WARRIOR NUN er en ny Netflix-serie baseret på tegneserien af samme navn. Der er smæk på action, humor, nonner og dæmoner og rigelige mængder kitsch underholdning. Alba Baptista er skøn i titelrollen og, nå ja, så er der faktisk også en dansker på rollelisten. Læs vores Warrior Nun sæson 1 anmeldelse her!

WARRIOR NUN er en Netflix fantasy-serie baseret på manga-tegneserien med samme titel.  Det er kitsch og underholdende, når fokus er på kernehistorien og ikke teen-romancen.

Heldigvis er der intet, der bliver taget alt for seriøst indledningsvis, hvilket betyder, at hovedpersonen nærmest agerer som publikum. Og ja, det betyder også, at hun kun har ret hånlig latter til overs for “warrior nun” begrebet, da hun først hører det. Det lyder jo, mildest talt, ret modsætningsfyldt. De er dog ret seje, disse nonner!

Nå ja, og så er der altså også en dansker med på rollelisten, hvilket altid er en bonus. Vi er gerne stolte af vores landmænd M/K, når de slår igennem i det store udland. I den forbindelse har Stephanie Corneliussen i øvrigt været grotesk overset herhjemme efter hendes geniale karakterskuespil i Mr. Robot. Resten af verden faldt i svime over hende, mens vi herhjemme nærmest stadig ikke kender hende. Øv!

Anyway, tilbage til denne nye Netflix-serie. Læs resten af vores Warrior Nun sæson 1 anmeldelse herunder.

Warrior Nun: Sæson 1 – Netflix anmeldelse

Alba Baptista er en Warrior Nun

Det er på alle måder skuespiller Alba Baptista, der er Warrior Nun. Både fordi hun er den absolutte hovedperson i fortællingen, og fordi hun spiller rollen som Warrior Nun. Eller rettere, hendes karakter, Ava, er på vej til at blive denne “Kriger Nonne”.

Ava er bare absolut ikke begejstret for at blive del af hele dette nonne-halløj. Bevares, hendes erfaring med den katolske kirke (og nonner i særdeleshed) er ikke super positiv. Hun har været et par år på et børnehjem styret af nonner, hvilket ikke ligefrem var en behagelig oplevelse.

Nu skal vi ikke spoile historien her, men i modsætning til hvad traileren viser, så møder Ava (Alba Baptista) ikke nonnerne lige med det samme. Det skaber en periode, hvor hun er godt og grundigt forvirret, men det giver samtidig et perfekt setup; Som publikum bliver vi nemlig nu klogere på situationen sammen med hovedpersonen.

Helt overordnet er der mange skønne karakterer og skuespillere i Warrior Nun. En af bifigurerne, Chanel, spilles af danske-argentinske  May Simón Lifschitz. Hun har en argentisk far og dansk mor og blev født i Argentina, men voksede op i Danmark. I den nye Netflix-serie er hun ikke nonne, men derimod del af en gruppe venner, der umiddelbart forsøger at hjælpe den forvirrede Ava.

Vi kommer dog ikke udenom, at Ava er den karakter, der bare skal fungere som titelkarakteren. Heldigvis er Alba Baptista (der er fra Portugal) helt fantastisk i denne rolle. Hun er både rar og imødekommende samtidig med, at hun kan være lidt af en møgunge. Når man ser, hvad hun har levet igennem indtil videre, så forstår man dog hendes reaktionsmønstre ret godt. Ja, jeg holdt sgu med hende fra starten!

Hun virker også meget bekendt, selvom jeg ikke umiddelbart har set hende i noget tidligere. Herfra nåede vi frem til den konklusion, at hun bare minder om en blanding af Ellen Page (X-Men, The Umbrella Academy) og Britt Robertson (Under the DomeTomorrowland). Det er nærmest uhyggeligt, så meget hun minder om dem begge, men det fungerer bare!

Warrior Nun: Sæson 1 – Netflix anmeldelse

Se Warrior Nun sæson 1 på Netflix nu!

Warrior Nun er skabt af Simon Barry og det er faktisk allerede den fjerde serie, han har været med til at skabe. Den første var Continuum (2012-2015), og derefter Bad Blood (2017-) der blev skabt sammen med Michael Konyves. Sidst, men ikke mindst, var der  fantasy-horror serien Ghost Wars, før turen nu kom til Warrior Nun.

Sæson 1 har 10 afsnit, der er skabt af fem instruktører, som hver har stået for to afsnit. Det er lidt samme model, som The Order kører efter, og det giver faktisk et meget godt flow. De fem instruktører, der har stået bag episoderne i sæson 1 af Warrior Nun, er Jet Wilkinson, Mathias Herndl, Agnieszka Smoczynska, Sarah Walker og skaberen selv, Simon Barry.

Jet Wilkinson er et helt oplagt valg, da hun tidligere har instrueret på et væld af serier baseret på tegneserier. Herunder serierne Jessica JonesThe Punisher og Daredevil. Mathias Herndl har instrueret afsnit af Netflix fantasy-serien The Order samt arbejdet på The Twilight Zone rebooten af Jordan Peele.

Agnieszka Smoczynska er et nyere navn (internationalt, i hvert fald), og den polske instruktør skal vi nok se meget mere til. Hun har nemlig allerede lavet meget i Polen og har flere ting på vej. Og så er der Sarah Walker, der har instrueret episoder af fantasy-serien Wolfblood (2012-2017) samt på sæson 1 af serien A Discovery of Witches (2018-).

Hvis du er til Netflix serier som Jessica Jones og The Umbrella Academy, så bør Warrior Nun absolut også være noget for dig. Den har humor, action og et væld af skæve og grumme karakterer plus nogle ret creepy dæmoniske væsener. Nå ja, og kriger-nonner, naturligvis. Dét skal da lige ses, hva’?!

Sæson 1 af Warrior Nun er ude på Netflix fra den 2. juli 2020.

FAKTA

Skaber: Simon Barr
Medvirkende: Alba Baptista (Ava), Tristán Ulloa (Father Vincent), Kristina Tonteri-Young (Sister Beatrice), Lorena Andrea (Sister Lilith), Toya Turner (Shotgun Mary), Thekla Reuten (Jillian Salvius), Sylvia De Fanti (Mother Superion), Emilio Sakraya (J.C.), Olivia Delcán (Sister Camila), Joaquim De Almeida (Cardinal Duretti), May Simón Lifschitz (Chanel), Dimitri Abold (Randall), Charlotte Vega (Zori)

Plot

Efter at være vågnet i et lighus opdager en forældreløs teenager, at hun nu har superkræfter som den udvalgte Glorie-bærer for en hemmelig sekt af dæmonjagende nonner.

Forfatter

  • ScreamQueen

    Ja, man hedder jo ikke ScreamQueen, fordi man sidder upåvirket og ser gyserfilm. Jeg er dog blevet mere hardcore, og skriger ikke så meget længere. Alligevel har jeg oplevet at have en fransk bulldog plantet på skødet under en hel film, fordi jeg skreg inden for de første fem minutter. Hun (altså hunden) mente tilsyneladende, at jeg skulle beskyttes, og det passede mig fint. Jeg elsker de psykologiske gyserfilm og historier om overlevelse - om så det er ude i rummet med "Alien" eller bare hardcore kamp som i "You're Next" er ligegyldigt. Jeg elsker nok bare at se seje kvinder sparke røv. Og det hele må gerne være lidt overdrevet, så jeg ikke ser monstre i skyggerne efterfølgende. Derudover ELSKER jeg (måske af fornævnte årsag) diverse gyser-komedier, men til gengæld HADER jeg, når dyr kommer til skade. Det er et åndsvagt virkemiddel og bare fantasiløst. Heldigvis bruges det ikke lige så meget i gyser-genren, som det gør i eksempelvis komedier. Og så siger man, at det er gyserfans, der er afstumpede. Sikke noget pjat! Nyhederne er da mere uhyggelige end skuespillere, der lader som om.

    Vis alle indlæg