Ghost in the Shell er en rodet historie i visuelt forførende sci-fi action-basker. Plottet kan bedst beskrives som RoboCop møder The Matrix. Lyder det som noget for dig?
Jeg kender ikke noget til Ghost in the Shell fra hverken tegneserie eller animatonsfilmen. Efter at have set denne nye filmatisering har jeg dog kigget nærmere på originalmaterialet. Det vil måske glæde fans, at der er mange scener fra denne nye film, der er 100% kopier af animationsfilmen. Altså, hvis man lige ser bort fra, at alle de primære karakterer nu er hvide mennesker.
Og nu vi er ved det; Ja, jeg synes personligt også, det er decideret åndsvagt, at man tager et asiatisk univers og udskifter hovedpersonerne med hvide skuespillere. Bevares, der er da en fornuftig forklaring, som fint kan købes. Men dog primært i Scarlett Johansson’s tilfælde, da hun er en cyborg og derfor har fået skabt sit udseende og identitet. At Pilou Asbæk’s rolle også skal være hvid er lidt mere mærkværdigt.
Men okay, det er sådan, publikum skal trækkes ind for at se filmen. Man skulle ellers tro, at det var fans af originalhistorien, der primært ville skynde sig ind og se Ghost in the Shell. I stedet har fokus tydeligvis været på at ramme den brede målgruppe.
Solidt dansk islæt i Ghost in the Shell
Når det så er sagt, vil jeg dog skynde mig at rose både Scarlett Johansson og Pilou Asbæk for deres præstationer. De er vaskeægte action-stjerner i denne film, der pludselig har halvanden dansker helt i front [Scarlett Johansson har en dansk far].
Pilou Asbæk får virkelig meget skærmtid, og man kan da kun være glad på hans vegne for denne store chance.
Vi er vant til, at danske skuespillere er med i større film og TV-serier, men hans rolle i denne film er altså imponerende stor.
At han er betydelig bedre i mange andre roller, er en anden side af sagen. Det samme gælder i øvrigt Scarlett Johansson. Dog kan man sige, at Pilou får lov til at prøve noget nyt, hvilket må siges at være en fordel, da det ligesom tilføjer noget på CV’et.
Scarlett Johansson har dog spillet præcis denne type rolle mange gange før. I særdeleshed i Marvel-universet som Black Widow og i sci-fi thrilleren Lucy. Og ja, hun er da alletiders gode actionhelt. Men jeg ville da meget hellere have set en Black Widow film, hvor vi har set meget mere nerve og personlighed i hendes portræt.
Og det er nok i virkeligheden det store problem med Ghost in the Shell; Der er altså ikke meget hjerte i denne film.
Undtagelsen er Juliette Binoche, der i hver eneste scene vrider imponerende meget intensitet ud af hvert øjeblik. Hun er reelt filmens bankende hjerte og ikke på nogen sødsuppe-måde. Hvis der er nogen, der med stolthed kan vise denne film frem, som bevis på sit talent som skuespiller, så er det helt klart hende.
Vanvittig flot visuelt og knald på action-scenerne
Selvom filmen er virkelig flot, så er det altså befriende, når vi får en scene med Juliette Binoche. Det er dog også lettere problematisk, da man så bliver opmærksom på, hvor meget buller og brag, der generelt er i filmen. Uden det store indhold, vel at mærke.
Og tænker man på historien efterfølgende, så er den da egentlig ret spændende. Undervejs bliver man dog fanget i et univers, der minder mest om RoboCop og The Matrix. Det kan lyde underholdende nok, men det er bare absolut ikke nogen af disse historier.
Det eneste andet, der får givet historien lidt kant, er Michael Carmen Pitt (Funny Games), der pludselig er blevet rigtig voksen i denne film. Han får altså også en del mere at arbejde med og leverer et godt og spændende portræt.
Tre forfattere bag manuskriptet
Der er hele tre personer bag manuskriptet til Ghost in the Shell, der er baseret på tegneserien af Masamune Shirow. Manuskriptet er skrevet af Ehren Kruger, der også skrev manuskriptet til The Ring. Det var som bekendt også en remake baseret på det japanske originalværk Ringu.
De andre to bag manuskriptet er Jamie Moss og William Wheeler. Moss har kun ét manuskript på samvittigheden før dette, men dog mere på vej. Wheeler har arbejdet på både film og flere TV-serier.
Når der er flere manuskriptforfattere inde over én film, bliver jeg hurtigt lidt mistænksom. Det behøver på ingen måde være dårligt, hvis det er folk, der normalt arbejder sammen. Og det kan også være noget, der bidrager med forskellige gode ting. Alt for ofte er det dog nogen, der kommer med lidt for forskellige input, og historien mister den klare røde tråd.
Med Ghost in the Shell har instruktør Rupert Sanders (Snow White and the Huntsman) dog alligevel genbrugt meget fra animations-filmatiseringen. Manuskriptets egentlige funktion har derfor nok primært været at forklare, hvorfor hovedrollerne er hvide (selvom vi ikke befinder os i den vestlige verden). Nå ja, og så skal der jo trods alt også skabes noget historie til at binde de forskellige actionscener sammen.
Elsker man hele Ghost in the Shell-universet, så skal man naturligvis se denne film. Og man kan da også se den for at opleve en dansker som action-stjerne. Det er som nævnt også en flot visuel oplevelse, som man kan nyde. Det er dog næppe en film, der vil skabe de helt store følelser hos nogen.
Fakta
Biograf-premiere: 06-04-2017
Genre: Science-fiction, Action
Instruktør: Rupert Sanders
Medvirkende: Scarlett Johansson, Pilou Asbæk, Takeshi Kitano, Juliette Binoche, Michael Pitt, Kaori Momoi, Chin Han, Danusia Samal, Lasarus Ratu, Tuwanda Manyimo, Yutaka Izumihara m.fl.