JU-ON: ORIGINS er en ny Netflix horror-serie fra Japan. Vi er (som titlen indikerer) ude i en oprindelseshistorie for den ikoniske, japanske gyserfilm Ju-on. Hele sæsonen består af seks afsnit, der hver varer omkring en halv time, så den er lynhurtigt set. Læs vores Ju-on: Origins sæson 1 anmeldelse her!

JU-ON: ORIGINS er en ny Netflix horror-serie fra Japan, der fungerer som oprindelseshistorie for den japanske gyser-franchise Ju-on. Denne franchise er også internationalt kendt som The Grudge, da det er titlen for de amerikanske remakes. Foruden denne nye Netflix-serie udkom der senest en ny amerikansk reboot i starten af 2020. Den hed bare The Grudge, præcis som remaken af den første film.

Læs også: Du finder vores anmeldelse af The Grudge (2020) her >

Den nye Netflix-serie har halvtimes episoder, og der er kun seks afsnit i sæson 1, så den er altså hurtig set. Læs mere i vores Ju-on: Origins sæson 1 anmeldelse herunder. Vi har set hele sæsonen til denne anmeldelse.

Er du fan af Ju-on universet?

Generelt er jeg ikke super fan af japanske gyserfilm. Det er bare ikke lige min kop te, og jeg var slet ikke begejstret for Ju-on, så jeg er helt sikkert på kanten til at være inhabil, når det kommer til at skulle vurdere denne nye Netflix-serie. Jeg foretræk Ringu (eller The Ring) over Ju-on, og min favorit japanske gyserfilm fra denne æra er Dark Water.

Alligevel glædede jeg mig til at se Ju-on: Origins. Både fordi Netflix generelt har et højt niveau for deres produktioner (også selvom historien ikke er god), og fordi jeg nu kunne få en frisk start. Efter første episode var jeg dog klar til at opgive hele baduljen, da jeg synes, der er en række dybt problematiske ting. Især vedrørende en voldtægt og den måde, karaktererne opfører sig på efterfølgende.

Generelt er karaktererne bare depressive, og hele miljøet omkring dem er dystert og mørkt. Her taler vi, vel at mærke, ikke om selve huset i Ju-on. Næ nej, det er bare hele karaktergalleriet. Før de kommer i kontakt med det hus, hvor hele balladen starter.

De problematiske elementer – og meget overfladiske karakterportrætter – bliver ikke meget bedre, men jeg er dog glad for, at jeg holdt ud. Der sker nemlig det, at de to sidste afsnit i dén grad får løftet niveauet. Især fordi det rent faktisk først er her, selve “oprindelseshistorien” egentlig kommer på banen.

Og bevares, med seks halvtimes episoder er det da også begrænset, hvor meget vi kan komme ind under huden på de forskellige karakterer. Plottet udspiller sig nemlig også over flere år, så der er meget historie, der skal dækkes på ret kort tid.

JU-ON: Origins – Netflix anmeldelse

Se sæson 1 af Ju-on: Origins på Netflix nu!

Det er lidt af en tilnærmelse at kalde Ju-on: Origins en oprindelseshistorie. Eller en “origin”-serie. Det er nemlig nærmere et marketingtrick i stil med Blair Witch Project, da hele præmissen er, at vi nu får den historie, der inspirerede Ju-on filmen.

Men altså, det er jo ikke en doku-serie, vi er ude i med denne Netflix-produktion. Tværtimod er det meget tydeligt fiktion, og derfor er det mere af samme historie på en (lidt!) anderledes måde. Der er, med andre ord, ikke meget nyt at komme efter. Til gengæld slutter serien virkelig stærkt og brutalt, hvor der kommer fuld knald på gyser-elementerne.

Det er blodigt, brutalt, overnaturligt og smager faktisk også lidt af Dark (ja, den tyske sci-fi tidsrejse-serie).

Når jeg, som absolut ikke er fan af Ju-on filmen, må overgive mig til serien til sidst, så forestiller jeg mig, at fans af Ju-on universet må blive glade. Jeg var trods alt klar til at opgive efter første afsnit – og er stadig ikke begejstret for de to første episoder. Hvis du er fan af Ju-on filmene, så vil du naturligvis se denne Netflix-serie uanset hvad, anmeldelser siger.

Det er klassisk japansk horror, der ofte ikke er noget for mig (selvom den japanske gyser-komedie One Cut of the Dead er en favorit), og den ender faktisk med at være så fascinerende, at jeg hoppede med på Ju-on vognen. Er du i tvivl, om den er noget for dig, så giv den en chance. Med halv times afsnit er der ikke meget at miste.

Ju-on: Origins sæson 1 er ude på Netflix fra den 3. juli 2020.

FAKTA

Instruktør: Sho Miyake
Manuskript: Hiroshi Takahashi & Takashige Ichise
Medvirkende: Yoshiyoshi Arakawa, Yuina Kuroshima, Ririka, Koki Osamura, Seiko Iwaido, Kai Inowaki, Tei Ryushin, Yuya Matsuura, Kaho Tsuchimura, Tokio Emoto, Nobuko Sendo, Kana Kurashina

Plot

En forsker af det paranormale leder som en besat efter et hjemsøgt hus, hvor en mor og hendes barn kom ud for noget frygteligt mange år tidligere.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg