THE TURNING er en ny gyserfilm, vi havde glædet os til. Den er skrevet af Nattens Dæmoner-forfatterne og er baseret på Henry James’ The Turning of the Screw. Langt hen ad vejen fungerer det da også, men slutningen vil skuffe mange. Læs vores The Turning anmeldelse her!

The Turning er en ny gyserfilm, der på papiret virker meget lovende. Den er nemlig skrevet af folkene bag manuskriptet til Nattens Dæmoner (også kendt som The Conjuring). Derudover er den baseret på Henry James’ The Turning of the Screw, der vel nærmest er en ikonisk, gotisk gyserfortælling.

Alligevel er den endelige resultat meget langt fra et pletskud – på trods af momentvise gode takter. Den aktuelle IMDb rating på kun 3,8 (i skrivende stund) er dog absolut lavere, end den fortjener! Det er formentlig et resultat af filmens slutning.

Læs mere om dette i vores spoiler-frie The Turning anmeldelse herunder!

Den udskældte slutning af The Turning

Lad os starte med slutningen af The Turning, da det alligevel er denne, der ender med at betyde mest for filmen. Problemet med The Turning (altså dét, der ødelægger helhedsindtrykket) er nemlig desværre slutningen. Herfra skal vi ikke afsløre, hvorfor slutningen er så dårlig for fortællingen.

Derimod vil vi bare advare om, at den er meget brat og desværre også yderst lidt tilfredsstillende. Og ja, du kan finde et væld af “forklaringer” på denne slutning, men den er i bund og grund bare op til din egen fortolkning. Hader du den slags slutninger, så er du nu behørigt advaret!

Her hos Heaven of Horror havde vi hørt advarslerne, og selvom vi generelt er okay med åbne slutninger, der kræver lidt egen tankevirksomhed, så var vi altså også skuffede.

Heldigvis kommer der meget snart endnu en nyfortolkning af samme oplæg, hvilket vi har høje forventninger til. Det drejer sig nemlig om sæson 2 af Netflix-serien The Haunting of Hill House. Den kommer til at hedde The Haunting of Bly Manor, og det er stadig Mike Flanagan, der står bag produktionen.

Læs også: Alt hvad vi ved om The Haunting of Bly Manor, der kommer på Netflix i løbet af 2020 >

The Turning (2020) anmeldelse

Derfor bør du alligevel se filmen!

The Turning starter ret fornuftigt og har et skønt cast. I hovedrollen ses Mackenzie Davis, der også spillede en af de bærende roller i Terminator: Dark Fate (2019) og var med i Blade Runner 2049. Hun spiller overfor de to unge skuespillere Brooklynn Prince og Finn Wolfhard, der spiller henholdsvis Flora og Miles.

Brooklynn Prince bragede igennem med sin rolle i The Florida Project overfor Willem Dafoe. Derudover spiller hun nu hovedrollen i Apple TV+ serien Home Before Dark. Finn Wolfhard kender de fleste nok fra Netflix-serien Stranger Things, mens de fleste gyserfans også vil identificere ham som Richie fra de nye IT-film.

Begge de unge skuespillere leverer nogle troværdige og solide præstationer og er skønne i samspillet med Mackenzie Davis. Foruden skuespillerne, er det dog så sandelig også selve den stemning, der skabes. Alene stemningen er grund nok til at give filmen en chance.

Især når du nu er forberedt på en slutning, der nok ikke vil tilfredsstille mange!

Husk endelig at holde øje med hjørner, skygge-områder og spejle hele tiden. Der er rigtig meget at fange for den opmærksomme og observante seer. Og ja, der er også jump scares af den art, der rent faktisk rammer plet flere gange. Alligevel er meget af uhyggen stærkere i de øjeblikke, hvor ikke alle vil se det, der sker, på skærmen.

Det er faktisk ret oplagt at sammenligne dette med netop The Haunting of Hill House serien på Netflix. Der er nemlig rigtig mange spøgelser, der optræder i baggrunden og ikke nødvendigvis opdages af mange seere. Derfor er der også gået sport i at gense denne serie, for at fange flest mulige af disse “baggrundsspøgelser”.

The Turning (2020) anmeldelse

Se The Turning i hjemmebiografen nu!

The Turning udkom aldrig i de danske biografer, og det er nok meget heldigt, da den næppe havde været noget stor succes. Og dog, når man ser på hvem, der står bag, så havde den nok fået en del “hype”. Herfra glædede vi os jo også til filmen, hvilket især skyldes, at manuskriptet er skrevet af Carey W. Hayes og Chad Hayes, der sammen skrev Nattens Dæmoner.

Dengang var det James Wan, der stod for instruktionen, mens det denne gang er Floria Sigismondi. Netop denne instruktør har dog også flere fine produktioner bag sig, så det var endnu et plus i vores bog. Floria Sigismondi har blandt andet instrueret afsnit af The Handmaid’s Tale og filmen The Runaways.

Derudover har hun lavet et væld af musikvideoer for kunstnere som David Bowie og Marilyn Manson. For sidstnævnte var det blandt andet den ikoniske “The Beautiful People” musikvideo! Og nu har vi jo også ret god erfaring med netop musikvideo-instruktører, når det gælder genre-produktioner. Her tænker jeg (naturligvis) først og fremmest på David Fincher.

Umiddelbart skulle man tro, at det er manuskriptet, der skal have skylden for slutningen, men vi ved det ret beset ikke. Det eneste vi ved er, at The Turning kun kan svinge sig op på en middelmådig karakter, når vi skal se på det samlede indtryk. Desværre!

The Turning er udkommet som digital lejefilm herhjemme den 4. maj 2020.

FAKTA

VOD-premiere: 4. maj 2020
Genre: Horror, Drama
Instruktør: Floria Sigismondi
Medvirkende: Mackenzie Davis, Finn Wolfhard, Brooklynn Prince, Barbara Marten

Plot

The Turning tager os med til et mystisk gods i Maine, hvor den nyansatte guvernante Kate får ansvaret for to forstyrrede forældreløse, Flora og Miles. Ganske snart opdager hun dog, at både børnene og godset gemmer på mørke hemmeligheder, og at alt ikke er, som det ser ud til…

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.