THE GRUDGE er i sin 2020 udgave ikke en remake, men derimod en form for reboot. Historien foregår i samme univers som den oprindelige film, men nu er vi i USA og ikke længere Japan. Kun gode skuespillere løfter filmens niveau en smule. Læs vores The Grudge (2020) anmeldelse her!

The Grudge 2020 er en form for reboot, så hvis du hader remakes, kan du roligt se denne. Nu var den amerikanske remake fra 2004 dog en genindspilning af den japanske film Ju-on, så hele universet er jo reelt en amerikansk udgave af et japansk univers.

Mens 2004 versionen af denne film blev produceret af Sam Raimi, var det stadig japanske Takashi Shimizu, der stod for instruktionen. Det var også ham, der lavede den originale japanske film. Denne 2020 udgave af The Grudge er derimod instrueret af Nicolas Pesce, mens Sam Raimi og Takashi Shimizu fortsat er med som producere.

Mere om alle disse filmskabere senere. I første omgang skal vi lige vende selve filmen, der reelt ikke byder på noget nyt, men dog kan byde på nostalgisk gensyn. Læs mere i vores The Grudge 2020 anmeldelse herunder.

Lin Shaye løfter niveauet

Vi er selverklærede Lin Shaye fangirls her på Heaven of Horror. Der findes ikke én film, der ikke har fået løftet niveauet af at have Lin Shaye på rollelisten. Flere gange er hun faktisk det bedste i en film, og det er også tilfældet med The Grudge i denne 2020 version.

Lin Shaye er nok mest kendt for sin rolle i Insidious filmene, hvor den seneste film i franchisen faktisk handlede udelukkende om hendes karakters “origin story”. Det var Insidious: The Last Key som du kan læse vores anmeldelse af her >

Her i The Grudge er Lin Shaye blot med i én af de historier, der fortælles. Vi er ikke ude i en antologi, men filmen omfatter flere historier, der flettes sammen på præcis samme måde som 2004 udgaven af denne film. Helt overordnet er det især historien med Lin Shaye, der er den mest interessante. 

The Grudge (2020) anmeldelse

Byder denne reboot på noget nyt?

Mange vil nok undre sig over, hvorfor denne reboot af The Grudge kommer nu. Det er trods alt halvandet årti siden den oprindelige amerikanske remake, der også bød på en 2’er.

Den amerikanske opfølger blev i øvrigt “greenlit” mandagen efter The Grudge havde haft premiere i USA i 2004. Antallet af solgte billetter talte sit eget tydelige sprog, så der skulle smedes, mens jernet var varmt. Her i 2020 må det japanske gyserfilm-jern siges at være ret koldt, men jeg kan ikke se nogen grund til at lave denne remake foruden penge.

Det er ikke sådan, at The Grudge i sin 2020 udgave byder på noget nyt. Derimod er det mere af det samme, og det er også helt okay. Det er jo reelt tilfældet for alle franchises. Nu er vi megafans af sydkoreanske genrefilm, mens vi aldrig rigtig hoppede med på den japanske gyserbølge. Derfor kan jeg dog godt fornemme en vis nostalgisk glæde.

Var du ikke fan af The Grudge fra 2004 med Sarah Michelle Gellar i hovedrollen, skal du dog heller ikke forvente at blive fan af 2020 udgaven. Vi genså i øvrigt 2004 udgaven et par dage før pressevisningen af denne nye film, men det er ikke nødvendigt. Det kan give lidt ekstra i forhold til at forstå universet, men det er godt nok ikke meget.

The Grudge (2020) anmeldelse

Se The Grudge i de danske biografer

Som altid vil vi naturligvis gerne opfordre til at se The Grudge i biografen, hvis du har planer om at se denne 2020 reboot. Det er altså den eneste måde at få flere gyserfilm ud i de danske biografer. Der kigges altid på antallet af solgte billetter, og hvis vi vil have de gode film, må vi også leve med de mere middelmådige.

Nu lyder det nok, som om The Grudge 2020 er en noget jævn affære, og det er heller ikke helt ved siden af. Dog skal det ses i lyset af, at vi aldrig var store fans af den oprindelige. Og da slet ikke den japanske originalfilm, som ikke engang instruktøren var helt vild med og derfor forsøgte at forbedre ved selv at instruere og tilrette den amerikanske remake.

 Desværre var vores forventninger nok også sat for højt, da vi elsker Sam Raimi som horrorskaber og – ikke mindst – er ret begejstrede for instruktøren Nicolas Pesce. Han stod bag filmen Piercing, der er et fantastisk og ret sygt lille mesterværk. Læs vores anmeldelse af Piercing her >

Jeg kan dog reelt ikke genkende Nicolas Pesces fingeraftryk i The Grudge universet. Det er selvfølgelig både en kompliment til ham, at han formår at fokusere på dette univers, og en ærgrelse fra min side, da jeg håbede på hans vanvittige fedtede aftryk. Til gengæld tænker jeg, at fans af 2004 The Grudge filmen vil blive glade for denne udvidelse af universet.

Herfra er den fjerde stjerne dog udelukkende for Lin Shaye og de generelt gode skuespillerpræstationer. Selvom jeg stadig heller ikke er fan af Demian Bichir (The Nun), der forbliver en underudviklet karakter i denne film. Man kan næsten kun forestille sig, at der mangler scener med hans karakter, eller at der er planer for ham til en eventuel opfølger.

FAKTA

Biografpremiere: 2. januar 2020
Genre: Horror
Instruktør: Nicolas Pesce
Medvirkende: Andrea Riseborough, Demian Bichir, John Cho, Lin Shaye

Plot

I den lille by Cross River skal Peter Spencer sælge et hus. Snart finder han ud af, at huset ikke er som alle de andre. Et mord blev engang begået i huset, og en hævntørstig ånd forbander alle personer, der vover sig ind i huset, med en voldelig død. Mærkelige dødsfald dukker op i den lille by og de to lokale betjente, Muldon og Goodman, involveres mere og mere…til deres store fortrydelse. Når nogen dør i raseriets vold, bliver en ny forbandelse født samme sted. Er du først trådt ind i huset, giver den aldrig slip igen.

Forfatter

  • Karina "ScreamQueen" Adelgaard

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.