabe en helt ekstraordinær spænding uden at give publikum særlig meget baggrundshistorie. Det er alene fra billede og lyd, at vi meget hurtigt indser, der er noget helt galt.

Teenagesønnen – altså titelkarakteren – spilles af Kyle Allen, der minder utroligt meget om Ezra Miller i We Need to Talk About Kevin. Bare rolig, der er ikke fordi, historierne minder om hinanden, men intensiteten i karakterne er et solidt fællestræk!

En af de andre film er The Birthday Party, der næsten udelukkende bæres af Melanie Lynskey (Heavenly Creatures). Det er ikke noget, enhver kan klare, men da hun har både en humoristisk og meget dyster side, så er det herlig underholdning. Hun kæmper febrilsk med at holde styr på dagens begivenheder, men det virker næsten forgæves.

XX gyserantologi - blodig weekend 2017 - Melanie Lynskey

Foruden Melanie Lynskey er der dog også lige en lille birolle spillet af Sheila Vand fra A Girl Walks Home Alone at Night. Lad os bare sige, at hun ikke ligefrem hjælper vores hårdt prøvede hovedperson.

Kvindelige instruktører er oplagt til gys

Gyserantologien XX består som sagt af fire kortfilm, der er instrueret af kvinder. De fire kortfilm er:

The Box af Jovanka Vuckovic
The Birthday Party af Annie Clark (aka artist St. Vincent)
Don’t Fall af Roxanne Benjamin
Her Only Living Son af Karyn Kusama

Der sker noget særligt, da kvindelige instruktører skaber film med kvindelige hovedpersoner. Dermed ikke sagt, at mandlige instruktører ikke har skabt fantastiske kvindelige karakter – bare se på Ellen Ripley fra Ridley Scotts Alien eller Sarah Connor fra James Camerons Terminator.

Hvor fantastiske de to kvinder i førnævnte eksempel end er, så starter de også begge (næsten stereotypt) med at være blide og afdæmpede kvinder. Først derefter udvikler de sig til at være møgseje og umulige at få ned med nakken. Og det er da positivt at vise denne udvikling.

Det smager bare mere af et eventyr, hvor XX i stedet tager fat på hverdagen; Det er ikke alle, der hverken har været eller bliver helte. Og nogle kvinder er bare vanvittige seje uden at være blevet angrebet af hverken rumvæsener eller robotter fra fremtiden.

Hver kortfilm kunne blive spillefilm

Den eneste af de fire kortfilm, der ikke har været nævnt endnu, er Don’t Fall. Det er dog absolut ikke fordi, den er dårlig. Tværtimod, så vil de fleste gyserfans nok synes lige præcis denne historie rammer ekstra godt i gyser-genet!

antologi XX anmeldelse - Breeda Wool i Dont Fall

Og, præcis som det gælder de andre tre kortfilm, så kunne Don’t Fall altså nemt blive omdannet til at være en fuld spillefilmslængde. Historien og karakterne er lige til at bygge videre på. Hovedrollen i Don’t fall spilles af Breeda Wool, der gør det ekstremt godt.

Jeg har efterhånden set hende i et par småroller, og hun leverer varen hver gang! I en sådan grad, at hun faktisk er mindeværdig, selv når hendes rolle har været meget lille. Måske er det også derfor, hun er blevet castet til tv-serie filmatiseringen af Stephen King’s Mr. Mercedes.

I alle tilfælde kan du godt glæde dig til at se både hende og en perlerække af andre solide præstationer i XX. Og forvent også, at disse historier nok vil hjemsøge dig i et stykke tid efterfølgende.

Fakta

Biografpremiere: Blodig Weekend 2017
Genre: Horror
Instruktør: Karyn Kusama, Roxanne Benjamin, Jovanka Vuckovic, Sofia Carrillo, St. Vincent
Medvirkende: Natalie Brown, Mike Doyle, Christina Kirk, Kyle Allen, Peyton Kennedy, Peter DaCunha, Ron Lea, Jonathan Watton, Lisa Renee Pitts, Morgan Peter Brown m.fl.

PLOT

XX er en gyserfilms-antologi, der udelukkende er lavet med kvindelige kræfter. Karyn Kusama (The Invitation, Jennifer’s Body), Roxanne Benjamin (Southbound), Jovanka Vuckovic, Sofia Carrillo og St. Vincent instruerer de fem segmenter.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg