AD ASTRA er et intenst og sørgmodigt sci-fi drama. Der er absolut også action-elementer, men du skal ikke forvente, at der er fart over feltet. Til gengæld er Brad Pitt fantastisk velspillende i et cast, der på alle måder leverer varen. Læs mere i vores Ad Astra anmeldelse her!

Ad Astra er et nyt sci-fi drama med både eventyr og mysterie inde over plottet. Undervejs er der også scener med både action og uhygge, men dette er ikke en film, hvor du skal forvente at sidde på kanten af sædet. Til gengæld vil du nok være opslugt af historien, hvis du går med på præmissen.

Og denne præmisse er faktisk en ganske anden end det, der blev givet udtryk for i de indledende trailers. Der er endda scener fra traileren, der slet ikke er kommet med i den endelig film.

Det skal i den forbindelse siges, at jeg ikke var fan af langt de fleste Ad Astra trailere. Derfor var mine forventninger helt i bund, og jeg blev meget glædeligt overrasket over selve filmen. Den var slet ikke, hvad jeg forventede, hvilket nok kan være en gevinst for nogle og et tab for andre.

Sønnen på jagt efter sin far

Det kan lyde meget kedeligt og teatralsk, når man læser plottet for Ad Astra. Helt basalt handler filmen om astronaut Roy McBride (Brad Pitt), der bliver sendt ud på en mission for at finde sin far, Clifford McBride (Tommy Lee Jones). Sagen er nemlig den, at Roy har levet et meget introvert liv dedikeret til sit job. Præcis som sin far.

Nå ja, og så har hans far i øvrigt været savnet og formodet død i årevis. Eller rettere, det var den officielle historie, mens man egentlig har vidst, at det nok ikke var tilfældet. Selve plottet udspiller sig i øvrigt i en “nær fremtid”, hvor menneskeheden dog har baser på både Månen og Mars.

Der er ikke så lidt Total Recall over især Månen, der er blevet et ret kommercielt sted. Dog er selve tempoet i Ad Astra meget mere i stil med Arrival eller Interstellar. Vi er ude i en personlig beretning, hvor det hele handler om Roy McBride (Brad Pitt), der også er fortæller på historien. 

Han er dog ikke fortæller i den klassiske forstand. Det er nemlig reelt hans tanker, vi hører, så vi ved, hvad han gennemgår. På overfladen er Roy en ekstremt professionel patriot, der gør, hvad han får besked på. Den slags har konsekvenser for især privatlivet, hvilket er gennemsyrende for Roy McBrides nedtur gennem Ad Astra.

Ad Astra anmeldelse

Rå og sårbar Brad Pitt på rum-eventyr

Det er på mange måder tydeligt, at Ad Astra er filmet lige efter Angelina Jolie gik fra Brad Pitt. En af de første scener viser da også en kvinde med langt mørkt hår, der går væk fra Brad Pitts karakter. Godt nok spilles hans kone af Liv Tyler i Ad Astra, men hun ligner til forveksling Angelina Jolie, når man kun ser hende bagfra.

Dette kan på ingen måde være tilfældigt, og det er da også mere eller mindre officielt, at Brad Pitt har fået rig mulighed for at trække på sorgerne fra sit privatliv. Der er derfor et væld at paralleller mellem Roy McBrides og Brad Pitts liv, der hurtigt bliver meget tydeligt. Dét fungerer sateme, for Brad Pitt leverer et råt portræt af en mand, der forsøger at skrælle sin egen maske af.

Ad Astra anmeldelse

Ad Astra skal ses på det helt store lærred

Det lyder måske kedeligt med et sci-fi drama om en astronaut, der reelt er ved at få et nervøst sammenbrud, selvom han normalt ikke får pulsen over 80. Ikke engang når han styrter mod jorden, da ting går galt, som det jo naturligvis sker. Men det er bare slet ikke kedeligt.

For en god ordens skyld er der altså også en masse rumraketter, en atombombe og jordens potentielle undergang med inde over plottet. Det er dog “bare” katalysatorer, da den egentlige historie er et personportræt. Jeg elskede det, men er ikke ét sekund i tvivl om, at mange andre vil gå hovedrystende ud af biografen – der var da flere pressefolk, der gjorde netop dette.

Men helt ærligt, hvis man har svært ved at forholde sig til et menneske, der har afskåret sig fra alle andre for at leve op til sin fars minde, så bør man måske bare fokusere på actionbaskere uden for meget plot. Det er jo en helt fair præference.

Kunne du lide Arrival og Interstellar for deres fokus på karakterer, så bør du også give Ad Astra en chance. Filmen er instrueret af James Gray, som også har skrevet manuskriptet sammen med Ethan Gross, der tidligere har arbejdet på tv-serien Fringe. James Gray har tidligere lavet film som Little Odessa (1994) og The Lost City of Z (2016).

Som altid vil vi herfra (naturligvis) opfordre til, at en film som Ad Astra skal ses på det store lærred. Vi så den i IMAX, og det var en visuelt blændende oplevelse, der varmt kan anbefales. Først og fremmest skal filmen ses for dette og for Brad Pitts præstation! 

Ad Astra har da også allerede fået en “Bedste Film” nominering til Venice Film Festival, hvor den havde verdenspremiere. Her løb Joker (2019) dog med prisen.

FAKTA

Biografpremiere: 19. september 2019
Genre: Science Fiction, Thriller
Instruktør: James Gray
Medvirkende: Brad Pitt, Liv Tyler, Tommy Lee Jones, Donald Sutherland,Ruth Negga, Greg Bryk, LisaGay Hamilton, Kimberly Elise, Jamie Kennedy, John Ortiz

Plot

Astronauten, Roy McBride (Brad Pitt), rejser til det yderste af solsystemet på en mission for at finde sin forsvundne far (Tommy Lee Jones) og løse et mysterium, der truer selve Jordens overlevelse. Hans rejse vil afsløre hemmeligheder, som udfordrer menneskets eksistens og vores plads i kosmos.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.