COCAINE BEAR er en ny gyser-komedie baseret på en utrolig-men-sand historie. Eller rettere, udgangspunktet er en sand historie. Der er så bygget videre på dette med en vanvittig og blodig historie. Læs vores fulde Cocaine Bear anmeldelse her!

COCAINE BEAR er en ny gyser-komedie, der kan ses i de danske biografer. Det er en ret vanvittig historie, men det betyder også, at den er perfekt som en komedie, der udvikler sig til en voldsom (og meget blodig) gyserfilm.

Det er en vanvittig genre-hybrid, der byder på afrevne lemmer og hjernemasse, der flyver rundt. Vi møder betjente, der jagter de voldelige kriminelle, som selv er på jagt efter deres forsvundne kokainlast. Og så er der de uheldige turister og grænsesøgende tweens, der bare tager en pjækkedag det helt forkerte sted.

Alle sammen ender i ubehagelige konfrontationer med både hinanden og en 250 kilo tung bjørn, der har voldsomme mængder kokain i systemet og går amok i blodrus. Altså, når ikke en sommerfugl fanger dens opmærksomhed.

Læs vores fulde Cocaine Bear anmeldelse nedenfor. Filmen har dansk biografpremiere den 23. februar 2023.

Baseret på en sand historie

Cocaine Bear er direkte inspireret af en utrolig og vanvittig – men ganske sand – historie fra 1985. Her resulterer nogle narkosmugleres flystyrt i en stor mængde forsvunden kokain. Kokainen ligger derefter spredt udover Chattahoochee National Forest i delstaten Georgia.

Det resulterer også i, at man finder en død bjørn med 16 kilo kokain i maven. Bjørnen har muligvis været i live i fem minutters tid, efter den spiste den store mængde kokain. Derefter er den dejset død om.

Men hvad nu hvis bjørnen ikke døde, men derimod holdt en voldsom rus kørende og blev et vanvittig farligt rovdyr?! Dét er tanken, der har resulteret i denne film.

Som det siges indledningsvist, angriber denne type bjørne ikke mennesker. Men en bjørn på coke er jo ikke en “normal” bjørn. Til gengæld er bjørnen ikke den store fjende i denne film. Dét er til gengæld diverse småkriminelle, vi møder undervejs.

Den største gangster spilles af nu afdøde Ray Liotta, som filmen også er dedikeret til.

Cocaine Bear – Anmeldelse | Bjørn i kokain-rus

Gå med på præmissen og ha’ en fest med filmen

Skal du have en fest med Cocaine Bear, så kræver det helt naturligt, at du går med på præmissen om, at dette er en gyser-komedie. Eller en komedie i en gyserfilm. I alle tilfælde er det vanvittigt og voldsomt og ikke særligt realistisk.

Dette er ikke Jaws (eller Dødens Gab, som den jo hedder på dansk), og det lægger den bestemt heller ikke skjul på. Til gengæld foregår den i 1980’erne og er inspireret af Steven Spielberg-film [han instruerede også Jaws] fra netop den tid.

Dét kan man godt mærke, og da jeg efterfølgende læste, at det netop var instruktørens tanke, må man sige, at der blev ramt plet. Der er lidt E.T. møder The Meg over Cocaine Bear. Altså, 80’er præ-teenagere og hyggelig nostalgisk humor, der kolliderer med vanvittigt monster-gys.

Se Cocaine Bear i biografen nu!

Det er Elizabeth Banks, der har instrueret filmen, der er hendes tredje spillefilm efter Pitch Perfect 2 (2015) og Charlies Angels (2019). Hendes udgangspunkt er komedie, og det fungerer rigtig godt i netop denne gyser-komedie.

Det gør alt det voldsomme og blodige også – ligesom bjørnen, der er 100% CGI i samtlige scener. Manuskriptet er af Jimmy Warden, der også er god til netop genrehybrider, hvor humor og meget blodige scener skal gå op i en højere enhed. Han skrev f.eks. The Babysitter: Killer Queen.

Skuespillerne i Cocaine Bear har da også tydeligvis en fest med netop denne genre-hybrid. De to børn i filmen spilles af Brooklyn Prince (The Turning) og Christian Convery (Sweet Tooth), hvor Keri Russell (Antlers) spiller mor til førstnævnte.

I andre nøgleroller ses Margo Martindale (The Watcher), Alden Ehrenreich (Solo: A Star Wars Story), O’Shea Jackson Jr. (Godzilla 2: King of the Monsters), Kristofer Hivju (Game of Thrones), Jesse Tyler Ferguson (Modern Family), Isiah Whitlock Jr. (I Care a Lot) og Aaron Holliday (Sharp Objects).

Helt grundlæggende er dette en film, hvor du selv er med til at bestemme, om den skal være en god oplevelse. Kan du lide traileren, kan du også roligt forvente, at du vil have en fest med selve filmen. Hvis du forventer andet end det, der i dén grad klart præsenteres i traileren, så kan du godt forvente en skuffelse.

Jeg havde en fest med at se den, og selvom den måske hurtigt er glemt, er det klart en film, jeg godt kunne se igen.

Cocaine Bear har premiere i de danske biografer den 23. februar 2023.

FAKTA

Biografpremiere: 23. februar 2023
Instruktør: Elizabeth Banks
Medvirkende: Keri Russell, O’Shea Jackson Jr., Alden Ehrenreich, Jesse Tyler Ferguson, Kristofer Hivju, Christian Convery, Brooklynn Prince, Margo Martindale, Ray Liotta

Plot

Midt under 80’ernes War On Drugs går en kokainsmugling forfærdeligt galt. Piloten kaster sin ladning ud over en nationalpark og vil selv følge efter, men mister bevidstheden og ender død midt i et villakvarter. Nu ved politiet, at der er en kokain-drop et eller andet sted, men det er en helt anden, der finder de gode sager først: En stor sort bjørn. Hvad naturparkens største rovdyr gør, når den er høj på kokain, er et par vandreturister de første til at opdage, siden et par præ-teenagere på skulketur og snart efter både den enes mor, en parkbetjent, en dyreretsaktivist, en bande unge bøller og ikke at forglemme narkogangsterne, som gerne vil have deres varer tilbage, og politiet, som er på sporet af dem.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.